Sikkerhed i top – prisen i bund. Denne kombination sikrede, at den nye Opel Corsa onsdag eftermiddag blev kåret til Årets Bil i Danmark 2007.
Billigste udgave koster 133.000 kroner, og den har alt det sikkerh3edsudstyr, der nærmest kan opdrives i dag: Seks airbags, ESP-system, der kan forhindre en udskridning, ligesom den har fået topkarakter i en crashtest, foretaget af den uafhængige organisation Euro NCAP.
Kåringen blev foretaget af 29 medlemmer af Motorjournalisternes Klub Danmark – heriblandt Politiken – og det skortede ikke på konkurrenter, der kunne true Corsaens førsteplads. Nr. to blev således Skoda Roomster, der koster 203.000 kroner i billigste udgave. Dens store fortrin er en meget praktisk indretning samt masser af plads til alt det grej, en børnefamilie kan finde på at smide ind i en bil.
På de følgende pladser kom Citroën C4 Picasso som nr. 3 samt Ford S-Max og Toyota Yaris på en delt fjerdeplads. I alt deltog 15 biler i kåringen, men de resterende 10 biler er ikke placeret i nogen rækkefølge.
Læs mere om kåringen i Politikens Lørdagsliv på lørdag.