Ordspil. To danskere står bag en app, der kan vise om folk spiller rent spil i det populære Wordfeud spil til smartphones. (Arkivfoto)
Foto: Martin Slottemo Lyngstad

Ordspil. To danskere står bag en app, der kan vise om folk spiller rent spil i det populære Wordfeud spil til smartphones. (Arkivfoto)

Forbrugerelektronik

Her er app'en der kan afsløre om du snyder i Wordfeud

To dansker har udviklet en app, der kan afsløre snyd i det populære ord-spil.

Forbrugerelektronik

Der er rigeligt med snydeprogrammer, der kan hjælpe spillere af det populære scrabblespil Wordfeud med at besejre deres modstandere på ulødig vis.

To danskere kommer nu Wordfeud-spillere med rent mel i posen til undsætning.

Applikationen Anti Cheat for Wordfeud, som kan afsløre snyd, er udviklet af de to venner Jesper Thue Bonde og Klaus Kjærby Frandsen.

Tjekker for screenshots Anti Cheat-appen fungerer således, at den undersøger ejerens egen telefon for, om der er installeret og brugt snyde-apps.

»Den går ind og kigger efter, om man har brugt de her snyde-apps, som der findes en hel del af. Mange af disse snyde-apps tager et screenshot (skærmbillede, red.) af din Wordfeud-spilleplade, og kan så analysere sig frem til, hvilket ord, der giver flest point«, siger Jesper Thue Bonde.

Anti Cheat undersøger så telefonen for at se, om der ligger sådanne screenshots fra Wordfeud. Derefter melder den ud til andre Anti Cheat brugere, om man bruger et snydeprogram.

Det startede med et brækket ben
Sådan som Anti Cheat fungerer, kan man altså ikke se, om andre spillere snyder, hvis de ikke også har installeret applikationen.

Men har de installeret app'en, kan de se andre spilleres status, som enten er en grøn eller en rød lampe. På den måde kan man signalere til andre spillere, at man har rent mel i posen.

Muligheden for at kunne aflive beskyldninger om snyd var også en af årsagerne til, at Anti Cheat så dagens lys.

»Det kom sig af, at jeg lå på hospitalet for to måneder siden med et brækket ben. Der spillede jeg en hel del Wordfeud, fordi jeg kedede mig. En gang i mellem blev jeg mistænkelig over, om mine medspillere snød og nogle gange blev jeg også selv beskyldt for at snyde«, siger Jesper Thue Bonde.

Jesper Thue Bonde og Klaus Kjærby Frandsen har tidligere lavet apps sammen på hobbyniveau. De fandt ud af, at det var teknisk muligt at lave en app mod snyd, og omkring to måneder senere var Anti Cheat for Wordfeud klar til brug.

Anti Cheat virker 100 procent
Jesper Thue Bonde vurderer, at omkring 70 procent af de mange snyde-apps benytter sig af den screenshot-metode, som Anti Cheat kan afsløre.

»I forhold til det, som vi tjekker, altså om der tidligere er blevet brugt snyde-apps, der virker den 100 procent. Den fanger det, hvis det er der. Når det er sagt, så er der former for snyd, som den ikke kan opdage. For eksempel om man googler ord, eller har en tante der er ekspert i krydsord«, siger Jesper Thue Bonde.

Selvom Anti Cheat undersøger din telefon for screenshots fra Wordfeud, så kan man stadig blære sig over for vennerne ved at sende dem et billede, når man har præsteret et ord til 137 point. Anti Cheat skelner nemlig mellem, om billedet er taget før eller efter ens egen tur.

Anti Cheat fås i en gratis version og en fuld version, som koster seks kroner. Med den gratis version kan opdatere sin status to gange dagligt samt følge med i én modspillers status af gangen. Med den fulde version kan man skanne så ofte man vil og se en liste, hvor alle ens modspilleres status kører på samme tid.

Ikke for sent ude

Jesper Thue Bonde er ikke bekymret for, om Anti Cheat kommer for sent på markedet i forhold til, at en del smartphonebrugere har bevæget sig videre til nyere trends som Rumble eller tegnespillet Draw Something.

LÆS OGSÅ

»Jeg tror ikke, det er for sent, men det kunne have været bedre, hvis den kom for 3-4 måneder siden. Vi er i gang med at udvikle antisnyde apps til Rumble og Draw Something«, siger Jesper Thue Bonde.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Indtil videre er Anti Cheat blevet hentet 500 gange i de to uger den har været tilgængelig. I øjeblikket findes den kun til iPhone, men hvis salget går godt, vil de to udviklere lave versioner til Android og Windows telefoner.

Hvis jeres app er blevet hentet 500 gange og de mange snyde apps hentes millioner af gange, ville der så ikke være bedre fortjeneste at hente ved at skifte hold?

»Og lave en snyde-app?«, spørger Jesper Thue Bonde og griner.

Ja.

»Nej, det synes jeg ikke ville være interessant, for jeg spiller selv Wordfeud. Jeg synes, det er ærgerligt at mistænke folk for at snyde eller selv blive mistænkt for snyd«, siger han.

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce