0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Søren Ryge: Sådan afgik klatrerosen ved døden

Frosten har taget livet af klatreroser over hele landet, forklarer Søren Ryge i svar til en læser.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
PRIVAT FOTO
Foto: PRIVAT FOTO
Hjemmet
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Hjemmet
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvad er der dog sket med min New Dawn? Jeg plantede en New Dawn op ad vestmuren for cirka 20 år siden. Hvert år har den blomstret med massevis af lyserøde roser. Og blomstret helt frem, til frosten satte ind.

Hvert år har jeg beskåret den, og i år var det et par uger før palmesøndag, hvor den var i sædvanlig fin form. Da jeg kom hjem fra to ugers påskeferie, var den bare helt død! Der var ikke et eneste skud, ikke et grønt blad. Intet tegn på liv. Og det er der stadig ikke! Har du et bud på, hvad der kan være sket?

Svar

Svaret er enkelt: Den er frosset ihjel. Og den deler skæbne med tusindvis af tilsvarende klatreroser i Danmark, herunder mine egne 25-årige New Dawn. Sidste vinter var lige præcis af den lede slags, der gik ned til minus 20 grader, endda flere gange, og det er simpelthen under New Dawns smertetærskel. Der er dog håb om, at der er liv under jorden, og i givet fald vil der hurtigt komme nye skud, som forhåbentlig er den ægte vare og ikke vildskud. Vent derfor med at bryde helt sammen. LÆS BREVKASSE Som nævnt er mine også frosset – de fyldte hele husets sydvæg. Jeg er begyndt at klippe jammeren væk, men et enkelt sted må jeg vente – dér, hvor solsorten har haft sin rede i adskillige år. Der er store unger, og for første gang har jeg kunnet følge forestillingen med uafbrudte måltider på det nærmeste. Reden er jo synlig, fordi der ingen blade er på roserne. Men stadig så godt beskyttet af det tætte, tornede virvar af rosengrene, at skaden ikke har haft mulighed for at stjæle æg eller unger. Den har ellers sin rede i lindetræet lige ved siden af. Søren Ryge Petersen