Skærmpause. Nu bliver der tegnet. Det er Alfred (for bordenden), Emilie, Bertel og deres forældre.
Foto: Finn Frandsen

Skærmpause. Nu bliver der tegnet. Det er Alfred (for bordenden), Emilie, Bertel og deres forældre.

Digitalt

Børnefamilien tog pause fra mobilen: Det har fyldt vores tid og samtaler

Forhandlinger om børnenes spil og opdateringer på Facebook tog overhånd. Derfor tog familien Boeskov/Nordin en skærmfri måned.

Digitalt

Et samvær, der ofte foregik med næsen i hver sin skærm og uendelige diskussioner om, hvornår børnene måtte spille, fik familien Boeskov/Nordin til i marts til at holde ’skærmfri måned’. Reglerne var simple. Ingen brug af iPad, computer eller tv inden for hjemmets fire vægge.

»Det var ikke ønsket om at undvære spil, skærm og teknologi, der drev os, men mere ønsket om mere af det andet«, siger Agnethe Nordin.

LÆS ARTIKEL

Før fyldte skærmen da også rigtig meget i familiens samvær. Efter at alle familiens tre børn havde fået en iPad, spillede de rigtig meget. Børnene vågnede med deres iPad, spillede efter skole og indtil aftensmaden. Nogle gange spillede de også efter maden.

»Der har været en gradvis stigning, så jeg har ikke registreret, hvor meget det egentlig fyldte. Men pludselig blev jeg opmærksom på, hvordan det har fyldt hele vores tid og mange af vores samtaler. Meget af det, vi talte om herhjemme, blev forhandlinger om, hvornår børnene måtte spille. Alle vores samtaler kom til at handle om det her spilleri«, siger Agnethe Nordin, der til at begynde med ikke havde tænkt sig selv ind i projektet.

Men efter at være blevet opmærksom på børnenes forbrug kunne hun godt se, at hun selv brugte ret lang tid foran skærmen.

»Hver gang jeg ventede eller var på vej et sted hen, tjekkede jeg lige Facebook, men også når jeg var sammen med ungerne eller havde et par timer om aftenen med Tue, var jeg på, og det var de alle ret trætte af. Det med at have appen installeret på telefonen, hvor jeg fik push-meddelelser, hver gang der skete noget, har trukket mig ind i telefonen«.

Derfor slettede hun appen på sin telefon og skrev en opdatering, hvor hun sagde farvel til Facebook i en måned.

Børnene kom tilbage

Måneden uden skærm startede godt for familien Nordin. Børnene begyndte at lege sammen igen, og samtalerne handlede ikke længere kun om spil.

»I løbet af de første dage bemærkede jeg, at det var, som om vores børn var kommet tilbage igen. De tog ikke bare den der iPad og satte sig over i hjørnet. De blev siddende meget længere ved spisebordet, fordi der ikke var noget, der trak i den anden ende«, siger Tue Seifert Boeskov.

Det var ikke kun i samværet med børnene, familien oplevede en forandring. Agnethe Nordin oplevede også, at der var en uventet gevinst ved at beholde telefonen i lommen.

»Jeg opdagede pludselig, at min dag var fyldt med små oaser, og hvor længe siden det var, jeg havde haft udvekslinger med folk i det offentlige rum. Tankefrie pauser, små udvekslinger og ting, som forstyrrer mig på den gode måde. Der var en i bussen, der flirtede med mig, og det mindede mig om, at man også bliver påvirket af kontakten med omverdenen på den gode måde«, siger Agnethe Nordin og fortæller, at interessen for, hvad der skete på de sociale medier, blev meget mindre.

»De første 14 dage tænkte jeg i statusopdateringer og fik lyst til at lægge et billede op, hver gang vi havde et dejligt øjeblik, eller fik lyst til at skrive en opdatering, hvis vi lavede noget sjovt. Men nu, hvor jeg har været ude af det, så er jeg fuldstændig ligeglad med, hvad andre kan se om mit liv, og selv om jeg stadig synes, det er sjovt at følge med i andres liv, fylder det en brøkdel af, hvad det gjorde før«.

Gode er faringer med videre

Hvor forældrene oplevede mange positive forandringer, var det sværere for børnene at undvære skærmen.

»De første par uger gik rimelig nemt, men til sidst var der nogle krisedage, hvor de virkelig savnede det. Men de var også megaseje, og selv om de syntes, det var hårdt, fik de også noget uventet med. De fik bedre relationer, fandt på nye lege og begyndte at læse bøger igen. Det bemærkede de også selv undervejs, og de har taget det med tilbage til ’normalen’«, siger Agnethe Nordin.

Selv om familien – da måneden var overstået – igen har tændt for skærmen, har de valgt at fastholde et par skærmfrie dage om ugen. Og hvis det står til forældrene i familien, gentager de projektet næste år i marts.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden

Annonce