Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

FORNYET. Toyota Avensis har i den nye udgave bl.a. fået et skarpere design af frontpartiet. Samt mere sikkerhedsudstyr.
Foto: Allan Graubæk

FORNYET. Toyota Avensis har i den nye udgave bl.a. fået et skarpere design af frontpartiet. Samt mere sikkerhedsudstyr.

Biler
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Biltest: Japaner fra England med tysk hjerte

Toyota Avensis blander nationaliteterne. Bilen fortjener en bedre afstemning af undervognen.

Biler
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det kan være svært at fastslå nationaliteten på nyeste version Toyota Avensis. Det er per definition en japansk bil, men den er bygget i England, og dens dieselmotorer kommer fra BMW i Tyskland.

Motoren passer perfekt til bilen, men på et andet punkt havde harmonien lidt svært ved at indfinde sig. Vi har her fat i en af de dyreste versioner til næsten 500.000 kroner, og det er muligvis der, problemet ligger.

I T2 Premium-versionen kører den på 18-tommers fælge, og de giver en lidt for stivbenet kørsel. Det harmonerer ikke godt med det generelle indtryk af komfort, som Toyota Avensis ellers udstråler. Vi oplevede især den lidt hoppende kørsel på dårlig vejbelægning i byen. Vi kunne også ønske os en opstramning af styretøjet. Det går for let efter vores smag.

Mere behagelig ved højere fart

Ved højere fart på motorvej er bilen mere behagelig. Det skyldes også en anden nyskabelse i seneste udgave af Toyota Avensis: En dieselmotor fra BMW. Toyota og BMW arbejder sammen på en række områder, og med BMW-motoren er Toyota Avensis mere økonomisk end forgængeren, der havde Toyotas egen motor. Vi har her fat i en motor på 2,0 liter og 143 hk, men der findes også en mindre version på 1,6 liter og 112 hk.

Den store motor har et fint kraftoverskud, men vi gætter på, at den lille motor også vil være o.k. til Toyota Avensis. En dieselmotor på 1,6 liter har som regel god trækkraft, og en sekstrins gearkasse vil i begge tilfælde sørge at udnytte motorens kræfter optimalt.

Ekstra sikkerhedudstyr

Den aktuelle fornyelse har givet Toyota Avensis ekstra sikkerhedsudstyr af den avancerede slags, bl.a. automatisk nødbremse –som vi ikke har afprøvet – samt en alarm, der advarer mod utilsigtede vognbaneskift. Den fungerer fint, og i princippet er det også fint med ’Road Sign Alert’, der viser den aktuelle fartgrænse i instrumentpanelet.

Dette system fungerer dog ikke fejlfrit. Toyota oplyser, at det viser ’udvalgte farttavler og skilte’. Vi kan uddybe ved at fastslå, at systemet ikke kan aflæse byzoneskilte, så man får ikke altid en visning af byernes fartgrænse på 50 km/t. Systemet præsterede ret mange fejlvisninger under vores testkørsel.

Skærm kræver tilvænning

Et nyt instrumentpanel har speedometer og omdrejningstæller fint i synsfeltet. En stor skærm i midterkonsollen rummer en del funktioner, og det har de samme fordele og begrænsninger som alle andre skærmsystemer. Fordelen er, at mange funktioner er samlet på samme sted. Begrænsningen er, at det i hvert fald i begyndelsen kan være lidt svært at finde rundt. Vi gætter dog på, at ejere af bilen hurtigt finder sig til rette med betjeningen.

I denne version er skærmen på 8 tommer og rummer bl.a. et bakkamera, som er en god hjælp ved baglæns manøvrer. Udsynet i alle retninger i denne stationcar er dog udmærket.

Benzinmodeller mest solgt

Foran sidder man fortrinligt, og pladsen er acceptabel på bagsædet. Man får dog mere benplads i f.eks VW Passat og Ford Mondeo, som er dyrere biler, men ikke meget større end Toyota Avensis.

Toyota Avensis er en bil, der traditionelt har mange private købere, hvor VW Passat og Ford Mondeo har flest firmakunder. Private kunder kan ofte være godt tjent med en benzinmotor, og således bestykket kan Toyota Avensis som stationcar fås fra 310.000 kroner. Med dieselmotor koster den mindst 375.000 kroner.

Derfor regner Toyota også med, at 65 procent af salget vil ligge på benzinmodellerne. De kører med de velkendte Toyota-motorer på 1,6 eller 1,8 liter. Det kunne være spændende at se, hvordan en Toyota Avensis ville opføre sig med en BMW-benzinmotor. Tyskerne har nemlig trecylindrede turbomotorer, som er både økonomiske og kvikke.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Allan Graubæk eller Biler, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden