Vi har mange af dem. Buske og træer med farvestrålende frugter, som enten kan spises eller bare er smukke at kigge på. Desuden har det til alle tider været et godt argument, når fuglene også var glade for dem. Tjørn, røn, paradisæbler er gode eksempler, kendt og elsket af alle. I efterårsmånederne er de næsten basisføde for drosselfuglene og silkehalerne.
Derimod plantes den rødeste af dem alle sjældent i haverne, og det er lidt mærkeligt. Fotoet blev taget i går, sidst i november, efter både kulde og frost, regn og blæst, men bærrene er stadig skinnende røde og fuldtallige, for fuglene spiser dem ikke. De smager simpelthen for dårligt. Mennesker gør heller ikke – af samme grund, og hvis vi alligevel spiste en håndfuld, ville vi få kvalme og kaste op. Det er jo derfor, den har sit mærkelige danske navn, kvalkved, for ’kvalke’ er beslægtet med kvalme og kvæle.
Den har også et andet dansk navn, ulvsrøn, og det er lige så præcist. Bærrene minder om rønnebær, og når man sætter store, stygge ulv foran, er betydningen klar: Dette bær smager så afskyeligt, at ikke engang en ulv tør smage på det.
På latin hedder den Viburnum opulus, og så er vi et andet sted henne. For i mange haver vokser der en fin, lille busk med hvide, kugleformede, duftende blomster. Det er en variant af kvalkved, som hedder Viburnum opulus ’Roseum’, på dansk snebolle. Fidusen ved netop den variant er, at blomsterne er sterile, så der kommer ingen bær.
Jeg vil til enhver tid hellere plante en rigtig, vild kvalkved i haven, som både får smukke blomster og knaldrøde bær. Jeg plukkede en buket af de røde bær forleden og satte dem i køkkenet. Efter en uge var de stadig de rødeste røde. Den er ret almindelig i naturen, især i løvskov og skovbryn, bliver tre-fire meter høj og lige så bred og vokser helst på muldet jord, der er til den fugtige side. Den er meget brugt i læhegn og kan desuden bruges til noget, der er gået helt i glemmebogen, men vistnok er ved at blive moderne – strik og strikkepinde. Ifølge min gode ’Folk og Flora’ kan veddet bruges til kamme i vævestole, skomagerpløkke, piberør og spadserestokke, og »når man udsøger de stærkeste grene, kan de bruges som strikkepinde«. Godt at vide.
