Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

MÆRKELIGT. Den selvlysende træstub har en naturlig forklaring.
Foto: Anne-Marie Steen Petersen

MÆRKELIGT. Den selvlysende træstub har en naturlig forklaring.

Søren Ryge
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Søren Ryge løser mysterium om selvlysende trærod

Et lysende fænomen blandt opgravede rødder på en sommerhusgrund i regnvejr gav beboerne en fantastisk – og sjælden – oplevelse. Fænomenet er dog velbeskrevet op gennem historien.

Søren Ryge
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Følgende brev er nok det mærkeligste og mest mystiske, jeg har fået i mine mange år som redaktør af denne brevkasse. Og selv om brevskriveren, Karen Hansen, ikke har vedlagt dokumentation for hændelsen, er den så speciel, at det ikke kan være et raffineret opspind. Den skal i avisen, så her er den!

Spørgsmål fra Karen Hansen:
Jeg har oplevet noget virkelig, virkelig underligt, som jeg vil fortælle om her. Denne søndags eftermiddag havde min stærke svigersøn gravet et stød op i et lille hjørne af vores sommerhusgrund i Rørvig. Der har tidligere været et uberørt rod af lidt røn, lidt hassel, lidt brombær med kaprifolier slyngende sig rundt om det hele. Nu skal der være grenplads, så der skulle følgelig graves op og planeres.

Det opgravede stød lå på siden, og der var små bunker af sammenrevne blade og fnuller fra jordbunden, som ellers består af sand. Der stoppede dagens arbejde.

Det blev aften, og det begyndte at regne. Og det silede ned hele aftenen. Og mørket sænkede sig, og hunden skulle på sin sidste aftentur. I buldermørke og nu voldsom regn. Men så blev familien ellers kaldt sammen ude ved dagens arbejdsplads i hjørnet af grunden.

LÆS ARTIKEL:

Fra det opgravede stød og i en radius af 5 meter strålede et fosforagtigt lys som fra hundredvis af små lygter. Hvert lys var fra prikstørrelse til 3-4 cm i længden. Det lyste i et stadigt lys, ikke blinkende, men meget, meget kraftigt. Et vidunderligt syn. Stadig i voldsom regn. Jeg tog et af de længere stykker i hånden. Jeg forestillede mig, at det måske var en sankthansorm, men da jeg fik lyset ind under en lampe, viste det sig bare at være et stykke trøsket træ.

Næste dag var det tørvejr hele dagen, og da vi (med tilkaldte gæster) skulle bese fænomenet den følgende aften, var der ikke noget spor af det magiske lys.

Hvad var det dog vi så?

Svar:
Dette var ordene, og jeg blev naturligvis lige så nysgerrig som familien i Rørvig. Jeg videresendte derfor fluks brevet til min botanik-biologi-ekspert Mats Olufsson, der svarede meget hurtigt, at det måtte være mycelium af honningsvamp, som ifølge litteraturen er selvlysende, men at han aldrig selv havde observeret fænomenet.

Så langt så godt. Spørgsmålet er besvaret, men det åbner unægtelig for en hel stribe øvrige spørgsmål: hvordan, hvorfor mv.? Stor var min glæde derfor, da samme Mats dagen efter sendte en artikel fra et videnskabeligt tidsskrift; bortset fra at den var på 12 store, tætskrevne sider, på engelsk, og i store træk komplet ubegribelig for menigmand. Men man kan jo blive stædig, så jeg har altså brugt det meste af en (regnfuld) augustweekend på at uddrage det væsentligste. Men først lidt basisviden om svampe, for dette handler om Armillaria mellea, honningsvampen, der er meget almindelig i det meste af verden, også i Danmark. Den vokser nemlig i dødt træ, som den nedbryder, men kan også angribe levende træ. Af samme grund er den en af skovejernes store fjender.

En selvlysende svamp
Som de fleste svampe består den primært af mycelium, som er fine, næsten usynlige tråde – fordi de findes nede i jorden eller inde i træet – hvorigennem opsugningen af næring foregår. Først når svampen skal formere sig, danner den de frugtlegemer, vi kender som svampe, og som i honningsvampens tilfælde kan ses som tætte knipper af honninggule, skællede, ret flotte svampe på og ved stammer og stubbe. Den er spiselig, men let giftig som rå. Og er altså i besiddelse af en helt særlig egenskab, som hedder bioluminescens. Den kan være selvlysende!

LÆS ARTIKEL:

Resten af svaret er baseret på førnævnte videnskabelige artikel, der hedder ’Bioluminescence’ og findes i tidsskriftet Photochemical & Photobiological Sciences, issue 2, 2008.

Et velkendt fænomen gennem historien
Aristoteles, den græske filosof og videnskabsmand, der levede fra 384-322 f.Kr., var den første, der beskrev fænomenet – at der kom lys fra råddent træ, og at det ikke var ild. Plinius den Ældre skrev omkring år 60 om hvide, selvlysende svampe på døde træer i Frankrig. Omkring år 1700 skrev en hollandsk fysiker, der også var konsul på Molukkerne i Indonesien, at de indfødte kunne oplyse deres stier i den mørke jungle ved at bære trælignende ting i hænderne, og senere har en anden forsker set indfødte i Mikronesien bruge selvlysende råddent træ som hovedudsmykning under rituelle danse.

Man fokuserede altså på råddent træ. Først omkring 1830 blev man klar over, at det ikke var træet, men svampe og måske bakterier i træet, der var årsagen til lyset, og vi skal langt op i 1900-tallet, før man for alvor begyndte at forske i det mærkelige fænomen.

Det er ren kemi
Nu ved man, at bioluminescens optræder i tre forskellige svampeslægter, hvoraf honningsvampen er den ene. Der findes 40 arter af honningsvamp, og de tre af dem kan være selvlysende. Det er myceliet, ikke frugtlegemet, der afgiver lys. Man kan altså glemme alt om at gå ud til en flok honningsvampe i skoven om natten og vente på trylleriet. Myceliet er normalt skjult for vore øjne – kun hvis det ved uheld eller menneskelig indgriben kommer frem til overfladen og ilten, er der mulighed for at se lyset. Og da kun, hvis en række øvrige faktorer såsom temperatur, fugtighed og jordens pH er på plads.

Så indtræder den meget komplicerede kemiske proces, der medfører, at nogle bestemte molekyler i svampen begynder at lyse, oftest kun i kort tid. Den længste varighed af lyset, man har målt i et laboratorium, var dog på tre døgn.

LÆS ARTIKEL:

Forskerne har altså fundet ud af, hvad der sker. Derimod er de stadig usikre, når det kommer til spørgsmålet om hvorfor nogle planter har udviklet en så speciel egenskab? Hvad er hensigten med dette lys i mørket?

Betydning for væksten
Her er vi formodentlig fremme ved det, der har været styrende for næsten al udvikling af levende liv på Jorden: det altoverskyggende behov for at formere sig så effektivt som muligt. Svampe formerer sig ved hjælp af sporer, der dannes i frugtlegemerne. Der dannes umådelige mængder, og den vigtigste spredningsmetode er vinden. Netop nu, i de måneder, hvor de fleste svampe stikker hovederne frem, er luften overalt fyldt med usynlige sporer fra alverdens svampe, og nogle af dem lander måske et sted, hvor de kan begynde at vokse og blive til nye individer. Men nogle svampe har deres frugtlegemer siddende så lavt og skjult, at vinden ikke kan få fat i sporerne. De er henvist til de myriader af smådyr, der færdes i skovbunden, og som kunne tænkes at transportere svampesporer. Her mener forskerne, at de selvlysende svampe måske tiltrækker flere smådyr og dermed forøger mulighederne for sporespredning. Teorien dur dog ikke i de tilfælde, hvor det er myceliet, der er selvlysende, for mycelium indeholder ikke sporer. Der er altså mange gæt, og man er kun enig om én ting: at det må have en betydning for væksten og samspillet med andre organismer.

Kæmpe svamp
Naturen gør nemlig aldrig noget uden en hensigt. I øvrigt indeholdt den dybt videnskabelige artikel en passus, der intet havde med bioluminescens at gøre. Man fandt det bare på sin plads at minde om, at netop honningsvampen er verdens største, kendte levende organisme. I Michigan i USA har man fundet et individ, der dækker 15 hektar, og hvis mycelium har en anslået vægt på 9.700 kg. Alder cirka 1.500 år. Og senere i Oregon: en honningsvamp, der fylder 900 hektar og er mellem 2.000 og 8.500 år gammel. Denne oplysning gav artiklens forfattere anledning til følgende udsagn: »Gad vide, om hele skovbunden lyser om natten?«.

Og dermed slut på historien om luminescens, som vi aldrig ville have hørt om i disse spalter, hvis ikke en hund skulle ud at tisse midt om natten i regnvejr i Rørvig.

Den videnskabelige artikel kan søges på dette link: http://pubs.rsc.org/en/Content/ ArticleLanding/2008/PP/b713328f

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden