Bæredygtigt. Signe Wenneberg nyder fællesskabet og livet på landet i sit FSC-certificerede træhus.
Foto: Signe Wenneberg

Bæredygtigt. Signe Wenneberg nyder fællesskabet og livet på landet i sit FSC-certificerede træhus.

Bolig

Det bliver grøn jul i det bæredygtige brombærhus

Signe Wennebergs bor i et bæredygtigt FSC-certificeret træhus. Her er julemaden lokal og fællesskabet nydes.

Bolig

Hvis man nu krydser Bulderby med Wham, så har man billedet – plus-minus-firser-frisurer i snehytte-videoen – af, hvordan vores ’Last Christmas’ var. Første jul i Brombærhuset var helt eventyrlig. Landlig og eventyrlig. Vi hørte julemusik og havde ild i pejsen og bagte pladevis af brune kager og så ’Love Actually’ for fjortende gang og fik tømmermandsramte venner på besøg, og der duftede så dejligt af træhytte og jul og appelsinskaller kastet på flammer.

Juleaften gik jeg ud sent og kneb mig selv i armen under stjernerne, der er så tydelige her, hvor der ikke er gadebelysning. Til venstre Honninggården. Tværs over Fogedgården. Til højre Rabarbergården. Under Karlsvognen og Mælkevejen.

Jeg betragtede huset udefra. Et lille lysende luftskib af træ svævende på pæle over jorden. Min Noahs ark i klimakrisen. Jeg følte mig som verdens heldigste under stjernerne. I juledagene gik alle vi naboer på visitter hos hinanden og traskede i gummistøvler over markerne med lommelygter.

Der var lange plankeborde fyldt med julemad og lokalt producerede øl, postej lavet ud af de lam, der havde gået på marken hele sommeren (mens vi byggede), der var fisk fanget i det kolde Kattegat, æg fra hønsene, ost fra gården med de røde køer og henkogte kirsebær og syltede brombær fra min have. Ud på natten hentede vi forsyninger hos hinanden, spillede kort og drak sjatter.

Over julen samlede vi madrester i ’grisens spand’, som står ved siden af ’kompostspanden’ ved køkkendøren, for den ’cirkulære økonomi’ og genbrugshalløjet er fortsat efter husbyggeriet, nu bare i husholdningen. Ned til grisene Esther og Bodil med julemaden.

Der var bløde småkager, tallerkenrester, kedeligt rugbrød, det hvide fra æg, som mine børn nægter at spise, rester af æbleskiver og risalamande, og hvad skete? De sortbrogede grisepiger gav sig til at sortere maden med trynerne. Kager for sig. De blev spist først. Det kedelige blev spist til sidst. Og jeg sværger på, at grisene smilede.

Tiden med Brombærhuset har lært mig mange ting. Først og fremmest: Jeg er en bondeknold, har altid været det, vil altid være det. Folk, der ikke selv er vokset op langt ude på landet, kan nok ikke genkende den måde, naturen, jorden og skoven kalder på en. Og når man så giver efter, er der denne trygge fornemmelse af at komme hjem. Hjem til barndomslandet, til Bulderby, Vimmerby, Tureby eller Vejby.

Jeg savner stadig håndværkerne, når jeg er i haven eller i huset. Jeg savner fællesskabet, jargonen og det, at vi havde en stor opgave, vi løftede sammen

Det er ikke en bestemt landsby, og jeg er ikke vendt hjem til min barndoms land, men til landet, fællesskabet, trygheden, stilheden, mørket, træerne, vidderne, dyrene, årstiderne, havet, samhørigheden og afhængigheden af hinanden. Jeg vidste ikke, hvor meget jeg havde savnet det, før jeg ved tilfældets gunst var her igen.

Grøn bevægelse

Noget andet, der har været bemærkelsesværdigt, det første år efter huset blev bygget, er, at så mange har ønsket at høre om det. Ja, historien har endda bredt sig til udlandet, og der har været besøg fra hele verden. Det var været helt vildt.

Jeg ser det som et tegn på, at grønt er det nye sort. Og på, at vi er nogle klimaaktivister, husbyggere, miljøforkæmpere, landmænd, videnskabsmænd, designere, arkitekter, innovationsfolk og civilbefolkninger, der er ved at flytte noget sammen, som bitte små myrer i myretuer. Vi vil noget andet nu, vi vil lære af hinandens erfaringer, respektere jorden, tage klimaforandringerne alvorligt og ændre livsstil. Vi vil lytte til hinandens historier om bæredygtighed.

Til klimakonferencen i Paris var det noget, der blev talt meget om, dette, at klimaaktivister, græsrødder, oprindelige folk fra fjerne verdenshjørner, urbane farmere fra store byer og kuede folk fra klimabelastede regioner har fået nok og nu begynder at påvirke nedefra med små bitte projekter, der tilsammen kan udgøre en stor og revolutionerende grøn bevægelse.

Det har været vildt at være vidne til mobiliseringen af de civile kræfter i den store verden i år. Og vildt at opleve, i min egen lille lokale verden, at huset har fået så meget opmærksomhed, så fine besøg og er blevet omtalt som et symbol på, hvordan vi forbrugere kan ’være den forandring, vi ønsker at se i verden’.

Siden sidst er der blevet formidlet igennem. Nogle har måske set huset i tv, andre har set min bog om at bygge bæredygtigt, men lad os ikke glemme, at fortællingen om Brombærhuset begyndte her i avisen over ni søndage sidste efterår.

Jeg vil gerne takke alle de læsere, der har skrevet eller hevet fat i mig, når jeg har holdt foredrag. Jeg har aldrig skrevet noget, som så mange har været så optagede af. Af hjertet tak.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Når jeg møder læserne, siger de: Vi så huset i Politiken! Er huset helt færdigt? Er der noget, som er gået galt? Er du glad for det? Bor du der så fast? Er det varmt nok om vinteren?

Varmt om vinteren

Der er herrevarmt i huset. Hans Erik, som mange vil huske som den erfarne, lokale tømrermester med håndflader så store som kogeplader, forklarer mig, at det er, fordi huset er bygget ordentligt, isoleret ordentligt (med træfiber), og fordi træ ikke leder kulde.

Jeg er kommet herop i 15 graders frost, men der har aldrig været under 5 grader indenfor. Huset bliver alene varmet op ved en ny svanemærket Morsø-pejs med glaslåge. Efter en time er huset varmt. Der er ikke masseovn, som mange spørger om, for det passer ikke til et feriehus.

Vi bruger huset året rundt. I alle weekender og alle skoleferier. Og ind imellem er jeg der også i hverdagene for at skrive eller tage en workshop eller et møde med herop. Min undskyldning for at have to steder at bo er, at jeg modsat de fleste andre ikke har et kontor, jeg varmer op. Desuden har en nørd på Twitter regnet ud, at jeg har et positivt CO2-aftryk for de næste 50 år, fordi alt det træ, der er brugt her, holder på CO2. Træ er på alle måder fantastisk.

Hans-Erik elsker at spørge mig, om vi ikke snart skal have etårsgennemgang. Han ved godt, at det er unødvendigt. Der er ikke et bræt, der sidder forkert. Huset og de 14 FSC-træsorter har klaret alle årstider. Falmer fint i regn og sol. Da Gorm tog nabogårdens mønning og drivhus, og alt blev stormskadet, stod Brombærhuset ret op i vinden, og ikke et eneste robinietræstykke faldt af taget.

Det at kunne fortælle en positiv historie om dansk håndværk er en af de ting, der er været bedst ved mit arbejde som formidler af husprojektet. Jeg elsker at få lov til at fortælle om håndværkerne. Forklare, hvor dygtige de er, hvordan de har bygget ligesom vikingerne, ligesom vi gjorde før – i en tid, hvor vi har vænnet os til at stykke huse sammen af ildelugtende halvfabrikata, plast, limtræ, cement og gipsplader.

Jeg savner stadig håndværkerne, når jeg er i haven eller i huset. Jeg savner fællesskabet, jargonen og det, at vi havde en stor opgave, vi løftede sammen. Jeg hilser på dem hos købmanden. Elektriker-Iver kommer forbi. Og kloakmester-Carsten er heldigvis nabo.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Da den første hårde frost kom, ringede han, mens jeg stod og var ordstyrer på en folkehøring i Jylland, og sagde: »Der er frost, jeg har lukket for dit vand, det har du nok ikke tænkt på«. Fællesskab. Naboer. Man passer på hinanden.

Om lidt er det jul igen i Brombærhuset i Bulderby til tonerne af ’Last Christmas’. Måske kommer sneen. Men under alle omstændigheder bliver julen grøn. Glædelig jul!

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Signe Wenneberg eller bolig, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce