Foto: ISABELLE ROZENBAUM/PhotoAlto
Digitalt

Islandske politikere vil blokere porno på internettet

Tiltaget skal beskytte Islands børn og unge mod skadelige virkninger af at se porno på internettet.

Digitalt

Island kan blive det første vestlige demokrati til at forhindre befolkningen i at se porno på internettet.

Blandt andet landets indenrigsminister, Ögmundur Jónasson, kæmper for at gennemføre det kontroversielle forslag, som skal beskytte landets børn og unge mod skadelige virkninger af det pornografiske indhold, skriver Daily Mail.

Indenrigsministeren afviser al snak om, at tiltaget er et spørgsmål om censur.

»Vi er nødt til at kunne diskutere et forbud mod pornografi, som, vi alle er enige om, har en meget skadelig effekt på unge mennesker, og som klart kan være forbundet med voldskriminalitet«, siger han ifølge den britiske avis.

Stripklubber lukket

Ögmundur Jónasson har nedsat en arbejdsgruppe, der skal finde ud af, hvordan man smartest dæmmer op for online-billeder og videoer, som alle islændinge i dag blot er enkelte tryk fra på deres computere og smartphones.

Pornoblade har længe været forbudt i det nordiske land, og nu vil politikerne altså også forhindre befolkningen i at forlyste sig foran computerskærmen.

Det er imidlertid ikke første gang, at islændingenes adgang til porno er blevet besværliggjort.

For to år siden lykkedes det den islandske regering med den kvindelige statsminister Jóhanna Sigurðardóttir i spidsen at lukke landets stripklubber med henvisning til, at klubberne krænkede de ansattes rettigheder og var skadelige for samfundet.

Forbuddet mod internetporno er endnu ikke vedtaget, men indenrigsministerens politiske rådgiver, Halla Gunnarsdóttir, siger, at der er ved at danne sig bred konsensus om tiltaget i Island i kraft af en række udtalelser fra eksperter og interesseorganisationer.

»Vi har så mange eksperter fra uddannelsesområdet, politiet og dem, der arbejder med børn, som støtter det her. Det er blevet større end blot partipolitik«.

«På nuværende tidspunkt leder vi efter de bedste løsninger til at blokere siderne. Men hvis vi kan sende en mand til Månen, må det også være muligt at blokere pornoen på internettet«, siger hun til Daily Mail.

ritzau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce