søndagsmiddag. I denne uge dannede det ufærdige hus med ny ruminddelinger ramme om den første af forhåbentlig mange søndagsmiddage. Vi har også pustet blød og lækker dansk træfiberisolering ind i huset med en Georg Gearløs-støvsugerslange. Modellen af det 'nye nordiske byggeri' er fra Erik Juul Arkitekter.
Foto: Signe Wenneberg

søndagsmiddag. I denne uge dannede det ufærdige hus med ny ruminddelinger ramme om den første af forhåbentlig mange søndagsmiddage. Vi har også pustet blød og lækker dansk træfiberisolering ind i huset med en Georg Gearløs-støvsugerslange. Modellen af det 'nye nordiske byggeri' er fra Erik Juul Arkitekter.

Hjemmet

Signe Wenneberg: Huset er tænkt nordisk og nøjsomt

Hvad er der behov for? Samtalekøkken? Garderobeskabe? Spa? Gulvvarme? Fladskærm? Emhætte? Surroundsound?

Hjemmet

I denne uge har vi isoleret huset med lækre, bløde FSC-certificerede træfibre, der blev pustet ind i alle hulrum.

Hunden rullede sig i træfibre, som var de et bjerg af bomuld. Og jeg havde dem overalt på og under tøjet, og alligevel føltes de behagelige. Det tegner godt for indeklimaet.

Desuden har vi sat skillevægge op, så rumfordelingen nu kan ses. Derfor har jeg gjort mig tanker om grundplanen og de overvejelser, der gik forud. Det var fra begyndelsen vigtigt at tænke huset nordisk og nøjsomt. Men ikke så sparsomt, at det ikke er energirigtigt og fremsynet. Også i forhold til 2050-klimamålene om CO2-reduktion.

Jeg er klimabekymret. Og kunne sådan set snildt have været en af dem, der blev lagt i håndjern på asfalten ude på Christianshavn under klimatopmødet eller en af de demonstranter, der boede i telt på Wall Street under et Occupy-skilt.

Jeg er pessimistisk i forhold til, hvad de seneste generationers overforbrug kommer til at koste klodens børnebørn, biodiversitet og økosystemer.

Derudover er jeg rimelig rystet over finanskriser, overbefolkningskriser, urbaniseringskriser (hver uge en ny by med 1 million indbyggere), klimaforandringer og ressourcespild.

Dette er stemningen, som huset – min Noas ark – er bygget på. Udgangspunktet var: at skylde mindst muligt til bankerne for at have mest mulig frihed. Og skabe et hus med et positivt CO2-aftryk. Derfor træ og genbrug.

LÆS ARTIKEL

Træ er det eneste byggemateriale, der har et positivt CO2-fodspor. Jeg havde længe, på grund af alle bekymringerne, haft et stærkt ønske om at eje et lille bitte trygt træhus, hvor vi kunne overleve alt: sygdom, alderdom, finanskriser, klimakriser, fødevarekriser og ekstremt vejr.

Men en ting er at overleve. I mere muntre stunder ville jeg også gerne bygge et hus, hvor vi kunne leve livet.

Derfor gik jeg væk fra den første tanke om en lade og ét stort rum og videre til at være realistisk i forhold til vores behov. Der skulle være plads til liv med familie, venner og mine sønner – og deres allestedsnærværende venner – og til arbejde, mad og bøger. Et sted at skrive og lægge papirer – væk fra børn og gryder (arbejdsværelse). Et lille grovkøkken/fadebur med påsat flueskab mod nord (koldt) – fordi jeg er fra landet og ved, at det fylder med syltetøjsproduktion, snitblomster, saftposer, 4 kilo asier og noget eddikeeksperiment.

Der skulle være mulighed for at tage hund og høns med (høns bor i et gammelt skur, dyrene har fri adgang til landskabet også under huset). Der skulle være plads til små kurser i haven, drivhuset og i et stort rum.

Og frem for alt skulle huset være ideelt til søndagsmiddage ved et langt træbord og udsigt over marken. Alt det andet luksus, man kan fylde i nye huse, blev fravalgt. Fordi det ikke giver mig det gode liv. Det koster bare penge og giver stress, fordi jeg skal skylde pengene væk og tjene pengene.

Del to ud af fem. Kilde: Politikentv.dk/ Mathias Fjeldborg

Det giver god mening at spørge ’hvorfor’, når man bygger nyt. Hvorfor skal man i grunden have et hus, der er kronisk varmt? Så man kan komme på landet og gå rundt i bare ben indendørs i december i Danmark?

Jeg synes, det er mere logisk at tage sweater og ragsokker på og tænde op i en (ny og svanemærket) brændeovn og gå med hunden, mens der bliver varmt. Ved at blive ved med at spørge ’hvorfor egentlig’ til alt det, ’man’ skal, når man bygger nyt, fandt jeg, at der er meget, jeg ikke har brug for eller lyst til.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvorfor skal man egentlig have skabe? Samler man ikke bare på tøj og ting, hvis man har skabe? Jeg gør. Hvis vi undværer skabe og nøjes med knager, kommer der ikke til at være noget rod at rydde op i.

Hvorfor skal man have emhætte, når man kan stege pandekager og fisk udenfor på et gasblus? Eller når man kan åbne døren, hvis en steg er i ovnen?

Hvorfor skal man have et stort badeværelse i et lille hus, når man kan nøjes med en telefonbruser på håndvasken? Og så videre.

Da mit hus blev planlagt, var jeg så heldig at have værdifulde samtaler med dygtige arkitekter og ngo’er (bl.a. FSC-sekretariatet i Aarhus), som vidste en masse om bæredygtighed.

Om natten, når jeg blev holdt vågen af hule-bygger-adrenalinen, der susede i årerne, studerede jeg husbyggeri og idéudvekslede på Pinterest, hvor jeg blev udfordret af alverdens online kreative arkitekttyper (Vestkysten af USA er vågen om natten!).

Og så var det et kæmpe held, at jeg mødte arkitekt Erik Juul, som endte med at tegne Brombærhuset (sammen med dygtige praktikanter). Det er vildt vigtigt at finde en fritænkende arkitekt og ikke en, der har alle mulige skøre ideer i glas og stål, der lige skal prøves af, for at være sjov på et cv.

Vi holdt møder på grunden, i mit køkken og på tegnestuen. Noget af det, jeg husker bedst fra den første tid, var lydhørheden. At jeg måtte flytte rundt på rummene. At jeg måtte sætte toilettet ud til yderdøren. At jeg som bygherre kunne få lov til at tegne mit eget hus på en middagsserviet og derefter se det tegnet med arkitektstreger og forståelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Rummene i huset er præcis som på servietten. De er også lige så protestantisk nøjsomme som først tænkt, hvilket betyder, at de er så bitte små, at de ikke kan indrettes med andet end det mest nødvendige.

Huset er på 72 m2. I lang tid forsøgte vi os med 60 m2. Senere med 80 m2. Men 72 m2 med en hems var, hvad der kunne blive råd til. Og hvad skal man også med et større hus her i tiden efter finanskriser og overforbrug? Måske giver det mere mening for os gamle vikingesjæle at bygge efter devisen ’ny nordisk nøjsomhed’?

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce