Håndens arbejde. Det har været en vild sommer med kloge hænder og kameramænd. Der er kun to uger tilbage af det bæredygtige byggeriprojekt, og eftertanker og taknemmelighed melder sig hos den rørstrømske bygherre.
Foto: Signe Wenneberg

Håndens arbejde. Det har været en vild sommer med kloge hænder og kameramænd. Der er kun to uger tilbage af det bæredygtige byggeriprojekt, og eftertanker og taknemmelighed melder sig hos den rørstrømske bygherre.

Bolig

Wenneberg siger vemodigt farvel til sommerhusets fællesskab

Signe Wenneberg bygger verdens første FSC-certificerede træhus på pæle.

Bolig

Bæredygtigt byggeri handler også om lokale håndværkere, om fællesskab og om kloge hænder. I fredags oplevede jeg et helt lukket hus for første gang. Pludselig var alle døre sat i.

Der var forbløffende varmt, og der duftede af træ. Det sidste vindue, der manglede, det, jeg havde fundet i en container, var sat i oppe i gavlen, og nogen havde været så rar at pudse det. Gulvene var lagt og behørigt dækket med plader. Det hele var meget overvældende, så jeg satte mig et øjeblik for lige at komme mig. Mundlam!

Jeg var alene i huset med en kameramand (videojournalist) iført kamera på stativ fra ryggen hen over hovedet. Man kan vænne sig til meget, og det er kommet til at føles hjemligt og naturligt at tage mikrofon på om morgenen og at blive fulgt af en mand med et tændt kamera dagen igennem.

Håndværkerne går tidligt om fredagen og havde slukket deres maskiner, inden vi nåede frem fra en anden location. Ingen sømpistol. Ingen sav. Ingen lokal radiofrekvens, der spiller gamle numre, man havde glemt, at man kunne udenad. Der var stille, stille ro og smuk udsigt over den sene septembers blå himmel, markerne og bondegårdsdyrene.

LÆS ARTIKEL

Hvordan har du det egentlig med, at I snart er færdige? Kommer du til at savne byggeriet? Hvordan føles det? Spurgte videojournalisten.

Da vi i det tidlige forår gik i gang med at lave tv, var jeg ved at blive tosset af spørgsmål om følelser og protesterede højlydt: »Vi skal vel dokumentere et bæredygtigt byggeri her! Vi behøver ikke føle noget, vel?«, sagde jeg dengang.

Jeg fik forklaret, at når man laver prime-time-tv, skal der tales følelser. Seerne vil kunne identificere sig. De vil opleve ’modstanden’. Javel. Senere holdt de flinke tv-folk op med at spørge til ’modstand’. Det gav ligesom sig selv. Der var mange ting, som gik i fisk ’live on tape’, og det var ikke længere nødvendigt at spørge til følelser. Jeg var skiftevis frustreret, jublende glad, sur, grådlabil, bekymret, manisk effektiv, søvnløs, modløs, begejstret, lettet og udmattet. Vi har været hele registeret igennem. Og om to uger er det forbi. Hvordan er det?

For travlt til refleksion

Jeg plejer at grunde for meget over alting, så jeg blev faktisk overrasket over, at jeg overhovedet ikke har tænkt over, hvordan jeg har det med at bygge og med, at det hele slutter. Der er alt for travlt til refleksion. Jeg pendler. Men når jeg er i bilen, hvor jeg måske kunne tænke en tanke, så bruger jeg tiden på koordination, på at sætte flueben på lange huskelister og på flere telefonsamtaler. Om materialer, certificering, vvs, murer, sanitet, skorsten, belægning, grus, dørhåndtag, køkken, gulvslibning osv.

Men det er sådan her: Jeg føler kolossal stor taknemmelighed. Og jeg ved, at jeg kommer til at savne fællesskabet. Det, at vi skaber noget sammen og arbejder hen mod samme mål. Jeg kommer til at savne håndværkerne rigtig meget. Jeg kommer også til at savne tv-folkene fra København, som jeg næsten føler, er blevet min familie. Jeg kommer til at savne FSC-folkene fra sekretariatet i Aarhus, som er blevet mine venner. Jeg kommer til at savne leverandørerne fra Padborg, Hobro, Mors, Kjellerup, Odense, Korinth, Langeskov, Horsens, Herlev, Hellerup og Helsinge.

Jeg kommer til at savne alle dem, der har gjort sig umage hver dag. I over et halvt år har jeg hver eneste dag talt med nogen om vores fælles projekt. Nu har vi rejst en bygning sammen. Brombærhuset – som vi kalder stedet – er et monument over en fælles indsats. Det er umuligt ikke at blive rørstrømsk.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg – der mest arbejder alene – har haft noget, der minder om kolleger. Vi har arbejdet og løst store og små problemer sammen. Jeg har lært folk at kende, jeg aldrig ville være kommet tæt på, hvis det ikke var for byggeriet.

Som nu Majbritt, der griner i telefonen fra Kjellerup. Hun arbejder i et FSC-certificeret køkkenfirma, som jeg har spurgt til råds om alt - også hvilke hårde hvidevarer, der er maksimalt energirigtige. Vi er i gang med køkkenet nu og en typisk besked fra Majbritt denne fredag lød: »Vi skal nok løse det, så tag du det bare helt roligt. Pas nu på dig selv, og hav en god weekend«.

Der er verdens bedste elektriker Ivar, der har haft 40 års jubilæum og som selv finder ud af alting, fordi han ved bedre end mig. Det ved vi begge to. Han skrev denne sms til mig, da jeg var lykkedes med at få bestilt fire underlige porcelænskontakter hjem fra Tyskland: »Du er en dygtig pige!«. Ih tak. Ivar bor på gården, som man kan se skråt gennem markerne, og vi har aftalt, at jeg snart skal begynde at ride på Ivars kones heste.

Der ruttes ikke med ordene

Og så er der tømrerne – de kloge hænder – som jeg skylder alt. Det er dem, der har bygget huset, det er dem, der har været på pladsen hver eneste dag fra første spadestik. Det er dem, der har rejst konstruktionen i fuldtømmer i foråret og dem, der har lagt tagspån i hedebølgen i sommer. Firmaet er 27 år gammelt og lokalt, og også alle svende er fra lokalområdet. Selv om vi ikke er i Jylland, så opfører mester Hans Erik sig jysk. Når han siger, at gulvet er klar om to uger, så kan det betyde om to dage, for han vil ikke love for meget. Der bliver ikke ruttet med ord. Men der bliver spekuleret over de bedste løsninger.

Som da jeg ikke havde fået besked om serveringslemmen, som jeg havde bekymret mig meget om. Den sad der bare en dag. Helt perfekt. Hans Erik havde regnet ud, hvordan den skulle løses. Lavet den på værkstedet. Selv sat den i. Ventet på, at jeg kom og opdagede det. Jeg måtte spontant falde den store håndværksmester om halsen. Det har han vænnet sig til.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS OGSÅ

Vi har under to uger tilbage til ’aflevering’. Gulvene er lagt. Huset er lukket. Mine sønner har smurt med trætjære, og der er gjort klar til terrasse. Der skal laves inddækninger rundt om vinduer og døre. Brændeovnen og skorstenen skal op. Badeværelset og køkkenet skal færdiggøres. Vi skal afslutte tagspån rundt om skorsten. Det er ikke småting, vi skal nå, men vi holder tidsplanen. Sammen. Som et sammentømret team.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce