Jeg indrømmer det med det samme.
Jeg ved dårligt nok, hvad virtual reality er, da jeg træder ind i et laboratorium godt gemt væk ad lange gange på Aalborg Universitets afdeling i Københavns sydhavn. Her arbejder studerende på forskellige niveauer og fra forskellige uddannelser på deres projekter, der alle sammen tager udgangspunkt i den fremadstormende virtual reality-teknologi - også bare kaldet VR. Som en af dem formulerer det:
»Nogle gange er det lidt hårdt at følge med i, for der sker bare HELE tiden noget nyt, som man er nødt til at være opdateret på«.
Det lader nu til, at hun er ret god til at holde sig opdateret. I hvert fald er jeg med det samme solgt til Mariam Zakarians kunstprojekt, som hun viser mig der midt i det jævnt uinspirerende lokale på en offentlig uddannelsesinstitution i Danmark. Jeg får et par store briller, der føles lidt som dykkerbriller bare uden næsen, og et par høretelefoner på. Jeg står og venter lidt i brillernes sorte mørke, men med ét er jeg i en helt anden verden, da hun tænder for sin installation.
Et surrealistisk naturlandskab folder sig ud i både varme og mørke farver, mens jeg har meditativ musik i ørerne. Jeg kan kigge både op og ned, bagud og lige frem, og jeg kan bevæge mig rundt i universet, der hurtigt forplanter sig i min krop som en gennemstrømmende ro. Mens jeg har brillerne på, har jeg har slet ikke lyst til at beskæftige mig med den fysiske verden, jeg er i, og jeg tænker, at Amaryllis VR, som Mariam Zakarian har døbt sin virtuelle verden, og andre VR-projekter har et stort potentiale for sig i meditationsøjemed. Måske bliver det fremtidens måde lige at tage en pause fra jobbet? Jeg kunne i hvert fald sagtens forestille mig, at vi på redaktionen havde et VR-rum, hvor man kunne gå ind for at få et break og få kroppen og hjernen ned i gear. 10 minutter kunne godt gøre en forskel for mig.
»Min idé er lige præcis, at det skal fungere som et frirum at gå ind i den her verden. En måde at få en anderledes oplevelse og lade op til alt det, man skal i hverdagen«, siger Mariam Zakarian.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Bagefter bliver jeg introduceret til en virtual reality-verden under udvikling, hvor jeg kan spille trommer med to controllere, jeg holder i hænderne. Jeg kan også spille xylofon, maracas og klokkespil, og ideen er, at programmet skal udvikles, så det kan bruges til at spille alle mulige instrumenter, og på sigt kan man måske endda komme til at spille sammen i et band. Helt uden at genere lydfølsomme naboer med sine øve-sessions.
En tredje studerende viser mig sit projekt, som er målrettet erhvervslivet. Her befinder jeg mig i et virtuelt supermarked, hvor jeg kan placere forskellige produkter på hylderne og se, hvordan det ser ud, og jeg kan bevæge mig rundt mellem hylderne og lægge for eksempel Mars-barer, tortillachips, vandflasker og ris i min virtuelle indkøbsvogn. I høretelefonerne får jeg absolut genkendelige lyde fra knitrende emballage og klukkende vand i ørerne, når jeg griber ud efter de forskellige varer.
Den studerende fortæller mig, at han har optaget lydene i et lydstudie i rummet ved siden af, og jeg giver ham ret i, at lydene er med til at forstærke oplevelsen markant. Hans idé er, at supermarkedskæder kan bruge teknologien, når de i fremtiden skal indrette supermarkeder. Så kan de se og mærke, hvordan indretningen virker, før de gør den til virkelighed ude i butikkerne.
Ældre savner cyklen
Næste stop er en helt almindelig motionscykel, som bliver alt andet end almindelig, så snart jeg får VR-brillerne og høretelefoner på. Jeg befinder mig i et smukt bjerglandskab, hvor fuglene kvidrer, mens jeg cykler af sted ad virtuelle bjergstier. Jeg bestemmer selv tempoet med pedalerne, og da jeg er nysgerrig efter at se, hvad der gemmer sig bag næste sving eller henne forbi vandfaldet, får jeg hurtigt sved på panden.
Når stien drejer, føles det som om, min krop læner sig i svingets retning - præcis som på en rigtig cykel. Men i virkeligheden sidder jeg lige ret op og ned. Det er min hjerne, der spiller mig et pus, forklarer Jon Ram Bruun-Pedersen, som har udviklet både bjerglandskabet og flere andre virtuelle landskaber til motionscyklen. Det er hans ph.d.-projekt, og det er allerede afprøvet gennem to år med stor succes på et plejehjem på Frederiksberg. Faktisk har plejehjemmet for nylig henvendt sig med en købsordre, fordi de ældre savner cyklerne så meget, efter forsøgsperioden er slut.
»Plejehjemsbeboerne har ikke mulighed for selv at cykle en tur i bjergene eller for den sags skyld bare rundt på nogle villaveje. Det her er en måde at give dem en oplevelse og motivere dem til at få motion. Det bliver hurtigt kedeligt at sidde på en almindelig motionscykel«, forklarer Jon Ram Bruun-Pedersen.
Jeg cykler videre. Ørne flyver rundt over mit hoved, og der kommer også en lille, pippende, farverig fugl med hurtige vingeslag - var det ikke en kolibri? Lidt efter kigger jeg mig skråt over skulderen for at se, hvad der er længere oppe ad bjerget, hvor stien deler sig, og da jeg kigger fremad igen, dukker jeg mig instinktivt for nogle grene, som jeg er ved at blive ramt af.
I den fysiske virkelighed ler Jon Ram Bruun-Pedersen, som står ved siden af mig.
»Nu lever du dig rigtig ind i det. Se bare, hvordan dine reflekser virker«.
Kort efter kommer reflekserne på arbejde igen, da jeg hviner og forsøger at bremse hårdt, fordi jeg er ved at køre ud over en skrænt.
»Bare tag det roligt, du skal nok følge med rundt i svinget«, siger Jon Ram Bruun-Pedersen og lægger en beroligende hånd på min arm. Det slår mig, at det eneste, der føles uvirkeligt, er, at jeg ikke kan dufte bjergluften og mærke vinden i mit ansigt og i håret. Resten føles som at være der - også en snigende kvalme, som jeg genkender fra bjergkørsel i bil.
