Pioner. Europas og måske verdens første FSC-certificerede 100 procent træhus på pæle ligger i Nordsjælland. Det er på 72 kvadratmeter og består af træ, træ og træ. Plus træuldsisolering og papirdampbremse. Foto: Ditte Isager

Pioner. Europas og måske verdens første FSC-certificerede 100 procent træhus på pæle ligger i Nordsjælland. Det er på 72 kvadratmeter og består af træ, træ og træ. Plus træuldsisolering og papirdampbremse. Foto: Ditte Isager

Hjemmet

Signe Wenneberg bygger nyt: »Jeg kom til at købe verdens grimmeste sommerhus«

Et dødsbo blev startskuddet til verdens første FSC-certificerede træhus på pæle.

Hjemmet

Folk spørger, hvordan jeg dog fik ideen til at bygge mit eget bæredygtige træhus, som om det var planlagt. Men det skete ligesom bare.

Det ene tog det andet fra den aften, hvor jeg fandt et forladt vildnis. Til jeg kom til at købe grunden. Til jeg fik plaget min flinke bankmand om et lån. Til jeg blev besat af at bygge i træ. Til jeg fandt en fantastisk arkitekt. Til jeg fik byggetilladelse. Til jeg fandt en dygtig tømrer. Til nu, hvor jeg er i færd med at bygge et nyt træhus, der ikke længere er det skur af affaldstræ, jeg havde tænkt mig at flikke sammen, før jeg blev klogere. Hvis man vil bygge bæredygtigt, skal man bygge ordentligt.

Selv om der ikke var en plan, tænker jeg nu, at byggeriet måske alligevel har ligget i kortene. En aften kom jeg hjem efter en lørdag, der virkelig var lavpunktet i hele byggeprojektet. Jeg havde siddet alene og gloet på mit halvfærdige hus. Og var så bekymret, at jeg for første gang i mit liv tog mig selv i at tænke: Gid man kunne ryge cigaretter!

Jeg har været bartender i 80’erne uden at ryge. Jeg har arbejdet på Politiken i 90’erne uden at ryge. Jeg har været aktiv i politik i 00’erne uden at ryge. Men nu var jeg så nedtrykt, at smøger virkede som en god idé. Byggeprojekter er præcis så forfærdelige, som alle siger.

LÆS ARTIKEL

Jeg tog hjem. Skulle lige stille noget i cykelskuret på vej ind. En kasse væltede ud. Kassen var sådan en, ens mor stiller fra sig og siger, at man skal sortere, og så går der nogle år.

Den var fyldt med børnetegninger. Mine gamle tegninger af, hvad jeg drømte om, da jeg var omkring 8 år. På næsten alle tegningerne så jeg nu en glad pige med en hund foran et træhus, man kunne gå rundt om. Der var dyr – får, heste, høns – og æbletræer med røde æbler på. Der var røg op af skorstenen, og solen skinnede.

Da jeg samlede de kælderlugtende tegninger op, indså jeg, at jeg er ved at bygge min gamle drøm. Det er A Room of One’s Own, Pippis hus og Det lille hus på prærien. Det er Virginia Woolf, Astrid Lindgren og Laura Ingalls tilsat noget moderne bæredygtighed på en og samme tid. Og så er det lige nu mit helt umulige byggeprojekt. Som jeg i skrivende stund – for første gang i lang tid – tror ender godt (engang i oktober).

Verdens grimmeste sommerhus

For et år siden lød min første update om projektet på Facebook: »Vi har købt verdens grimmeste dødsbo af et sommerhus (der skal rives ned)«.

Jeg forklarede, at jeg havde været til en middag i et bakket landskab en magisk sommersolskinsaften. Vi havde fået mad fra marken og rigeligt i glassene, og jeg var trådt af på naturens vegne og havde fundet et krat, som viste sig at være et dødsbo. Senere var jeg kommet i tanke om krattet en nat, og havde fundet det på Google Earth. Havde fundet ud af, at det havde været til salg længe.

Havde trykket på sådan en knap på ejendomsmæglerens side, hvor man kan afgive et bud. Jeg bød under en halv million. Hvilket viste sig at være nok. Derfor kom jeg ved et tilfælde til at eje 1.200 m2 grund med udsigt over en mark med dyr og et æbletræ. Præcis som på tegningerne. Og i et område, jeg holder af.

Huset måtte rives ned. Et nyt skulle bygges. Og jeg har ingen færdigheder som håndværker. Jeg er udstyret med en – har jeg ofte følt i denne proces – ubrugelig papirnusseruddannelse som formidler.

Men nogle gange må man bruge det, man ikke har, fornuftigt. Og hér har jeg det held, at jeg kan være frygtelig impulsiv. Og da jeg ikke er gift, er der ingen mand, der kan tale mig fra sindssyge ideer.

Desuden er jeg ikke ansat noget sted, men kan kaste al min vågne tid ind i projekter, jeg bliver besat af. Jeg har ikke fast mødetid noget sted, men kan arbejde fra en byggeplads. Der er ikke noget kontor, jeg skal varme op eller betale husleje til og regne med i mit CO2-regnskab (det er vigtigt her). Og jeg kan inddrage al ferie i et år, arbejde syv dage om ugen og indefryse min løn, da jeg er min egen chef.

Husbyggeriet er blevet en integreret del af mit arbejde – og derfor kan det lade sig gøre. Og jeg synes, det er vildt vigtigt at skrive om nu, hvor vi planlægger, at alle huse og bygninger skal være CO2-neutrale i 2050. Så nu laver jeg tv om at bygge, skriver bogen ’Byg bæredygtigt’, holder foredrag og planlægger workshops i huset. Desuden kører jeg en fotoføljeton på Instagram (#sommerhusbyggeri) og har oprettet en blog.

Sjovt nok har jeg aldrig før formidlet noget, som så mange (medier og mennesker) vil høre mere om. Det må handle om, at mange efter finanskriser, ekstremvejr og klimabekymringer drømmer om et mere bæredygtigt liv: et lille simpelt træhus ’off the grid’.

Man kan indvende, at det ikke er bæredygtigt at have to hjem. Men omvendt: Det er mere bæredygtigt at tage i sommerhus i Vejby end at flyve til Vietnam. Og det er mere bæredygtigt at tage pauser og have et fristed til at tænke to tanker til ende i naturen end at piske rundt med snuden i sporet inde i kontorlandskabet og blive stresset. Og for sådan en som mig er det mere frugtbart at have et lille stille træhus end et larmende storrumskontor.

De urbane bohemer vil ud

Jeg har arbejdet en del med haveterapi, urban gardening og urban farming og ved, at den stigende urbaniseringstendens lokalt og globalt ikke betyder, at folk vil have mindre natur. De vil bare have både by og natur.

I Danmark fører vi an med blå og grønne storbyer og med en befolkning, der for 86 procents vedkommende bor i byer. Set i lyset af at vi er blevet en nation af byboere, tror jeg, at vi fremover vil opleve et generationsskifte i fritidshusområderne plus flere nyttehaver og kolonihaver.

Desuden tror jeg, at mange vil blive lige så provokerede som mig af at opleve, hvordan 1960’er-generationen ofte (ikke altid) har bygget kortsigtet, egoistisk og kun med tanke for, at deres cigarkassesommerhuse (eller rækkehuse, parcelhuse) skulle holde til deres egen generation. Jeg rev et ungt hus fra 1965 ned til grunden og bandede over, at der ikke var andet at gøre.

Huset blev vejbelægning

Vi må elske vores forældres generation for mange ting: kvindefrigørelse, p-piller, gryderetter, trekants-bh’er og rockmusik, for bare at nævne et par småting, men ikke for deres måde at håndtere miljøet, jorden og byggeriet på. Den generation har knuselsket Roundup, stråforkorter, trykimprægneret træ, asbest, pvc, plastikblødgørere, plastikhavemøbler, stenuld, termoruder, plastikmaling og plænerens.

De har voldsvinet grundvandet, vandløbene og bygget så ikke-bæredygtigt, at der ikke er andet at gøre end at ringe efter en gravko og starte forfra.

Husene kan ofte ikke – og det kunne mit heller ikke – genanvendes til andet end vejbelægninger. Selv om alle byggerier selvklart burde holde til flere generationer. Andet kan vi ikke være bekendt over for moder naturs byggematerialer, som hun har gjort sig umage med at fremstille til os (træer tager lang tid at skabe), og som vi sådan set kun har til låns af de kommende generationer.

1. september, da dødsboets kreditorer havde godtaget, at de ikke fik mere ud af hovedstolen, fik jeg nøglerne. Ud over en grøngrumset swimmingpool (som nu er fyldt med kompost og ti læs jord) var grunden heldigvis også fyldt med brombær, blomster og gode træer.

En fin rød karpe havde overlevet på insekter i et nedgravet badekar. Jeg så det som et godt tegn og sørgede for, at den nu lever videre i en kongelig karpedam. Jeg fældede et blåt grantræ og klippede hækken for at vise naboerne, at nu var her liv, og for at se udsigten, der var så fin, som jeg huskede den fra middagen på marken.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Så gik jeg i gang med at banke på det gamle hus. Tale med arkitekter. Tale om det bæredygtige i at rive ned. Tale om det bæredygtige i at bygge op. I november kom gravkoen, der lignede en dinosaur. Over 90 procent af huset blev miljøgenanvendt, en smule blev brugt til naboens møddingindhegning, og ellers blev alt nedbrugt, ikke genbrugt.

Jeg blev mere og mere trist, jo flere lag der blev skrællet af det gamle hus. Intet var lavet ordentligt. Det ville jeg gerne gøre anderledes. Jeg fik den tanke, at alle dele i mit kommende hus skulle kunne pilles ud og genanvendes til noget endnu bedre. Hvis nogen fik den idé at splitte det ad engang.

Planen med at bygge af gammelt genbrug blev skrottet. Mine tidlige boards på Pinterest (et visuelt arbejdssted på nettet), hvor jeg arbejdede med byggeriet i idéfasen, viser huse bygget af brugte europapaller, hippieskrammel og faldefærdige turkise døre. Jeg forestillede mig vist også noget med en flok rejsende navere i bar overkrop, der skulle bygge, synge og tænde bål.

I lang tid holdt jeg fast i, at taget skulle være af rustne pandeplader fra en lade på Lolland. Men da jeg fik penge tilbage i skat, brugte jeg dem på nye tagspån i robinietræ. Det kan holde og glider smukt ind i landskabet. I dag er det eneste genbrug i selve huset udvalgte døre, alle vinduer og alt inventar. Alt, jeg skal bruge i huset, er loppemarkedsfund – bytte eller køb. Og derved har jeg fået indretningen af huset til at gå i nul.

Til gengæld må jeg nu konstatere, at jeg ikke har sparet på håndværkertimer og materialer. Huset består i alle lag af det bedste og mest holdbare træ, man kan stampe op af jorden.

Træer giver positivt aftryk

Hvorfor gå amok i træ? Vi skal igen tilbage i tiden, lidt senere end tegningerne (som jeg tegnede, da vi boede i et lille røvsygt 70’er-rækkehus i eternit).

Fra 12-års alderen boede jeg på en skovridergård i en sydsjællandsk skov, og jeg elskede de sjælfulde træer, vi boede under. Senere blev jeg opmærksom på træers evner som klimaaktivister og købte regnskovsaktier som alle andre i 1980’erne.

Og senere endnu blev jeg græsrod, miljøpolitisk aktiv og ambassadør for FSC-mærket træ. Samtidig med at jeg rejste rundt i verden for forskellige nødhjælpsorganisationer og med egne øjne så klimakatastrofer.

Træ giver et positivt CO2-aftryk, både når de gror, og når de lever videre som byggematerialer. En kubikmeter træ har efter forarbejdning et CO2-regnskab på minus to tons. Det vil sige, at mit byggeri for altid giver grønne fodaftryk. Til sammenligning bruger man ti tons CO2, når man laver en kubikmeter mursten. Og så isolerer træ endda bedre. En 2,5 cm tyk trævæg isolerer lige så godt som en 11,4 cm mursten.

Man kan ændre meget som forbruger ved at købe FSC-mærket træ. Ubæredygtig skovdrift står for 18 procent af verdens samlede udledning af CO2, fordi jorden efter skovning afbrændes for at blive omlagt til marker.

Derved frigiver man al den CO2, som blade og anden kompost i det øverste muldlag opbevarede for os. Det fører til forurening, ufrugtbar jord og erosion. Dette er et større miljøproblem end hele transportsektoren til sammen! Og det er da også dét ene sted, som ngo’er og politikere verden over kan blive enige om at sætte ind for at standse den globale opvarmning. Og så er det her, man som forbruger virkelig kan få sit indkøb til at batte i det store klimaregnskab.

Derfor bygger jeg med FSC-mærket træ. På vores breddegrader betyder FSC-mærket, at der ikke gødskes, så kemikalierne ender i vores grundvand. I troperne og østpå betyder det, at lokale befolkninger får uddannelse, job og ordentlig løn. Det betyder også, at indfødte folk får lov at bruge skoven – det kan være samer, indianere og pygmæer i fjerne skove. Derfor er det vigtigt at bygge i bæredygtigt FSC-træ.

Jeg anede ikke, at der ikke var andre, der havde bygget et hus i gennemført FSC, helt ned til trædyvlerne. Så der var ingen større masterplan bag, at det nu er det første i Europa og måske i verden, der får sådan en certificering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vi bygger. Vi har stadig intet gulv, intet toilet, ingen døre, ingen vægge, ingen vinduer. Men vi har en konstruktion, et tag og en haveslange, så vi kan lave kaffe, og vi er næsten klar til at bygge facader.

Undervejs har to meget forskellige citater fulgt mig: »Alt, hvad der er værd at gøre, er værd at gøre ordentligt!« (Mærsk Mc-Kinney Møller). Det har jeg brugt som undskyldning for at ruinere mig selv på at købe god rådgivning, gode håndværkere og godt træ.

Det andet er Pippi, der siger: »Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg helt sikkert godt klare«. Jeg arbejder på sagen. Så jeg kan få det træhus, der var på de tegninger, der faldt ud af skuret den aften, da jeg var ved at opgive det hele.

Om en uge glæder jeg mig til at skrive om byggeriets dogmeregler, bl.a. tagspån, træpatchwork og nulaffalds-strategi.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce