FÆLLESSKAB. Far og mor, Mikkel og Frida, er i fuld gang med at så. Børnene hjælper, så godt de kan - her Ylva på fem og lille Burre på et år.
Foto: Søren Ryge Petersen

FÆLLESSKAB. Far og mor, Mikkel og Frida, er i fuld gang med at så. Børnene hjælper, så godt de kan - her Ylva på fem og lille Burre på et år.

Søren Ryge

Søren Ryge: »Husk børnene, når du går i haven«

Børn elsker at spise grøntsager, som de selv dyrker - lad dem være med til at så.

Søren Ryge

Sidste efterår fortalte jeg om en familie på Fyn, far og mor og fire små børn. De gjorde så stort indtryk, fordi børnene i sjælden grad var med til alt på den lille gård og derfor vidste alt om det liv, der omgav dem. De havde næsten ingen legesager, men legede kreativt og intenst med alt muligt andet.

De vidste alt om dyreliv og planteliv og jorden og markerne og skoven og søen. De gik i bare tæer og havde aldrig set tv eller en iPad. Det var mageløst.

Jeg lavede tv om dem. Programmerne blev sendt i februar og set og diskuteret af mange. Nu har jeg besøgt dem igen og lavet tv igen, og da oplevede jeg bl.a. en situation, der gik lige til hjertet: at da far og mor, Mikkel og Frida, skulle ud at så i den store køkkenhave, da tog de børnene med. Magne på 6, Ylva på 5, Alvin på 3 og lille Burre på 1 år, hele flokken kom med, for de er næsten altid med, uanset hvad far eller mor laver derhjemme.

Men dette var særlig vigtigt, for børnene elsker jo at spise alle de grøntsager, de dyrker i haven. De får dem næsten hele året. Så skal de også vide, hvor de kommer fra.

At det er frø, der puttes i jorden. At man laver riller og drysser dem ud, sætter små pinde med små poser. At far og mor går derude i den kæmpestore køkkenhave i dagevis og sår og planter, og at børnene selvfølgelig er med. Ikke fordi de gør særlig meget gavn, og slet ikke fordi de skal have deres egen lille have, men fordi det er lige så elementært som at sige tak for mad, når man har spist.

Der er 1 million familier i Danmark, der har køkkenhaver, store og små. Måtte dette være anledningen til et dybfølt ønske: at alle børnefamilier med køkkenhaver husker at tage børnene med, når der skal sås og plantes og alt det andet. At man ikke overlader noget så indlysende til børnehaver og skoler, men gør det selv. Lærer børnene, hvor maden kommer fra – helt fra bunden. Det er så nemt – og hyggeligt.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Søren Ryge Petersen, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce