Hjemmet

Wenneberg er flyttet ind i sit bæredygtige sommerhus

»Tænk, at vi gjorde det. Vi byggede et hus. Og nu kan vi bo i det«.

Hjemmet

Der har været stunder, hvor jeg tvivlede på, at huset nogensinde ville blive færdigt, og tænkte, at det måske blev et af disse halvfærdige byggeprojekter, der står i landskabet som monumenter over optimistiske bygherrer, der har haft for store drømme og for små penge. Der har været mange nætter, hvor jeg ikke har kunnet sove, fordi jeg ikke kunne få økonomien til at gå op, og har siddet i køkkenet med en halv påskebryg og en hel bunke bekymringer. Der har været mange dage og måneder, hvor jeg ikke har kunnet arbejde og dermed tjene til føden, fordi jeg har været på byggepladsen. Men alt det er glemt nu, hvor vi er flyttet ind.

I sidste uge pakkede vi vores habengut og flyttede op i Brombærhuset. Vores flyttelæs bestod udelukkende af genbrug. Af ting fundet på loppemarkeder og auktioner. Og af gammelt ragelse, der ikke rigtig så ud af noget nede i kælderrummene, men som fint kunne vaskes og genbruges i sommerhuset.

LÆS ARTIKEL

Som nu hemsestigen, der stammer fra en butik, jeg engang havde i Kronprinsessegade i et af de små huse i hegnet til Kongens Have. Her fik jeg en snedker til at lave en stige i egetræ, der passede på mål, så jeg kunne udnytte al plads. Og da jeg flyttede, satte jeg stigen i kælderen, i sikker forvisning om at jeg en skønne dag ville få et sommerhus med en hems.

Man kan derfor godt sige, at hele byggeriet begyndte med en flot gammel hemsestige, som jeg gerne ville genanvende. Længere inde i kælderen fandt vi nogle gamle håndtappede mahognireoler, jeg købte, da jeg som 27-årig mistede min far. Min far var glad for musik, og jeg lavede en væg med reoler, plader og anlæg, købt for hans penge. Siden flyttede jeg flere gange, og reolerne støvede til i kælderen. Til nu, hvor de bliver en del af mit nye arbejdsværelse.

Bagerst i kælderen fandt jeg et kelimtæppe i en sæk. Tæppet erhvervede jeg for 6.000 kroner, da jeg var 23-24 år. Årsagen var, at jeg havde vundet svimlende 10.000 kr. i en kronikkonkurrence i Politiken, og pengene blev brugt på en computer og på tæppet, fordi jeg gerne ville investere i noget, der kunne holde hele livet. Og nu ligger kelimtæppet på hemsen og minder om gode tider.

Sådan har alle de ting, jeg fandt frem fra skuret og kælderen, hver sin historie. Jeg synes, det tilfører gammel sjæl til et nyt hus. Og jeg synes, det giver mere mening og er sjovere at genanvende gamle gratis ting end at købe nye ting i uholdbare, ildelugtende materialer som mdf og laminat. Desuden er der stor fare for, at man når at blive uvenner eller skilt, før man får samlet lortet med de skruer, der altid er for få af.

Det behøver ikke være nyt, nyt, nyt

Det var en ambition helt fra begyndelsen, at huset skulle være et ’genbrugshus’. Nu er det endt sådan, at huset er tappet sammen af nyt bæredygtigt FSC-træ (fordi det var mest langtidsholdbart og mest bæredygtigt sådan) og så nogle genbrugsvinduer og genbrugsdøre. Men indretningen er genbrug. Det ligger mig meget på sinde, at jeg med sommerhusprojektet, der er på vej til at blive til en bog og en tv-serie, viser, at vi sagtens kan indrette os hyggeligt og pænt uden at købe nyt, nyt, nyt.

Vi forbrugere skaber en kolossal klimabelastning ved, uden nogen særlig god grund, at efterspørge nye ting, nye møbler, nyt tøj hele tiden. Hvad hvis vi nu i stedet giver nogle gamle ting en livscyklus mere? Så sparer vi en helvedes masse ressourcer, som bliver brugt på at producere nye varer. Vi taler vand og fossile brændsler – som bruges i produktion – men også naturlige og knappe ressourcer som stål, messing, kobber, læder, gummi, uld, træ, marmor, sten. Hvad hvis vi nu giver tingene en ny chance i stedet for at bruge, smide væk og brænde af?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Kunsten at spotte i storskrald

Ud over med ting fra auktioner, loppemarkeder og fra kælderen har vi indrettet os med en del ting fundet til storskrald. Det vil sige ting, som andre mennesker har smidt ud på deres villavej, klar til skraldemændene, der tager det med og brænder disse fine ressourcer, sådan at de er væk fra vores cyklus for altid.

Det er grundlæggende forkert, at vi brænder ressourcer af. Og helt ærligt: Det kommer ikke til at gå godt i det lange løb, i en verden på vej mod 10 milliarder potentielle møblementforbrugere. Vi bliver pinedød nødt til at genanvende. Møbler. Tøj. Ting. Alt.

Som gammel fattigrøv/tingfinder har jeg altid været god til at spotte, når noget kunne genbruges rundtomkring. I sommerhuset er der mange ting fundet til storskrald, blandt andet et blåt københavnerkøkken, et skole-verdenskort fra før 1925 og nogle pæne stole. Disse ting blev reddet. Men jeg kan ikke holde ud at tænke på, hvor mange gode ting der går til spilde. Derfor startede jeg tidligt i mit forløb med at samle ting til sommerhuset en facebookside og et hashtag, der begge hedder #stopspildafstorskrald.

Køb en gammel sofa

Når jeg kigger rundt i huset, der nu er indrettet, synes jeg, at her er hyggeligt, og at missionen er lykkedes. Man kan ikke ved første øjekast se, at alt her i huset er noget, jeg enten har fundet til storskrald, i kælderen, på auktion eller på loppemarked. Al indretning har – helt efter planen – stået mig i de cirka 16.000 kroner, jeg tjente på at sælge ting, jeg ikke havde brug for, på sommerens loppemarkeder. Sådan er indretningen gået i 0, kan man sige. Kernelædersofaen med patina fik jeg for 1.900 kr., de 8 spisebordsstole kostede samlet 550 kr., de 46 tallerkener fra en færgeoverfart kostede 650 kr., den kæmpe kommode kostede 675 kr., puderne er gratis, for min mor har syet dem af gammelt stof, og sådan kunne jeg blive ved. Alle tingene har en historie. Og det er ikke historien om, at de er produceret i verden for vores skyld.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Lad mig slutte denne serie med et godt råd om bæredygtighed. Hvis du nu ikke kan bygge et helt FSC-træhus, der giver dig et positivt CO2-aftryk i mange år fremover, så start i det små. Genbrug. Køb en gammel sofa i stedet for en ny. Giv ting videre til et nyt liv i stedet for at smide dem til afbrænding. Genanvend i stedet for at købe nyt. Stop spild af storskrald.

Dette var 9. og sidste afsnit i historien om Signe Wennebergs bæredygtige byggeri

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce