0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Redaktør: Arvestykker er ikke lette at skille sig af med igen

Klummeskribenten overvejer, hvordan hun kan blive fri for et 100 år gammelt bord.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ambivalent. Boligredaktørens stue er fyldt ud af et kæmpe spisebord, hun har fået af sin mor. Det er et had/kærligheds-forhold, der eksisterer til bordet. Arkivfoto: Morten Langkilde

I virkeligheden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
I virkeligheden
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvordan bordet egentlig kom ind i stuen, er jeg ikke helt klar over. Det var noget med opbevaring. Og en familiesang om, at det kunne det da lige så godt, når det nu passede så eminent til resten af lejlighedens schwung.

Og der stod det 100 år gamle bord så som taget direkte ud af bestyrelseslokalet i Østasiatisk Handelskompagni. 3 meter langt og 1,70 meter bredt. Og det blev stående i stuen, da min mor overlod sin lejlighed til mig og min familie.

Jeg gjorde i starten en del indvendinger: »Det fylder hele rummet, det grønne linoleumsfelt i midten ligner et pool-bord, og jeg synes altså bare ikke, det er så pænt«.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts

Annonce