Dette er en såkaldt klumme. Det er en særlig journalistisk genre, der i gamle dage var forbeholdt avisernes klogeste og mest velskrivende medarbejdere, fordi en klumme kan handle om alting.
Denne gang skal den handle om noget så kedeligt som barkflis. Det har jeg nemlig skrevet om mange gange, og jeg har også en mening om det, hvilket er klummens ædleste hensigt: at udtrykke en personlig holdning.
Dyrk et firben, og kys en frø
Barkflis og træflis er noget bras, der ikke hører hjemme i haven. Det ser grimt og kunstigt ud, og til overflod hæmmer det planternes vækst.
Det er opfundet af gartnere og andet godtfolk, som tror, at barkflis kan holde ukrudtet væk, men de tager fejl, fordi ukrudtet altid kommer igen efter få år. I mellemtiden har barken sørget for at bruge så meget af jordens kvælstof, at havens planter holder op med at gro.
Som nævnt har jeg sagt dette mange gange, og derfor er det så dejligt, når der kommer opbakning. Når en haveejer ikke blot har en mening, men en ægte erfaring. Se bare, hvad John og Gitte Simonsson skriver:
»Min kone og jeg bor i et parcelhus med en mindre have. Vi havde i længere tid ikke kunnet forstå, hvorfor vores bede ikke havde den bedste trivsel. Jeg søgte rundt i dine artikler og svar på spørgsmål og faldt over, at du skrev, at pynte-/dækbark kun skulle bruges der, hvor der ikke skulle gro noget. Vi havde i bedste mening i mange år lagt bark i vores staude- og rosenbede, dels for at det skulle se pænt ud, dels for at undgå ukrudt«.
»Nu fjernede vi al barken og lagde i stedet et lag Champost i bedene. Og hold da op – sikke en forskel. Vores bede nærmest eksploderede i den skønneste vækst«.
Det var dejlige ord, og tak for det. Dermed er der også sat en tyk streg under det, der er alle havers største forbandelse: at de skal se pæne ud. Nej, ikke pæne, men ordentlige.
Den meget udbredte ordenssans, som plager mange mennesker, finder alt for ofte vej til haven også, og så kører den ellers med klipning og trimning og fejning og rivning hver lørdag. Der må ikke være bar jord nogen steder, og i stedet for at dække den med plantevækst hælder man barkflis, granitskærver og strandsten ud over den.
De pågældende synes, det ser pænt ud. Jeg synes, det ser jammerligt ud. Haven er det lille stykke jord, som mange af os har omkring vores bolig, og det bør først og sidst være en fristed for planter og dyr. Eller et lille stykke natur, om man vil. Naturen har topprioritet hos flere og flere mennesker, og derfor er det så oplagt: Begynd uden for vinduerne. Glem alt om flis og skærver. Lad haverne blomstre og gro. Dyrk et firben, og kys en frø.
Denne sommer har endda været den bedste i mange år for planterne. Hverken for varm eller for tør – én lang, grøn frodighed.
