Foto: THOM AS BORBERG
Energi

Danskere: Elmarkedet er uoverskueligt

Tilbud om faste priser og miljøvenlig energi lægger op til konkurrence på elmarkedet. Men mange danskerne kender ikke til mulighederne.

Energi

»Øh ... Det ved jeg ikke«.

Det er svaret fra mange danskere, når spørgsmålene drejer sig om et emne så diffust som el. Det er også svaret fra Mads B. Pedersen, da han bliver spurgt om, hvilket elselskab han har. Han tror nok, det er Dong.

»Jeg har ikke planer om at skifte elselskab, men jeg ved heller ikke ret meget om, hvordan man skifter«, siger den 26-årige studerende.

Han er faktisk også ligeglad, siger han, da Politiken følger gadesælgerne fra elselskabet Natur Energi.

Hver femte dansker er uvidende
En undersøgelse fra Capacent Epinion viser, at hver femte dansker er uvidende om, hvordan man skifter elselskab.

Halvdelen kan ikke overskue at skifte, fordi de ikke kan gennemskue elpriserne.

Den indstilling sørger for, at el-markedet, der i 2003 blev liberaliseret, stadig er fastfrosset i en monopollignende tilstand, hvor kun omkring to procent af forbrugerne har skiftet elselskab.

Alternativ til de store selskaber
Natur Energi er en af udfordrerne til de gamle monopolselskaber.

Gadesælgeren Naja Carlstedt forsøger at skaffe kunder til selskabet.

»Der er stadig folk, der ikke ved, man kan skifte elselskab. De tror, det er virkelig besværligt, og folk siger, de ikke kan overskue at skifte«, siger hun.

Hjemmeside skal hjælpe I slutningen af april i år blev det lidt nemmere for danskerne at gennemskue elmarkedet, da brancheforeningen Dansk Energi forbedrede hjemmesiden elpristavlen.dk. Her skriver man postnummer og nuværende forbrug ind, og så kommer en liste over mulige elselskaber.

Det billigste tilbud kommer først, og herefter følger abonnementsvilkår, afgift og om det er for- eller bagudbetalt. Så er det bare at vælge mellem de omkring 30 selskaber.

Siden skaber også store forventninger hos Forbrugerrådet, der ønsker større konkurrence, så forbrugerne kan spare penge. Rådet er positivt overrasket over undersøgelsen, der også viser, at en fjerdedel af de adspurgte vil skifte elselskab inden for det kommende år.

Gennemskuelighed er afgørende
»Det første skridt er, at man gerne vil skifte. Det andet er viden om den elpristavle, der forhåbentlig gør det muligt at foretage et rimelig opklaret valg«, siger Forbrugerrådets energipolitiske medarbejder, Martin Salamon.

Ifølge ham har manglen på gennemskuelighed også været grund til, at markedet indtil nu har siddet fast. Og for at få bedre gennemskuelighed og overblik skal de forskellige selskaber frem i lyset, siger Martin Salamon.

Gadesælgere skal sælge varen

Det forsøger Natur Energi sig med i form af gadesælgere. De tilbyder faste elpriser og miljørigtig energi produceret af vindmøller, vandkraftværker og solcelleenergi.

Andre selskaber køber CO2-kvoter, støtter andre miljørigtige formål, og nogle går bare efter at være billige. Direktøren fra Natur Energi, Rasmus Christiansen, fortæller, at kunderne ikke kommer af sig selv. »Vores største konkurrent er, at folk ikke ved, de kan skifte. Når de finder ud af, at de kan gøre en forskel ved at skifte fra sort til grønt, så vil de også gerne«, siger han. Det kæmper hans gadesælgere videre for på gaden i København. Naja Carlstadt fik ikke Mads B. Pedersen til at skifte, men hun er optimistisk for salget resten af eftermiddagen.





Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden