0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Generationsskifte med lovende træk

Skoda Fabia er blevet moderniseret. Den nye udgave er ligesom forgængeren et velfungerende køretøj med bred appel i den populære klasse af små biler med vokseværk.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Den nye Skoda Fabia er ikke meget større end før. Fronten er tydeligt inspireret af søster Roomster. Foto: Skoda

Biler
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Biler
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Snuden er som snydt ud af næsen på Skoda Roomster. Det firkantede tag minder om en Mini Cooper. Ser man den bagfra, er trækkene mere genkendelige – her er anden generation af Skoda Fabia ikke faldet så langt fra stammen, selv om baglygterne er røget lidt i vejret.

Fabia er vokset nogle centimeter i højden og længden, og det kan ses udenpå, hvor stilen er blevet mere sportslig og moderne. Der er mere kæk kasket og mindre blød hat over den nye version.

I kabinen virker bilen også større end forgængeren – det gælder både oplevelsen i førersædet og især på bagsæderne, hvor benpladsen og højden over hovedet er ganske gavmild. Sæderne hævet en anelse, hvilket højner ind- og udstigningsvenligheden.

Den nye Fabia, som blev præsenteret for pressen i Portugal tidligere på ugen, har noget at leve op til: Førsteudgaverne er solgt i 1,6 millioner eksemplarer – heraf 20.000 i Danmark, hvor Skoda Fabia løb med titlen som Årets Bil i 2001 og siden som Årets Brugtbil i 2006.

Let at gå til
Anden Fabiageneration viste klare talenter på de sydportugisiske veje: Den har en stabil undervogn, og styretøjet gør hurtigt og præcist, hvad man beder om.

Den nye Fabia deler motorprogram med ’storebror’ Roomster. Vi prøvede den mindste dieseludgave på 1,4 liter, som bød på rigelig trækkraft og et harmonisk 3.-gear, som formåede det meste i varieret trafik. Vi nåede 17 kilometer på literen ved blandet kørsel.

Fabia deler ikke kun det ydre forparti med Roomster. I kabinen går adskillige træk igen: Instrumentering, det dobbelte handskerum, dørgreb m.m. er lige ud af slægtsbogen. Indretningerne er overskuelige, betjeningsvenlige og tidløse uden modepjank. Det er logisk og lige til at gå til uden nærstudier af instruktionsbogen.

Udsynet fremad er fint. Spejlene fanger også det meste, men den brede bagstolpe kan godt skjule en fodgænger eller to, erfarede vi under en bakkemanøvre.

Forsæderne er behageligt faste og nærmest favner den siddende. Nakkestøtterne er rykket tiltrængt tættere på nakken sammenlignet med forrige Fabiamodel. Både førersæde og rat kan justeres i højde og længde, så de fleste bør kunne finde sig til rette.

Der er masser af fralægningsmuligheder i lommer og rum – f.eks. kan der stå en stor vandflaske i fordørslommerne. En strop holder kort og bøger på plads i lommerne, og et etui i loftet er tilegnet solbriller.

Bagagerummet sluger 300 liter, hvilket er pænt i biler af denne kaliber. Vi faldt straks for den særlige poseholder og krogene, der ligeledes kan holde indkøbsposer opretstående. Den faste hattehylde kan monteres i to forskellige højder eller stuves væk efter ønske. Bagageklappen åbner behageligt højt op.

Lidt brok fra bagagerummet slipper Skoda dog ikke for: Læssekanten forekommer ret høj, og der skal rodes noget med bagsæderne, hvis man vil udnytte hele bagagerumskapaciteten. Selve sædet skal vippes forover, og nakkestøtterne skal flyttes fra ryglænet og placeres i særlige holdere, før man vipper selve ryglænet ned. Arbejdsgangen kan sagtens indlæres, men det er unægtelig nemmere blot at vippe et ryglæn ned og få et plant gulv, som man kan i f.eks. Toyota Yaris.

Ikea-udfordring
Skoda har skruet op for sikkerheden i den nye Fabia, hvor alle modeller har stabiliseringsprogrammet ESP, selealarmer på forsæderne og seks airbags. At de virker, fik vi en ufrivillig demonstration af på testruten, hvor en Fabia havde et voldsomt møde med en lokal bilist – heldigvis uden personskader til følge.

På pressemødet ved Fabia-præsentationen blev møbelkæden Ikeas grundlægger citeret for, at det er nemt nok at lave et godt og dyrt bord, men en udfordring at skabe et genialt bord til en god pris. Det samme kan i vid udstrækning siges om biler. Det kræver en prisliste at kunne afgøre, om Skoda har klaret udfordringen med den nye Fabia, men selve bilen gjorde et godt indtryk. Priserne skulle være klar i næste uge.

Det vrimler med konkurrenter i den populære klasse af små biler, hvor blandt andre Toyota Yaris, Opel Corsa, Peugeot 207, Renault Clio, Suzuki Swift og Citroën C3 også hører til. Med den nye Fabia, der ligesom mange af konkurrenterne er vokset, satser Skoda på at appellere til en endnu bredere kundekreds og bevare sin position som den mest solgte bil i klassen.