Fest. Brombærhuset er færdigt, og i  torsdags var der aflevering til bygherren alias Signe Wenneberg, som også fik overdraget sin FSC-certificering.
Foto: Signe Wenneberg

Fest. Brombærhuset er færdigt, og i torsdags var der aflevering til bygherren alias Signe Wenneberg, som også fik overdraget sin FSC-certificering.

Hjemmet

Signe Wennebergs sommerhus bød på mange ryk og en aflevering

Brombærhuset er bygget færdigt og der har været ’afleveringsforretning'.

Hjemmet

Grundlovsdag var der ’rejsegilde’. En traditionsrig fejring, der affødte mange potente kommentarer om ’rejsningsgilde’ her i skurvogns-jargonen. Ligesom jeg blev takket for a great erection party – jeg svarede igen ved at komplimentere den endog meget fine rejsning.

I torsdags var der så endnu en fest: aflevering. Huset er simpelthen færdigt. Og så skal det traditionen tro afleveres til bygherre. Man går alt igennem for fejl og mangler, og huset overdrages til ejeren.

LÆS ARTIKEL

Vi skulle også afslutte FSC-certificeringen af byggeriet ved en ’slut-audit’: Jeg fremviste dokumentation (fakturaer, følgesedler, fotos) på, at alt træ (og isolering) er FSC eller genbrug. Desuden påviste jeg, at min spildprocent af træ er lille. Frem til denne sidste eksamen har jeg nørdet med opgørelser. Resultatet er, at der er anvendt helt op til 98 pct. FSC-træ og genbrug. Jeg har sorteret stumper af det FSC-certificerede træ i træarter. Ceder. Guariuba. Douglas. Robinie. Fyr. Stumperne har jeg lagt i hver sin kasse. Resultat: Der er næsten ikke noget spild. Træ skal ikke fældes for at gå til spilde.

Huset er et lidt ekstremt træhus. Bygget i træ, fordi træ er det mest bæredygtige byggemateriale, der findes. Vi har brugt trædyvler i stedet for skruer og træisolering i stedet for stenuld. Få ting har drillet og kunne ikke skaffes som FSC: Dampbremsen er f.eks. af åndbart pap i stedet for plastik (jeg valgte materialet på trods, fordi jeg ikke vil have huset pakket ind i plast). Missionen er lykkedes, selv om mange af de materialer, jeg skulle bruge, ikke var stangvarer, men ret svære at skaffe. Ikke mange bygger i dag huse af tømmer i kirkedimensioner tappet sammen med dyvler og med genbrug og træ overalt.

Tømrermesteren har haft mine sidste brugbare gulvbrædder med ovre på værkstedet og har lavet inddækninger og hylder ud af alle rester. De første rester blev brugt på træpatchwork i skuret; de sidste blev brugt på hylder og karme. I disse brug-og-smid-væk-og-købe-for-meget-tider var det sjovt at dokumentere, at det kan lade sig gøre at bygge sådan.

Fukssvans og fredagsbasser

Rom blev ikke bygget på en dag, og Brombærhuset kom ikke ud af ingenting. Lad mig give dig en idé om, hvordan en dag ser ud, når man bygger: Jeg er den, der bliver spurgt om alt, fordi jeg er bygherre/projektleder. Da jeg ankom i mandags, var alle faggrupper i gang. Alle var i godt humør. Alle havde fokus på ’afleveringen’. I badeværelset var Michael, flisemurer, i gang med at lave pæne fuger. I grovkøkkenet var Ivar, elektriker, i gang med de hårde hvidevarer, flere stik og en lampe, Ivar har pillet ned i en kostald. I det store rum havde Michael, køkkensnedker, sat nogle skabe og en FSC-bordplade op. Udendørs var fire tømrere i gang; endelig kom de smukke vindskeder i cedertræ på gavlene skåret i hånden med fukssvans. De sidste kvadratmeter facade i canadisk ceder blev påbegyndt; der blev sat stillads til at lave inddækning rundt om skorstenen, og inde i huset kom Hans Erik, tømrermester, til og fra værkstedet 2 kilometer væk med de håndlavede lister og inddækninger.

På grunden gravede Carsten. Hans chef, Bettina, anlægsgartner, var forbi flere gange. Kim, brolægger, gik i gang med fliserne, som jeg har fået gratis fra et projekt i København, fordi de har rustpletter. Beton er noget af det mest ubæredygtige, der findes, og endnu mere ubæredygtigt, hvis det bliver produceret uden at blive anvendt, så jeg er glad for at kunne redde fliserne fra lossepladsen. Smeden Lars kom med jernkanter til et højt bed og endda en skramlet genbrugs-kobberplade til foran brændeovnen.

Jeg modtog et vognlæs grus. Kameramanden Adam løb efter mig, mens jeg tog imod flere lastbiler og tog billeder og telefoner og skrev beskeder om alt fra lille dims til toilet og ’husk at komme til afleveringen’.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg kom til at fælde en lille tåre, da jeg talte med tømrerne om, at det er så stort, at vi har bygget et hus, ligesom vikingerne, ligesom vores folkeslag altid har gjort. Jeg sagde, at jeg vil savne dem. Håndværkerne. Men tømrerne, Thomas, Stefan, Henrik, grinede bare og sagde, at de ikke vil savne mig og sikkert får bedre basser næste sted. Jeg har ikke givet nok fredagsbasser! Åh nej.

I hast fik jeg flyttet træplader med tømrerne, så vi kunne grubbe grunden, hvor jorden er hård. Løb ind i huset igen og svarede på højde på lamper, stik til køleskab og rørføring til den nye energirigtige vaskemaskine. Opdagede, at 3 meter skorstensrør, som skulle op tirsdag, var forsvundet. Ringede efter et nyt. Proppede flamingo og skrald ind i bil og afleverede det på genbrugspladsen på vej mod stenskærer i Hornbæk, hvor jeg hentede marmorplade, som skulle ligge oven på toilettet. Kom tilbage. Fik arrangeret Dennis, vvs’er, tirsdag. Skulle passe sammen med flisemurers våde fuge, der ikke må få støv.

Alle lommer er tømt

Nogle bruger et år af deres liv på at træne til en triatlon. Andre et år på at bygge et FSC-certificeret træhus på pæle. Jeg ved ikke, hvad der er mest skørt. Men jeg ved, at det at fuldføre kræver, at man er virkelig arbejdsom og har tunnelsyn på sit mål i en lang periode.

Jeg har en bog, der skal skrives, et job, der skal passes, og nogle børn, der trænger til en biftur med mor. Men jeg har et hus! Jeg har vand, jeg har toilet, jeg har varme. Efter 13 måneder med vand i haveslange, elkoger i skur og toilet hos naboen er det luksus.

Jeg kom til at købe verdens grimmeste sommerhus, rev det ned og fandt på at bygge et bæredygtigt lille hus på prærien. Og torsdag var der aflevering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Nu er der efterårsferie. Vi skal indrette huset, og det skal komme til at se meget fint ud meget hurtigt, for på onsdag kommer banken og kreditforeningen. De skulle gerne bevilge et lån. For alt er kørt på overtræk og lån hos venner, og alle lommer er tømt. Huset har taget dobbelt så lang tid at bygge, som jeg troede. Og har været dobbelt så dyrt. Sådan er det. Siger alle. Men man skal have prøvet det for at vide, at det er sandt.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce