Foto: DRESLING JENS
Energi

Sjælland løb tør for strøm midt i vinterkulden

Her er historien om den dag, elprisen steg til over 10 kr. pr. kilowatt-time.

Energi

I de tidlige morgentimer mandag 22. februar 2010 skete der noget helt vildt med elprisen på Sjælland.

Midt i den kolde, kolde vinter steg prisen eksplosivt fra den ene time til den anden fra et niveau på omkring en krone til 10 kroner for en kilowatt-time. Senere på dagen faldt den til cirka to kroner for at stige igen til syv kroner hen under aften.

Det viser nye tal Dansk Energi, skriver Børsen.

Vindmøller får prisen til at hoppe
Priserne er vel at mærke den rene elpris - altså før afgifter, der typisk udgør cirka 75 procent af den samlede elpris.

»Der er kommet flere vindmøller på Sjælland, og det er en del af forklaringen,« siger Lars Hansen, afdelingschef i Dansk Energi til Børsen.

Prishoppet skyldtes nemlig, at vindmøllerne ikke kunne følge med efterspørgslen. Sjælland løb tør for el, og priserne eksploderede til over 10 kr. pr. kilowatt-time i flere timer, viser tallene fra Dansk Energi.

Forbrugerne mærker ikke noget
Man måtte i al hast starte gammelt produktionsudstyr op for at dække behovet - og det er typisk de gamle kulkraftværker, der skulle producere noget mere strøm.

Men nu betyder prishoppet ikke, at danske forbrugere har betalt 10 kr. for en kilowatt-time den dag, For på andre tidspunkter er efterspørgslen så lav, at elprisen falder til under nul kroner.

Eksempelvis viser tallene fra Dansk Energi, at prisen på el lå på minus 25 øre om natten den 7. maj i år. Den dag producerede vindmøller mere strøm, end der var behov for. Og så falder prisen.

»Det er første gang nogensinde, at elpriserne har været negative på Sjælland«, siger Lars Hansen.

To priser i Danmark
Men da forbrugerne betaler en gennemsnitspris, vil de ikke opdage de kraftige udsving på regningen.

Men det stigende antal vindmøller får prisen på el til at hoppe op og ned i højere grad end tidligere.

Sjælland og Jylland/Fyn er historisk to selvstændige zoner med hver deres elpriser og elproduktion. Tidligere har elprisen vist udsving i Jylland som konsekvens af stor udbredelse af vindmøller.

Nu er samme fænomen kommet til Sjælland, konstaterer Dansk Energi.

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden