De mindre biler sælger godt. Den mest solgte bil i 2017 blev en Peugeot 208.
Foto: Anders Rye Skjoldjensen

De mindre biler sælger godt. Den mest solgte bil i 2017 blev en Peugeot 208.

Biler

For første gang i otte år slog bilsalget ikke rekord - politikerne får skylden

Politiske forhandlinger kostede rekordstort bilsalg, mener De Danske Bilimportører.

Biler

Selv om alle indikatorer i løbet af året tydede på, at 2017 ville blive et rekordår for bilsælgere, blev det for første gang i otte år ikke til en ny rekord.

Det viser tal fra De Danske Bilimportører.

I løbet af 2017 blev der solgt 221.817 nye personbiler i Danmark. Det er 1100 biler færre end 2016.

Bilimportørerne forventer, at bilsalget igen næste år holder samme niveau, fordi det drives frem af grundmekanismer i samfundsøkonomien.

Det forklarer Gunni Mikkelsen, der er administrerende direktør for De Danske Bilimportører.

»Det er de helt generelle økonomiske vilkår i Danmark. Reallønsfremgang. Lav arbejdsløshed. Behov for mobilitet både for at få folk på arbejde og større aktivitet i fritiden«, siger han.

»Og så er det ikke så svært at anskaffe sig en bil, som det var engang«.

Peugeot 208 den største sællert

Bilsalget i december lå under bilsalget samme tid i 2016. Men Gunni Mikkelsen peger på en anden hovedårsag til, at 2017 ikke fulgte de sidste års trend og slog rekord.

»Der var en opbremsning i efteråret på 10 uger, hvor der var usikkerhed om bilsalget, fordi politikerne offentligt begyndte at tale om afgifter. Det stoppede ikke helt op, men faldt 30-40 procent«, siger Gunni Mikkelsen.

Tallene for bilsalget afslører også, at der sælges en større andel af de mindre biler i Danmark end i nabolandene, skriver De Danske Bilimportører i deres pressemeddelelse til tallene.

Den mest solgte model var da også i kategorien lille - nemlig en Peugeot 208, der blev solgt i 9838 eksemplarer. Den næstmest solgte bil var en Volkswagen Up, mens SUV'en Nissan Qashqai blev den tredje mest solgte.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden