Biler

Bilauktion: Ladefund kan få priserne til at gå amok

Derfor kan der gisnes om høje priser på biler fra fynsk ’ladefund’, selv om de er ret ordinære.

Biler

Dårlig stand, høj alder og næppe i stand til at køre.

Umiddelbart ser det ikke ud til, at en række klassiske biler, der netop nu tilbydes på en onlineauktion, skulle hente ret høje priser.

Men der er noget særligt ved disse biler, der kan drive priserne op. Det er nemlig et såkaldt ’ladefund’ fra en gård på Fyn. Det kan få køberne til at gå amok, og så kan der komme høje priser på f.eks. en Opel Manta, en Alfa Romeo Alfetta, en Mazda RX-7, selv om bilerne er ret forfaldne.

Et plus at bilerne kommer fra en lade

Direktør og auktionarius i Campen Auktioner, Finn Campen, har i hvert fald forventninger om høje priser Netop det, at bilerne har stået samlet i en lade på Fyn og er fundet efter adskillige års tilstand, er noget, kunderne til den slags biler værdsætter og vil betale for.

»Det skulle ikke undre mig, om nogle af bilerne kommer op på 150.000 kroner. Der er bl.a. en bil af mærket Puch, som der ikke er lavet ret mange af. Og vi har en Opel Manta i den mest populære udgave fra 1972, og den kan også blive rimelig dyr. Jeg er blevet ringet op fra Spanien om en VW Transporter med firehjulstræk. Jeg tror, at vi vil se salgspriser fra 1.000 op til 150.000 kroner«, siger Finn Campen.

I øjeblikket er budene meget lave. Faktisk helt nede fra 50 kroner op til omkring 12.000 kroner, men der er også længe til auktionens afslutning,som er 1. juni kl. 20. Man har allerede kunne byde på bilerne i nogen tid.

Buddene går amok til sidst

»Der er ingen, der byder til med det samme. Alle lurer på hinanden. Auktionen slutter 1. juni kl. 20, men i den sidste halve time stiger buddene med mellem 50 og 200 procent«, siger Finn Campen. Han ser frem til en spændende dyst om bilerne, og alle kan følge med på auktionsfirmaets hjemmeside.

Bilerne vil kræve en del arbejde, før de er i præsentabel stand.

»Man kan ikke køre hjem i bilerne. De har stået stille i mange år. Men det kan køberne lide. De kan se, hvad de får, og bilerne står i original stand uden at der er gjort noget ved dem. De bliver nok solgt til købere i hele Europa. En del af bilerne står lige nu uden nøgle og papirer, men vi arbejder på at fremskaffe begge dele fra den tidligere ejer af bilerne«, siger Finn Campen.

Populært med ladefund

Det er ikke kun auktionsfirmaet, der tror på, at bilerne kan hente høje priser. Det samme tror en kender af både klassiske og nye biler, nemlig chefredaktør Mikkel Thomsager fra Bil Magasinet:

»Det er et ladefund og det er meget populært. Hvis det går som på auktionen over bilerne fra Aalholm Automobilmuseum i 2013, så går priserne helt amok, bare fordi bilerne står og er støvede. Begrebet ’barn find’, altså ladefund, kan næsten øge prisen med 50 procent«, mener Mikkel Thomsager.

Også i udlandet er biler fra ladefund solgt til hysterisk høje priser på det seneste. Den franske Baillon-samling, der bl.a. omfattede sjældne biler fra Ferrari og Maserati, kom på auktion i starten af året. En meget sjælden Ferrari blev solgt for over 100 millioner kroner, og det smittede af på andre biler, siger Mikkel Thomsager:

»Mange af bilerne i samlingen var deciderede rustbunker, der næppe nogensinde bliver til bil igen. De blev solgt for hundredtusinder af kroner. For det var jo et ladefund«.

Generelt stigende priser

Generelt stiger priserne på klassiske voldsomt i disse år, siger Mikkel Thomsager:

»Især hvis bilerne har en smule historie. Hvis Marilyn Monroe har åndet på en bil, går prisen helt amok«.

Nu er det næppe sandsynligt, at Marilyn Monroe har været forbi den fynske gård i Vester Aaby, hvor en samling på ca. 30 biler, traktorer og motorcykler blev fundet for nylig. Samlingen var stiftet af den tidligere ejer af gården, og den nye ejer har valgt at sætte bilerne på auktion.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce