0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

40 år efter mærker jeg stadig rødkælkens små kolde fødder, der holdt om min finger

Søren Ryge svarer på spørgsmål fra læserne – og deler denne gang en læsers fortælling.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Jens Ryge Petersen
Foto: Jens Ryge Petersen
Haven

Henning Garne Thomsen: I mange år var jeg skovarbejder, og på et tidspunkt, da jeg en vinter gik i et stykke gran, fik jeg selskab af en rødkælk, der fulgte mig og spiste de insekter og larver, der blev frilagt, når jeg grenede træet af. Som sagt: Det var vinter, og dengang var der en rimelig chance for sne, så det var vidunderlig smukt at arbejde i en granskov, hvor granerne var fulde af frostsne, solen skinnede, og en regn af sølvkrystaller dalede ned, når træet faldt ned mellem de andre graner.

Selvfølgelig sad jeg udenfor på en stamme og spiste min madpakke, og pludselig en dag fløj min lille ven op på min finger og sad der og kiggede på mig. Her cirka 40 år efter mærker jeg stadig de små kolde fødder, der holdt om min finger. Første gang turde jeg knap røre mig, da jeg var bange for at skræmme den væk. Men jeg fik da lirket en stump franskbrød med lidt smør løs, som vi så delte. De næste to dage delte vi stadig min madpakke, men så var den pludselig væk. Men under alle omstændigheder var det en uforglemmelig oplevelse. Og undskyld: Jeg er for gammel til at ændre navn på en fugl, der i min verden nu altid har været en rødkælk.


Søren Ryge Petersen: Tak for en ualmindelig smuk historie – jeg blev faktisk rørt. Tænk at kunne huske en lille rødkælk 40 år efter. Jeg gik omgående ud til min egen rødkælk, der venter på mig, hver gang jeg går ud for at give hønsene franskbrød. Jeg satte mig på stolen, som jeg plejer, og den sad en meter fra mig, som den plejer. Jeg vil blive ved, indtil den hopper op på min finger, og derefter vil jeg huske det resten af mine dage. Eller tænke på Hennings.


Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter