0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mine forældre vil begraves i Tyrkiet, men det piner mig, at jeg ikke vil kunne besøge deres grav

Et uundgåeligt opgør om, hvor mine forældre skal begraves, når de forlader os, kommer med årene tættere og tættere på, skriver Murat Tamer i denne hverdagsanalyse.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jan Grarup
Arkivfoto: Jan Grarup

På trods af at det har været muligt at blive begravet i muslimsk indviet jord i flere år i Danmark, ønsker mine forældre stadig at blive begravet i deres landsby flere tusinde kilometer væk.

Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Forbrug og liv
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Begge mine forældre blev født i den samme lillebitte landsby med støvede grusveje og selvbyggede huse beklædt med krakeleret mudder. Den befinder sig i udkanten af den tyrkiske storby Sivas, og ingen i min familie – heller ikke mine forældre – gider besøge den mere. Sådan har det været i mange år.

Vi besøger den ikke, fordi vi ikke føler, at der er noget tilbage for os. Men mine forældre har alligevel et stædigt ønske om at blive begravet i den landsby, som de forlod for snart 40 år siden for at arbejde som gæstearbejdere.