oplevelse. På weekendens CopenX2016-udstilling er der mulighed for at få sug i maven på cykeltur i et virtuelt bjerglandskab.
Foto: Jon Ram Bruun-Pedersen

oplevelse. På weekendens CopenX2016-udstilling er der mulighed for at få sug i maven på cykeltur i et virtuelt bjerglandskab.

Digitalt

Politiken tester virtual reality: Hjernen spiller dig et puds

I weekenden kan du prøve alt det nye inden for virtual reality i København.

Digitalt

Jeg indrømmer det med det samme.

Jeg ved dårligt nok, hvad virtual reality er, da jeg træder ind i et laboratorium godt gemt væk ad lange gange på Aalborg Universitets afdeling i Københavns sydhavn. Her arbejder studerende på forskellige niveauer og fra forskellige uddannelser på deres projekter, der alle sammen tager udgangspunkt i den fremadstormende virtual reality-teknologi - også bare kaldet VR. Som en af dem formulerer det:

»Nogle gange er det lidt hårdt at følge med i, for der sker bare HELE tiden noget nyt, som man er nødt til at være opdateret på«.

Det lader nu til, at hun er ret god til at holde sig opdateret. I hvert fald er jeg med det samme solgt til Mariam Zakarians kunstprojekt, som hun viser mig der midt i det jævnt uinspirerende lokale på en offentlig uddannelsesinstitution i Danmark. Jeg får et par store briller, der føles lidt som dykkerbriller bare uden næsen, og et par høretelefoner på. Jeg står og venter lidt i brillernes sorte mørke, men med ét er jeg i en helt anden verden, da hun tænder for sin installation.

Et surrealistisk naturlandskab folder sig ud i både varme og mørke farver, mens jeg har meditativ musik i ørerne. Jeg kan kigge både op og ned, bagud og lige frem, og jeg kan bevæge mig rundt i universet, der hurtigt forplanter sig i min krop som en gennemstrømmende ro. Mens jeg har brillerne på, har jeg har slet ikke lyst til at beskæftige mig med den fysiske verden, jeg er i, og jeg tænker, at Amaryllis VR, som Mariam Zakarian har døbt sin virtuelle verden, og andre VR-projekter har et stort potentiale for sig i meditationsøjemed. Måske bliver det fremtidens måde lige at tage en pause fra jobbet? Jeg kunne i hvert fald sagtens forestille mig, at vi på redaktionen havde et VR-rum, hvor man kunne gå ind for at få et break og få kroppen og hjernen ned i gear. 10 minutter kunne godt gøre en forskel for mig.

»Min idé er lige præcis, at det skal fungere som et frirum at gå ind i den her verden. En måde at få en anderledes oplevelse og lade op til alt det, man skal i hverdagen«, siger Mariam Zakarian.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Bagefter bliver jeg introduceret til en virtual reality-verden under udvikling, hvor jeg kan spille trommer med to controllere, jeg holder i hænderne. Jeg kan også spille xylofon, maracas og klokkespil, og ideen er, at programmet skal udvikles, så det kan bruges til at spille alle mulige instrumenter, og på sigt kan man måske endda komme til at spille sammen i et band. Helt uden at genere lydfølsomme naboer med sine øve-sessions.

En tredje studerende viser mig sit projekt, som er målrettet erhvervslivet. Her befinder jeg mig i et virtuelt supermarked, hvor jeg kan placere forskellige produkter på hylderne og se, hvordan det ser ud, og jeg kan bevæge mig rundt mellem hylderne og lægge for eksempel Mars-barer, tortillachips, vandflasker og ris i min virtuelle indkøbsvogn. I høretelefonerne får jeg absolut genkendelige lyde fra knitrende emballage og klukkende vand i ørerne, når jeg griber ud efter de forskellige varer.

Den studerende fortæller mig, at han har optaget lydene i et lydstudie i rummet ved siden af, og jeg giver ham ret i, at lydene er med til at forstærke oplevelsen markant. Hans idé er, at supermarkedskæder kan bruge teknologien, når de i fremtiden skal indrette supermarkeder. Så kan de se og mærke, hvordan indretningen virker, før de gør den til virkelighed ude i butikkerne.

Ældre savner cyklen

Næste stop er en helt almindelig motionscykel, som bliver alt andet end almindelig, så snart jeg får VR-brillerne og høretelefoner på. Jeg befinder mig i et smukt bjerglandskab, hvor fuglene kvidrer, mens jeg cykler af sted ad virtuelle bjergstier. Jeg bestemmer selv tempoet med pedalerne, og da jeg er nysgerrig efter at se, hvad der gemmer sig bag næste sving eller henne forbi vandfaldet, får jeg hurtigt sved på panden.

Når stien drejer, føles det som om, min krop læner sig i svingets retning - præcis som på en rigtig cykel. Men i virkeligheden sidder jeg lige ret op og ned. Det er min hjerne, der spiller mig et pus, forklarer Jon Ram Bruun-Pedersen, som har udviklet både bjerglandskabet og flere andre virtuelle landskaber til motionscyklen. Det er hans ph.d.-projekt, og det er allerede afprøvet gennem to år med stor succes på et plejehjem på Frederiksberg. Faktisk har plejehjemmet for nylig henvendt sig med en købsordre, fordi de ældre savner cyklerne så meget, efter forsøgsperioden er slut.

»Plejehjemsbeboerne har ikke mulighed for selv at cykle en tur i bjergene eller for den sags skyld bare rundt på nogle villaveje. Det her er en måde at give dem en oplevelse og motivere dem til at få motion. Det bliver hurtigt kedeligt at sidde på en almindelig motionscykel«, forklarer Jon Ram Bruun-Pedersen.

Jeg cykler videre. Ørne flyver rundt over mit hoved, og der kommer også en lille, pippende, farverig fugl med hurtige vingeslag - var det ikke en kolibri? Lidt efter kigger jeg mig skråt over skulderen for at se, hvad der er længere oppe ad bjerget, hvor stien deler sig, og da jeg kigger fremad igen, dukker jeg mig instinktivt for nogle grene, som jeg er ved at blive ramt af.

I den fysiske virkelighed ler Jon Ram Bruun-Pedersen, som står ved siden af mig.

»Nu lever du dig rigtig ind i det. Se bare, hvordan dine reflekser virker«.

Kort efter kommer reflekserne på arbejde igen, da jeg hviner og forsøger at bremse hårdt, fordi jeg er ved at køre ud over en skrænt.

»Bare tag det roligt, du skal nok følge med rundt i svinget«, siger Jon Ram Bruun-Pedersen og lægger en beroligende hånd på min arm. Det slår mig, at det eneste, der føles uvirkeligt, er, at jeg ikke kan dufte bjergluften og mærke vinden i mit ansigt og i håret. Resten føles som at være der - også en snigende kvalme, som jeg genkender fra bjergkørsel i bil.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

SE OGSÅ

Ifølge associate professor Rolf Nordahl, som er leder af laboratoriet, der hedder Multisensory Experience Lab, er det en kendt bivirkning, at man kan få kvalme a la køresyge, når man prøver virtual reality. Cirka 15 procent reagerer på den måde, men ligesom med køresyge, så kan det trænes væk. Jo mere, man bruger udstyret, jo bedre kan man tåle det.

»Vi kan lige så godt vænne os til det. Virtual reality er i kæmpe udvikling lige nu, og der er store perspektiver. Inden for de næste tre-fire-fem år kommer vi alle sammen - unge som gamle - til at stifte bekendtskab med teknologien i forskellige dele af vores hverdag«, forudser Rolf Nordahl.

Både genoptræning, ældrepleje, undervisning, rejseindustrien og motionsformer kommer til at udvikle sig omkring virtual reality, siger han.

»Og det er bare enkelte eksempler. Virtual reality kan bruges i uendeligt mange sammenhænge, men ikke mindst i den offentlige sektor er der stort potentiale. Undervisningsoplevelsen kan blive en helt anden lige fra grundskolen til universitetsniveau og også på for eksempel aftenskoler. Forestil dig et fag som historie - inden længe kan eleverne besøge Island, som det var i 1200-tallet, i stedet for at læreren bare står og fortæller om det ved tavlen, eller de læser om det i en tør bog«.

Et andet eksempel er kirurgi. Her kan medicinstuderende og læger øve sig i at operere virtuelle patienter uden at risikere at gøre skade på nogen, og nye procedurer kan udbredes langt hurtigere, end hvis en enkelt kirurg skal tage rundt og undervise flere steder i verden.

Sjov og alvor

Butikken Khora Virtual Reality, som ligger i Kødbyen i København, kommer også og udstiller ved weekendens arrangement. Jeg tager derhen for at finde ud af, hvad de har tænkt sig at vise nysgerrige gæster på udstillingen, og som det første får jeg et par briller på, som sender mig direkte ind i en flygtningelejr for syrere i Jordan. Billederne er optaget med et 360 grader kamera, så jeg kan kigge mig omkring og for eksempel selv bestemme, om jeg vil se på skuespillerne eller tilskuerne i en interimistisk forestilling, nogle børn sætter op i teltlejren.

Jeg ser også en anden VR-film, som er lavet til små børn, men som jeg alligevel føler mig helt opslugt af, fordi det er så forunderligt at kunne kigge rundt i filmen og opleve den i 3D på en for mig helt ny måde. Den handler om et pindsvin og nogle ballondyr, og mere skal jeg ikke afsløre her.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Inden, jeg forlader butikken, prøver jeg også at spille selfie-tennis, hvor jeg med en virtuel ketsjer og bold i hånden spiller tennis med sig selv, mens jeg ind i mellem får smasket nogle af tilskuerne, så de dør på dramatiske måder (det lyder værre, end det er), og jeg maler også min helt egen virtuelle verden med både regnbuer og stjerneskud.

Fascineret, halvsvimmel og eftertænksom cykler jeg tilbage til redaktionen. Mine oplevelser i de virtuelle verdener har både været sjove, oplysende og dragende, og jeg har ikke svært ved at se alle de gode ting, teknologien kan bidrage med. Men jeg bliver også en smule bekymret over, hvor virkeligheden og de sociale relationer bliver af, hvis vi alle sammen lukker os inde bag VR-briller. Forhåbentlig finder vi den gode balance, når teknologien rammer os endnu mere omfattende end den spæde start, vi ser lige nu med Pokémon Go, som med Rolf Nordahls ord er »fremtidens teknologi på kravlestadiet«.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Signe Thomsen eller Forbrug&Liv, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce