Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Test. Morten Bay har brugt Google Glass i en måneds tid.

Forbrugerelektronik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Stor test: Derfor er Google Glass endnu ikke pengene værd

Google har gjort Glass tilgængelig for alle, der har mulighed for at købe i USA.

Forbrugerelektronik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Set fra Danmark er Google Glass måske stadig en spændende gadget, et bud på en af de ’wearables’ som tech-firmaerne har varslet en invasion af over de kommende år.

Den intelligente påklædning og smart-accessories, der bliver tilgængelig henover de næste måneder vil vokse i mængde og funktion til et niveau, hvor vi en dag vil kigge tilbage og ikke forstå, hvordan vi nogensinde har klaret os uden.

Eller også går det ligesom det går med Bluetooth-headsettet: Social accept trumfer fordelene ved selve den gadget, der er tale om.

Der er stadig enkelte, der kan ses i bybilledet med en Bluetooth-dims i øret. Men hvor det på et tidspunkt så ud til at blive allemandseje, kunne fordelene ved den smarte, lille øredims ikke opveje det social stigma, der ligger i at blive antaget for en person, der taler med sig selv.

Eller pludselig tage et opkald midt i en samtale med en fysisk tilstedeværende person. I stedet går de fleste nu rundt med noget så gammeldags som kablede headsets, for med dem kan man i det mindste se, at man er i gang med at tale med nogen på telefonen.

Kan nu købes af alle i USA Og det bringer os frem til Google Glass, som Politiken har haft mulighed for at teste henover en måneds tid.

Allerede før, den blev sat til salg til en bredere gruppe mennesker, var Glass dybt kontroversiel, hadet og elsket med lige stor fyrighed.

Fordi Google oprindeligt kun gav programmører, udviklere og udvalgte journalister mulighed for at købe Glass, blev den intelligente brille set af mange som et statussymbol for tech-eliten, især den unge tech-elite, der lige nu betragtes som værende en af hovedårsagerne til den stigende socioøkonomiske ulighed i San Francisco-området.

Det har gjort Glass-bærere meget upopulære, og de har fået prædikatet ’Glassholes’.

Google har netop gjort det muligt for alle, der bor i USA at købe Glass, formentlig for at tømme lagrene, inden de lancerer en ny model på Google I/O-konferencen, der finder sted sidst i juni.

Danskere kan således erhverve sig et par ved at bruge en af de tjenester, der giver én en amerikansk adresse og videresender pakker og breve til udlandet, som f.eks. MyUS.com eller USA2Me.com.

Glass koster tæt på 10.000 kroner før danske afgifter, forsendelse og så videre. Det er mange penge, men spørger man Google, er der også tale om noget helt revolutionerende teknologi. Men er det så også det.

Kontruktion

Selve Glass-brillen består af et brillestel uden (brille-)glas, hvor den ene brillestang er domineret af elektronikken. Bag øret sidder der en stor klods, der blandt andet indeholder batteriet samt anden teknologi. På siden sidder der en smal flade, der virker som en slags touchpad til at styre Glass med.

Stryger man frem eller tilbage på denne flade, ruller man frem og tilbage mellem såkaldte ’cards’, skærme med forskelligt indhold lige fra teksten på SMS’en, du lige har modtaget, over nyheden fra CNN til navigations-instruktionerne fra GPS’en.

Stryger du nedad på fladen, lukker du det nuværende billede. Derudover sidder der to knapper på den højre brillestang med al elektronikken, én forrest til at tage billeder og video med og én på indersiden, der fungerer som tænd og sluk. Det fungerer alt sammen fint og responsivt.

LÆS OGSÅ

På den forreste del af den højre brillestang sidder så det, der gør Glass til Glass. Et stykke glas i form af en aflang terning sidder over højre øje og er den ’skærm’, som tingene foregår på. Inde i glasset sidder der en slags spejl, der reflekterer et billede, der kommer fra en lille projektor inde i selve den højre brillestang. Det er altså refleksionen, man ser på inde i glasset, og ikke selve skærmen.

Koblet med din smartphone
Som det måske fremgår allerede, så forbinder Glass sig til din smartphone via Bluetooth, og er dermed en slags super-Bluetooth-headset med visuel interaktivitet. Glass kan således også modtage talekommandoer ligesom telefonen, og adgangen til de fleste funktioner er »OK Glass«, hvilket bringer en menu op af talekommandoer, man kan bruge. De er alle på engelsk. Her kan man f.eks. vælge at optage en video, tage et billede, søge på Google, navigere hen til en bestemt lokation med GPS’en og så videre.

Har man så også installeret nogle ekstra apps (kaldet Glassware) via den tilhørende smartphone-app, kan man tage noter med Evernote, tracke en cykeltur med videre – men altså kun på engelsk foreløbig.

Glass taler til én på samme måde som en Android-telefon gør, og hvis man har installeret en nyhedsapp som f.eks. dem fra New York Times eller CNN, kan den læse et uddrag af artiklen på skærmen op for dig. Alt, hvad man hører i Glass sker enten gennem en medfølgende øreprop, som man kan sætte til det USB-stik, der også bruges til opladning, eller via kranieresonans, hvor Glass simpelthen sender vibrationer ind i øret via knoglen, der sidder lige bag øret.

Det sidste virker desværre kun i stille omgivelser. Der skal ikke meget billarm til, før man ikke kan høre instruktionerne fra navigationen, f.eks. Her er øreproppen mere praktisk, også så andre i bilen slipper for at høre på GPS-instruktionerne. Men det gør det lidt mere ubehageligt at have Glass på, da det er sværere at tage brillen af og på, når øreproppen er inde i billedet.

Skaber utryghed
Når vi nu taler om det med at tage brillen på, så er der et andet problem i den forbindelse. Måske er det bare undertegnede journalists hoved, der er bygget på den måde, men hver gang brillen kommer på, skal glasterningen indstilles, så man kan fokusere på skærmrefleksionen.

Og alligevel kan man aldrig helt fokusere. Skærmbilledet er altid utydeligt i kanterne, nærmest lige meget hvordan man vipper glasset frem eller tilbage, som er de eneste muligheder, man har.

Det hjælper heller ikke på det, at skærmbilledet i sagens natur er lettere gennemsigtigt. Så selvom man kan få en fin CNN-video at se i brillen, så er alle de mørke flader ikke til at se for alvor – man kigger lige igennem dem.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det er nemt at tage billeder og video med Glass, for man skal bare bede brillen om det. Det er dog ikke ligefrem, fordi kameraet i Glass er særlig godt. Med 5 megapixel ombord tager brillen billeder på 2007-niveau.

Problemet med kameraet er dog et helt andet. Folk er forståeligt temmelig utrygge omkring én, når man har Glass på, for ud over den samme Bluetooth-headset-fornemmelse af, at man ikke ved, om personen hører efter, hvad man siger, så ved man heller ikke om personen filmer eller tager billeder af én.

Det sidste har gjort Glass forbudt på adskillige barer i San Francisco og Seattle.

Meget langt fra færdig
Hvis man er en nogenlunde høflig person, som undertegnede, er det svært at få sig selv til at have brillen på udenfor hjemmets fire vægge eller i en lukket kreds. Der skal ligesom være en socialt acceptabel grund til at have den på.

Det er helt utroligt nemt at smide billeder og videoer op på nettet, f.eks. på Facebook – men det er jo også det, der gør Glass til et ret skræmmende produkt, hvis man er bekymret for overvågning. Det er helt umuligt at se, om man bliver filmet eller fotograferet af en Glass-bruger.

Nuvel, Glass er ikke et færdigt produkt. Det har Google gjort meget tydeligt opmærksom på. Selv nu her, efter de har sluppet den fri til at blive købt af alle amerikanere, kalder de det stadig for en beta-test.

Det her er første stadie i en længere udvikling. Det bliver ret tydeligt, når man med lidt nørde-fingerfærdighed får installeret nogle apps, der ikke kommer fra Google eller deres partnere. Her begynder Glass at blive ret brugbar f.eks. gennem app’en Crystalshopper, der kan scanne en stregkode og give dig et tilbud fra nettet til at sammenligne med prisen i den butik, du står i.

Eller Wikipedia-app’en, der viser dig steder på din lokation, om hvilke, der står noget på Wikipedia. Kig et sted hen, klik og få informationer om det, du kigger på. Det er jo sådan, en smartbrille bør fungere. Problemet er bare, at ingen af de førnævnte apps fungerer ordentligt. Enten crasher de, eller også er de så besværlige at bruge, at det ikke er det værd.

Men Google kan have et langt større problem end det, når de gerne vil markedsføre Glass. Det er nemlig ret svært at finde brugssituationer til den som helt almindelige forbruger.

Den er smart, når man kører bil, fordi den både virker som GPS og Bluetooth-headset, men den gør sådan set ikke noget, din smartphone ikke kan gøre i forvejen – men gør det til gengæld til en meget høj pris.

Kun god til få situationer
Den kan også være smart, hvis man dyrker motion udenfor. Når man cykler eller løber, kan den ikke bare levere musik fra din smartphone, den kan også give dig informationer om dine omgivelser og tracke dine bevægelser rundt i landskabet og gemme alle disse data på din telefon.

Du kan endda modtage, diktere og sende SMS’er via brillen, hvilket fungerer glimrende…så længe, det er på engelsk. Og kun, hvis din smartphone har en god forbindelse til netværket.

Du skal dog også lige være opmærksom på, at du ikke kan gøre nogle af disse ting særlig længe ad gangen. Batteriet på Glass holder ikke til meget mere end 60-90 minutters konstant brug.



Der er ingen tvivl om, at Glass har mange anvendelsesmuligheder i den professionelle verden. Allerede nu er kirurger, politistyrker og automekanikere i gang med at teste brillens brugbarhed i deres arbejde. Men da undertegnede testede Glass, endte jeg kun med at bruge den i bilen – hvilket kan være ulovligt, det er ikke helt afgjort endnu.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Med andre ord er det kun til situationer, hvor man skal have hænderne fri, at det overhovedet kan betale sig at overveje Glass. I langt de fleste tilfælde er det rigeligt (og ofte nemmere) at bruge sin smartphone.

Google kan levere nogle ganske smarte solbrille-glas med Glass, som faktisk gør det sværere at se på afstand, at man har Glass på. Men selvom man ikke længere ligner en klovn med Glass på næsen, er der mange andre grunde til at vente med at købe Googles smartbriller.

Måske endda vente flere år endnu.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden