Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

LEVENDE. »Haven er et levende væsen, som fornyr sig, og naturen har sin egen vilje og regler, og dem må jeg lytte til«, siger Ghita Nørby om haven.
Foto: Anders Rye Skjoldjensen

LEVENDE. »Haven er et levende væsen, som fornyr sig, og naturen har sin egen vilje og regler, og dem må jeg lytte til«, siger Ghita Nørby om haven.

Haven
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Ghita Nørby: »Min have bliver aldrig færdig«

Intet er som før i Ghita Nørbys have, efter at stormen Bodil i 2013 rev det hele ned.

Haven
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I mange år havde jeg en ret berømt rosenhave i min baghave, som jeg var meget lykkelig for. Jeg havde roser, der groede i 10 meters højde og helt oppe i træerne. Men da stormen Bodil blæste ind over Danmark, rev den det hele ned. Det var et kaos og en meget stor sorg for mig. Når man elsker sin have så meget, som jeg gør, er det en stor del af livet, der pludselig forsvinder.

Jeg ringede til min rosenven Torben Thim Rosengartner og spurgte: Hvad gør vi? Vi besluttede os for at anlægge en helt ny have.

Det er et stort arbejde, og jeg kan godt mærke, at jeg ikke er 70 år længere. Men hvad var alternativet? Når noget går i stykker, lader man det jo ikke bare ligge på gulvet. Nej, man samler det op. Sådan er min tankegang i hvert fald.

Genopbygningen af haven har stået på i 2 år nu, men jeg er slet ikke færdig. Min have bliver aldrig færdig. Det er et levende væsen, som fornyr sig, og naturen har sin egen vilje og regler, og dem må jeg lytte til. Også selv om jeg nogle gange er fortvivlet.

Jeg rejser aldrig om sommeren, fordi jeg vil være herhjemme og nyde min have

Mine nye roser står i tårne og gror op ad små stativer. Det skal vise sig, om de bliver lige så smukke som før. Roserne skal først beslutte, om de vil være der, og det tager sin tid. Efter stormen blev jeg nødt til at fælde mine kæmpestore grantræer, så nu er der meget mere lys i haven end før. Det har jeg brugt til at plante en helt ny lund med paradisæbletræer og sat et orangeri op midt på grunden.

Jeg tror, at det er vigtigt at være indstillet på, at alting forandrer sig, i stedet for at prøve at genskabe det ødelagte. Næsten alle forandringer kan føre til det bedre. Jeg har boet i mit hus i 30 år, og min have har ændret sig mange gange. Når ting forandrer sig, påvirker det også mig. Jeg bliver både glad og ked af det og får et helt nyt syn på ting.

I min alder må jeg dog erkende, at jeg kan ikke klare det hele. Nogle gange går jeg bare en tur i haven og plukker en blomst. Det er vigtigt, at haven er en glæde og ikke en pligt. Jeg er ikke pernitten. Det kan man ikke være med ting, der gror.

Lige siden jeg var en lille pige, har jeg elsket jorden. Min far var også havemand, og han viste mig, hvordan et lille frø i jorden blev til en plante. Det billede har jeg altid holdt fast i.

For mig er haven et sted, hvor jeg glemmer mig selv og bare er til stede. Jeg rejser aldrig om sommeren, fordi jeg vil være herhjemme og nyde min have. Havemennesker forstår mig, men andre kigger nogle gange på mig, som om jeg er sindssyg. Det er jeg måske også.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Emilie Kleding Rasmussen og Haven, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden