mobilpriser. Om to år bliver prisen for at ringe, sms'e og gå på nettet den samme, uanset om du er hjemme eller ude at rejse i et andet EU-land.
Foto: JENS DRESLING

mobilpriser. Om to år bliver prisen for at ringe, sms'e og gå på nettet den samme, uanset om du er hjemme eller ude at rejse i et andet EU-land.

Digitalt

Om to år gælder din mobilaftale i hele EU

Snart kan du ringe, sms’e og surfe på nettet til samme pris som herhjemme, når du er ude at rejse.

Digitalt

Senest om to år er det slut med at blive flået, når du går på nettet, ringer eller sender sms’er i et andet EU-land.

I nat besluttede EU nemlig, at alle EU-borgeres mobilabonnement skal gælde uanset, hvor i unionen, de befinder sig. I praksis betyder det, at du får den samme pris, ligegyldigt om du er i Padborg eller Paris, Lyngby eller London. Aftalen træder senest i kraft 1. juli 2017.

»Vi er jo alle sammen afhængige af at være på hele tiden. Både som turister, men især når vi er på arbejde i udlandet. Det kommer virkelig til at betyde noget for virksomhederne, det her. Det bliver væsentligt billigere at bruge mobilen. Har du for eksempel 3 GB data i din pakke, så kan du bare gå på nettet og bruge løs, uanset om du er i Danmark, Tyskland eller Rumænien«, forklarer EU-parlamentariker Jens Rohde (V) begejstret.

To års kamp bar frugt

Han er ophavsmand til forslaget, som han første gang fremsatte i parlamentet i april 2013. Siden har der været over 100 forhandlinger, før aftalen så endelig faldt på plads i nat.

»Folk kan godt pakke sammen med påstande om, at det er umuligt at få indflydelse i EU. Det her kommer til at betyde noget for 500 millioner menneskers pengepung. Det er da meget cool, er det ikke,« spørger Jens Rohde (V) med slet skjult stolthed.

Og faktisk skal vi forbrugere ikke engang vente helt til 2017, før vi kommer til at mærke den nye aftale på telefonregningen. For allerede fra 1. juli 2016 bliver det billigere at bruge mobilen i udlandet, når loftet for, hvor meget det må koste, sænkes med op til en fjerdedel. Til den tid må et opkald ikke koste mere end 40 øre per minut (5 eurocent), en sms må koste højst 15 øre (2 eurocent), og mobilselskaberne må ikke tage mere end 40 øre (5 eurocent) per MB data.

Den nye EU-aftale er en stor sejr for forbrugerne, mener Forbrugerrådet Tænks cheføkonom Martin Salamon.

»Der har hidtil været en kunstig grænse, der har gavnet en del teleselskaber«, siger han til Ritzau.

»Hvis det virkelig bliver, som vi som forbrugere har ønsket og krævet, og som parlamentet har foreslået, så bliver det ikke anderledes at bruge sin telefon hjemme som ude. Det gør, at man får en helt anden oplevelse af sin udlandsrejse«.

Medlemsstaterne i EU skal godkende aftalen inden for det næste halve år.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden