0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En franskmand med ambitioner

Den nye Renault Laguna havner i en klasse, hvor der er benhård konkurrence. Den dyreste version giver ikke rigtig mening.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
FRANDSEN FINN
Foto: FRANDSEN FINN

Som stationcar er den nye Renault Laguna både rummelig og komfortabel. Den har dog ikke afgørende plusser i forhold til konkurrenterne.

Bilanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bilanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Av, av – en Renault til 480.000 kroner.

Renault Laguna er klar på det danske marked i ny udgave, men testbilen med det lange tilnavn Sport Tourer 2,0 dCi Priviligé aut. bliver nok ikke den mest solgte version. Det forbyder prisen.

Men det er nu også ret let at barbere prisen ned.

Først ryger automatgearet – det koster 30.000 kroner. Priviligé-udstyret er lettere overdrevet – bl.a. rummer det en masse pynt og et indbygget navigationsanlæg, der koster 27.000 kroner i andre udgaver. Derfor går vi ned på det fuldt tilstrækkelige Expression-niveau og sparer 69.000 kroner.

Endelig motoren. Testbilen kørte med en dieselmotor på 2,0 liter/140 hk, som forekommer overdimensioneret. De fleste vil klare sig fint med 1,5 liter/110 hk (stadig diesel), og dermed er der skåret endnu 50.000 kroner af prisen.

Så i stedet for 483.000 kroner siger prislappen nu 335.000 kroner. Det forekommer mere rimeligt. Der kunne i øvrigt skæres yderligere 20.000 kroner ved at vælge en femdørs hatchback i stedet for denne Sport Tourer, som er Renaults måde at sige stationcar på.

Overvældende udstyr
Første indtryk i en ny bil vil ofte være kabinen, og den er Renault sluppet rigtig godt fra. Forsæderne er store og velformede. Her i Priviligé-udgaven er der ganske vist en ret overvældende mængde betjeningsknapper, men det meste er logisk placeret. Topkarakter til instrumenterne, der er helt klassiske med hvide tal på sort bund.

En lidt dum detalje: Hvis forsæderne er kørt ned i nederste position – hvad en høj chauffør kan have brug for – bliver benpladsen bagtil meget kneben, for så er det umuligt at skubbe fødderne ind under forsædet.

Ude på vejen er komforten fin, men testbilen kørte også på lidt blødere dæk end normalt – nemlig vinterdæk på 16-tommers fælge, hvor 17 tommer ellers er standard. Det kan godt give en lidt stivere kørsel.

Motoren på 2,0 liter og 140 hk er naturligt nok noget af en kraftkarl. Her mangler i hvert fald aldrig kræfter til en hurtig overhaling. Testbilen kørte med sekstrins automatgear, som arbejder let og ubesværet. Det skifter op og ned på de rigtige tidspunkter, men er også skyld i, at dieselforbruget bliver lidt højt. Renault lover 14,1 km/l (16,7 km/l med manuelt gear), men vi nåede ikke meget mere end 12 km/l ved afdæmpet kørsel, og det er på ingen måde imponerende.

Dyrt partikelfilter
Det samme kan siges om Renaults politik, når det gælder partikelfilter på Laguna. Det er faktisk standard på testbilen, altså 2,0 diesel med automatgear. Men til samme motor med manuelt gear – som nok bliver den mest solgte – koster partikelfilter 13.000 kroner. Det er en helt usædvanlig høj pris. Normalt koster den slags højst 5.000 kroner, hvis filteret da ikke er standard. På den lille 1,5-liters diesel er det slet ikke muligt at få partikelfilter endnu. Det kommer muligvis sidst på året.

Den nye Laguna er da et frisk pust i den hårdt ombejlede firmabilsklasse, og det er et stort plus, at den har tre års garanti – de europæiske konkurrenter nøjes med to år. Men den byder heller ikke på afgørende fordele i sammenligning med f.eks. Peugeot 407, Opel Vectra, Ford Mondeo, Toyota Avensis, VW Passat, Mazda 6 og den nye Citroën C5.

Her i skemaet har vi i øvrigt skrællet Lagunaen ned til basisversionen med manuel gearkasse – det gør sammenligningen med konkurrenterne lettere. De tre nævnte har partikelfilter som standard.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu