Alderen er gået forholdsvis nådigt hen over Toyota Aygo, der engang var den nye og friske på markedet for mikrobiler, men nu faktisk er en af veteranerne. Den stammer fra 2005, og dermed kunne det efter normal logik i bilverdenen være tid til en helt ny model, men i stedet har Aygo blot fået en grundig overhaling med bl.a. nyt design af frontpartiet.
Det samme gælder i øvrigt de næsten identiske Citroën C1 og Peugeot 107. Disse tre biler bygges på samme fabrik, og det er stort set kun kosmetiske detaljer, der adskiller dem. Samt garantien – der er tre års dækning på Toyota Aygo, mens de andre kun har to års garanti.
LÆS BILTEST
Da denne trio af mikrobiler kom til verden, demonstrerede de, hvor meget man egentlig kan undvære på en bil. Derfor er der ingen klap over handskerummet, sidespejlene kan kun indstilles på manuel facon, og føreren af bilen skal række tværs over kabinen, hvis han vil rulle sideruden i passagersiden ned.
Den slags mangler er dog til at leve med, og i stedet kan man glæde sig over den uhyre simple betjening af bilen. Når der kun er få knapper at trykke på, er der ikke så meget at blive forvirret over.
Overskuelig udsigt
Føreren har således kun udsigt til et speedometer og en benzinmåler, der er temmelig svær at aflæse. Radioen styres med store knapper, der er lette at ramme, og det samme gælder grebene til varme og ventilation. De rykkes op og ned og giver nogle tydelige ’klonk’ fra sig, når man har ramt den rigtige position. Lidt primitivt, men det fungerer fint. Det er nemt at vælge motor til Toyota Aygo og i øvrigt også de to andre slægtninge fra Peugeot og Citroën. Der er nemlig kun én mulighed: en trecylindret 1,0-liters benzinmotor med 69 hk. Da Aygo og de to andre kom på markedet i 2006, var det ret usædvanligt med trecylindrede motorer – nu er det efterhånden det mest hyppige valg i mikroklassen.
Motorlyden er godt dæmpet i Aygo. Der er en vis knurren ved lav fart, og når man accelererer, men det er ikke noget, der generer. Tværtimod giver lyden indtryk af en kvik motor, der absolut ikke har problemer med at følge med i bytrafik. Gearing og motorkraft passer fint sammen, men lige i denne bil ville det have været oplagt med et stop-start-system, der kunne slukke for motoren, når man f.eks. holder og venter ved rødt lys. Det er nemlig også i denne situation, at man mærker lidt vibrationer fra motoren, som ellers er fraværene under kørslen.
LÆS BILTEST
På motorvej går det fint og veloplagt op til 110 km/t., men det sidste ryk op til 130 km/t. går lidt mere tøvende. Motorlyden ved motorvejsfart er godt dæmpet. Vi kørte ca. 20 km/l i blandet kørsel.
Forsæderne er ret små, men man sidder ganske bekvemt i den faste polstring. Rattet kan kun justeres op og ned, ikke frem og tilbage. Bagsædet er ikke velegnet til voksne – det rækker benpladsen ikke til. Bagagerummet er også minimalt, og adgangen indskrænkes af en høj læssekant.
Billigste Aygo koster 84.000 kroner, men det er en ret skrabet version med tre døre. Toyota selv regner med, at de fleste kunder vil betale 15.000 kroner ekstra for at få bilen med fem døre og lidt mere udstyr som f.eks. elruder foran og fjernbetjent centrallås. Selv den billigste version har dog seks airbags. Det var Citroën C1, der på trioens vegne lagde krop til en crashtest foretaget af Euro NCAP i 2005. Den gav fire stjerner – hvordan resultatet under de skrappere testvilkår ville være i dag, er umuligt at gisne om.
LÆS BILTEST
Testbilen er en specielt kulørt version med tilnavnet Spice Edition. Her får man bl.a. orange pyntedetaljer i kabinen, og det må være smag og behag, om man synes, at det er de 5.000 kroner værd, som denne særlige pakke koster. Man skal næppe regne med at få en tilsvarende merpris for sin brugte Aygo af den grund.
FACEBOOK
