Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Mad til mange. Familien Breddam spiser sammen med de andre beboere i fælleshuset et par gange om ugen.
Foto: JOACHIM ADRIAN

Mad til mange. Familien Breddam spiser sammen med de andre beboere i fælleshuset et par gange om ugen.

Hjemmet
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Fællesskabet kan også trives i ejerboliger

Fællesspisning flere gange om ugen, fester og masser af snak hen over havegangene hører til hverdagen i Trekronerbo, der består af 34 huse og et fælleshus.

Hjemmet
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er ikke noget krav, at man gider lave mad til 55 personer og spille fodbold i haven. Men det hjælper på det. For det frivillige bofællesskab i Trekroner nær Roskilde er etableret med tanke for det gode naboskab.

Dorte og Tomas Breddam var nogle af de første til at bygge hus i 2002 på det, der dengang var en stor, bar mark, og som i dag består af 34 huse og et fælleshus med industrikøkken og langborde. Husene ligger på rækker i små klynger.

»Vi bor her på grund af det sociale fællesskab. Det er ikke bare et sted at bo, men giver en ekstra værdi for os og ungerne«, fortæller Tomas Breddam, mens han stiller friskbrygget kaffe og udskårne æbler på bordet.

LÆS ARTIKEL

Familiens hundehvalp farer omkring i det venlige hus, som har to etager, en lille forhave og en større baghave med lav hæk, der nærmest indbyder til nabosnak.

Husene er ejerboliger, så det er ikke sådan, at en bestyrelse eller en beboergruppe tester potentielle nytilflytteres sociale sindelag. Men belært af dårlige erfaringer med beboere, som foretrak mere privatliv, er ejendomsmæglerne begyndt at gøre mere ud af at beskrive fællesskabet og fælleshuset.


Ideelt for børn og forældre
»For os er det vigtigt, at de, som kommer ind, har lyst til at bidrage til fællesskabet«, siger Dorte Breddam, 41 år.

Hun arbejder som projektleder i Naturklagenævnet i Københavns Nordvestkvarter og har en times transport med tog hver vej. Selv om det er hårdt at være pendler, har Dorte Breddam ikke lyst til at flytte tilbage til København, hvor hun boede, da hun mødte sin mand.

»Det er det ideelle sted at bo med børn. De har en masse kammerater, som de altid kan lege med, og de render ind og ud hos hinanden. Vi forældre hjælper også hinanden«, siger Dorte Breddam.

»Vores børn er rigtig glade for at bo her«, tilføjer Tomas Breddam, som er HR-konsulent på Roskilde Universitet, hvilket er i kort cykelafstand fra hjemmet.

LÆS ARTIKEL

To gange om ugen deltager familien Breddam i fællesspisning i fælleshuset, hvor der kommer mellem 35 og 55 personer hver gang. Det går sjældent stille af, men det er hyggeligt, og det er rart at få maden serveret, forklarer Dorte Breddam:

»Man slipper for at lave mad hver dag og kan være sammen med sine børn i stedet for at købe ind og lave mad. Det er meget børnevenligt«.

Maden laver selvfølgelig ikke sig selv, så det går på omgang efter en syvugers madplan, som en af beboerne laver og sender ud på mail til de beboere, der er med i madordningen. Det passer nogenlunde med, at hver voksen laver mad hver femte gang. Hos familien Breddam går det dog ikke på skift.

»Det er næsten altid Tomas, som tager madtjanserne«, siger Dorte Breddam.

Det lyder som en stor opgave at lave mad til så mange, men man får rutinen, fortæller hendes mand:

»Vi er virkelig blevet gode til det. Vi er tre om det og kan præstere at starte klokken 16.30 og have maden klar kl. 18.15«.

Familien, som altså tæller to voksne og tre børn, betaler 2.180 kroner for mad to gange om ugen i syv uger.

Fester og arbejdsdage
Mad er ikke det eneste omdrejningspunkt for fællesskabet i Trekronerbo. Hvert år er der en stor efterårsfest med aktiviteter for børnene om dagen – i år blandt andet fodbold med tunnelsyn og besøg af brandvæsenet, der sprøjtede skum over det hele, som ungerne legede i i timevis. Dagen slutter med lækker mad og musik og dans. I år deltog omkring 70 mennesker i efterårsfesten, så opbakningen er stor.

Festen bliver planlagt i en måned og de forskellige opgaver delt ud på grupper.

»Jeg bagte kage i år«, fortæller Dorte Breddam.

Hun tænker sig lidt om og spørger så henvendt til sin mand:

»Hvad lavede du?«.

»Mad!«, svarer Tomas Breddam, som tilsyneladende har fundet sit speciale.

Derudover er der den årlige julefest, hvor alle børnene må være luciabrud. To årlige arbejdsdage efterår og forår til at ordne udearealerne – med kaffe og kage til. Sønderjysk kaffebord, som er en ny tradition. Plus alt det løse, der opstår spontant på kryds og tværs.

Gode naboer lige ved hånden
Erstatter fællesskabet ’rigtige’ venner?

»Det kommer i hvert fald til at fylde meget, for naboer er lige ved hånden, og vi følger med i hinandens liv og ups and downs. Har du haft en dårlig dag på arbejde, kan du gå ned i fælleshuset og beklage dig, og så får du jo ikke ringet til veninden om aftenen. Vi skal nok gøre mere for at vedligeholde vores venskaber udenfor«, siger Dorte Breddam.

Tomas Breddam: »Jeg har en langt større bekendtskabskreds her, end hvis jeg boede i et parcelhus. Men hvis jeg boede i et hus, ville jeg nok få dannet flere fællesskaber med familier fra børnenes skoler, end jeg gør nu, fordi det her ligger lige for. Jeg har gode venner her, men rigtig nære venner har jeg ikke. Det er min familie«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

LÆS ARTIKEL

Kan de gode naboer komme til at erstatte bedsteforældrene?

»Måske i forhold til børnepasning, fordi vi ikke behøver at spørge vores mødre, når vi for eksempel skal til skole-hjem-samtaler. Den slags hjælper vi hinanden med. Vi hjælper også hinanden med at hente børn og låner hinandens biler«, svarer Tomas og Dorte Breddam.

Pause i sommerhuset

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Cirka en gang om måneden stikker familien dog af fra fællesskabet. Så bliver kursen sat mod Fyn, hvor de har et sommerhus, og hvor de kan være sig selv. »I sommerhuset er vi bare sammen«, som Dorte Breddam forklarer det. For selv de mest sociale væsener kan blive trætte af, at lørdag formiddag nemt går med snak over hækken, mens eftermiddagen nemt går med fodbold og andre fællesaktiviteter. »Man skal lære at sige fra nogle gange. Det er vores børn gode til. De er meget sociale, men de lærer også at sige, at de hellere vil være hjemme og læse i en bog, selv om de andre børn spiller fodbold lige uden for vinduerne. I starten syntes jeg selv, at det var svært at sige nej, når der skete noget uden for døren, men sådan har jeg det ikke mere. Nu bliver jeg bare hjemme«. Det var især svært, da Dorte Breddam gik hjemme på barselsorlov med deres mellemste barn, Jeppe, som nu er 9 år, husker hendes mand: »Dorte var ved at få nok, fordi hun var herhjemme hele tiden, så vi tog nogle flugtture til sommerhuset«. Bliver I her resten af jeres liv?»Ja, vi gør«, svarer Tomas Breddam prompte. Dorte tøver. »Vi bliver boende, så længe vi har børnene. Når de er rejst, har jeg en drøm om, at vi køber et hus i København med en masse lejligheder til venner og familie – og elevator – og bliver gamle sammen«, siger Dorte Breddam. Tomas Breddam: »Jeg er nok mest til landlivet. Men jeg skal nok følge med«. FACEBOOK





















Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden