dyrt. Mobildata og telefonopkald er dyrt i udlandet.
Foto: ROALD ALS

dyrt. Mobildata og telefonopkald er dyrt i udlandet.

Forbrugerelektronik

Vinterferien kan få din mobilregning til at eksplodere

Læs videre, hvis du ubekymret bruger løs af data hjemme og skal på vinterferie.

Forbrugerelektronik

Bruger du ubekymret løs af data på din mobil, smartphone eller tablet herhjemme og skal på varm eller kold vinterferie i uge 7 eller 8, er der grund til at se din telefons eller tablets indstillinger igennem inden afrejse.

Ellers risikerer du en stor mobilregning, når du kommer hjem igen.

De fleste ting på en mobiltelefon er dyrere i udlandet, men især datapriserne er voldsomt dyrere især i lande uden for EU.

For eksempel koster en megabyte (MB) data i USA 100 kroner. Det vil sige, at det vil koste mellem 200 og 500 kroner at hente en sang eller åbne politiken.dk, og glemmer du at slukke for DMI's vejropdateringer og din emails automatiske hentning af mails, kommer der en helt gigantisk regning helt af sig selv.

Regning på 25.000 kroner

Det vil også sige, at hvis du normalt bruger en gigabyte (GB) data på en måned - og altså 250 MB på en uge, kan din ferieuge i USA eller et hvilket som helst andet land i Nord- eller Sydamerika, koste dig 25.000 kroner.

At regningen ikke nødvendigvis kommer så højt op skyldes, at for eksempel TDC automatisk vil lukke din dataforbindelse, når du har brugt de første 360 kroner, medmindre du siger ja til mere forbrug.

Andre teleselskaber opererer med en grænse på 450 kroner. Tjenesten er et lovkrav i EU-lande, men i hvert fald TDC har valgt at udbrede tjenesten til rejser i andre lande også.

Men også i europæiske lande uden for EU koster data kassen. I disse lande lyder prisen på 90 kroner per MB. I den sidste kategori af lande i Afrika, Mellemøsten og Asien lander prisen for en MB data helt oppe på 115 kroner per MB. Dog er det slet ikke muligt at anvende data på mobilen i de fleste af landene i Afrika for eksempel.

Derfor husk at slå alle automatiske dataoverførsler fra. Alt lige fra Facebook, e-mail, vejret, nyhedsfeeds, applikationsmarkeder og opdateringer af kalender og alt andet.

Du gør det på de fleste modeller efter princippet: Gå ind i indstillinger, derefter mobil data og herunder slå dataroaming fra. Hvis du vil modtage visse enkelte opdateringer, kan du på de fleste mobiler og tablets styre datamængden ved for eksempel at slå overførsel af billeder fra, og for eksempel, at der ikke skal opdateres automatisk men kun manuelt - altså når du vælger det.

Det er også en god ide at slå muligheden for mms fra, da de betales med prisen for data, og en mms kan således blive ganske dyr.

En god ide i det hele taget, hvis du ikke kan undvære de tjenester, du normalt bruger det mobile datanetværk til herhjemme er at hente dine opdateringer, når du har slået din trådløse wi-fi forbindelse til. Mange steder kan du finde gratis wi-fi forbindelser, og opdatering via dem vil ikke koste dig en krone.

Se her en prisliste over alle tjenester i hele verden fra TDC

Men det er ikke bare mobildata, der er dyrere i udlandet. Både at foretage og modtage opkald kan være dyrt i udlandet. Når vennerne fra Danmark ringer til dig, betaler de kun for opkaldet til grænsen. Resten betaler du selv.

Hvis du selv foretager opkald i udlandet, er det endnu dyrere. Og hvis du har vænnet dig til såkaldt fri tale herhjemme, bliver du overrasket, hvis du tror, at aftalen også gælder i udlandet. Det gør den ikke.

Også sms'erne er dyrere i udlandet, og du skal være opmærksom på, at hvis du eventuelt har en sms-pakke herhjemme, hvor du kan bruge løs af sms'erne, virker den ikke i udlandet. Her skal du betale for hver enkelt sms.

Din telefonsvarer kan også blive et dyrt bekendtskab i udlandet, for når nogen taler ind på den, er det dig, der betaler for det modtagne opkald. Og det opkald, der skal til for at aflytte svareren er endnu dyrere. Et godt råd er simpelthen at slå telefonsvareren fra. Folk kan jo sende dig en sms.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

I det hele taget er det en god ide at tjekke priserne for udlandstrafik inde på dit teleselskabs hjemmeside og så sætte din mobiltelefon op til det selskab i ferielandet, der er billigst.

Det kræver, at du slår den automatiske tilkobling til et netværk fra, når du lander og i stedet gør det manuelt, det vil sige finder det teleselskab, du har valgt på den liste, der dukker op, når du er fremme på destinationen.

Telia har en brugervejledning (eksternt link) til, hvordan du gør. Her kan du finde vejledning til netop din mobil.

Et sidste godt råd. Hold din mobil slukket i udlandet og tænd den kun, når du ved, at du skal bruge den. Så er det også mere ferie.

Kilder: TDC, Telia og Mobilsiden.dk

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden