Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Overset. Her er Dacia Sandero fotograferet i storbymiljø. Men det er ikke i byerne, at man finder de danske kunder til Dacias biler.
Foto: Dacia

Overset. Her er Dacia Sandero fotograferet i storbymiljø. Men det er ikke i byerne, at man finder de danske kunder til Dacias biler.

Biler
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Renault: »Vi kan ikke sælge Dacia i byer med mere end én cafe«

Dacia har svært ved at slå igennem i de danske storbyer. Bilerne er billige, men sikkerhedsniveauet er lavt.

Biler
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

De storbysmarte i Danmark styrer uden om det rumænske lavprismærke Dacia, der ejes af Renault. Salget går egentlig ganske pænt i Danmark, men det er ikke i de store byer, at man vil møde mange biler fra Dacia, siger importøren:

»Vi kan ikke sælge Dacia i byer med mere end én cafe«, siger Søren Hyltoft Thomsen, pressechef for Dacia og Renault i Danmark. Han tilføjer, at Dacia ligger under importørens salgsmål i alle de fem største byer i Danmark. I 2015 solgte Dacia ca. 2.900 personbiler i Danmark. Den mest solgte model er den højbenede crossover Duster.

I faktaboksen bringer vi tallene for indregistreringer af Dacia i 2015 i landets fem regioner. Region Syddanmark fører stort over Region Hovedstaden, når det gælder Dacia-salg. Det samlede salg af personbiler er mere end dobbelt så højt i hovedstadsregionen.

Alle biler fra Dacia er bygget på teknik fra tidligere Renault-modeller – undtagen på motorfronten, hvor Dacia efterhånden har fået de nyeste varer. Sikkerheden er under dagens standard hos Dacia, hvor man ikke kan få f.eks. automatisk nødbremse, der ellers er en mulighed til mange andre billige biler. Dacia har ikke opnået mere end tre stjerner i Euro NCAP’s sikkerhedstest, hvor topkarakteren er fem stjerner. Dacia bygger sine biler i Rumænien og Marokko.

Kunder mangler tålmodighed

Hvis Dacia vil skrue op for salget i Danmark, må de indstille sig på, at kunderne ikke har meget tålmodighed.

»Dacia-kunderne vil have deres bil her og nu. De vil ikke vente i flere måneder, for så går de bare et andet sted hen«, siger Søren Hyltoft Thomsen. Derfor havde Dacia et problem sidste år, for i tre sommermåneder manglede de biler, og det kunne aflæses i en nedgang i salget. Renault-kunder har derimod ikke noget imod at skulle vente et par måneder på den nye bil. Det er den normale leveringsperiode hos mange bilmærker.

Dacia markedsføres især på en lav pris, men kunderne vælger de lidt dyrere versioner:

»Der er ingen – som i ingen – der tager den billigste basisversion. Den er så skrabet, at den nærmest mangler dørhåndtag«, siger pressechef Søren Hyltoft Thomsen med en pæn portion selvironi på mærkets vegne. Det udsagn passer heller ikke helt, da alle biler fra Dacia f.eks. har sikkerhedsudstyr, der omfatter både airbags og esp-system. Og der er også håndtag til at åbne både døre og vinduer.

»De fleste kunder går efter det højeste udstyrsniveau. Mange af kunderne, som ofte kan kaldes ’ældre’, har savnet automatgear, og det er vi også klar med nu«, siger Søren Hyltoft Thomsen.

Billigt med automatgear

På et pressemøde i denne uge kunne Dacia fortælle, at de med den nye version af Dacia Sandero tilbyder Danmarks billigste bil med automatgear til 115.000 kroner. Men der findes tre endnu billigere biler med automatgear. Nemlig Suzuki Celerio, som koster 109.000 kroner og Seat Mii til 99.900 kroner samt Skoda Citigo til 111.000 kroner.

Men Dacia har endnu en pristrumf, nemlig den bil, de betegner som Danmarks billigste stationcar med automatgear. Det er Dacia Logan MCV til 133.000 kroner. Til sammenligning skal man give 186.000 kroner for at få en Seat Ibiza stationcar med automatgear, og det er endda en lidt mindre bil.

Dacias program i Danmark består af Sandero (femdørs minibil), Logan MCV (stationcar), Lodgy (mpv med 5/7 sæder) og Duster (crossover).

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Allan Graubæk eller Biler, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden