LEGENDE. Ralph Baer, der bragte computerspil ind i hjemmene ved at opfinde den første spilkonsol, er død, 92 år. Her ses han i færd med at spille 'Ping-Pong' på sin prototype fra 1968. (Foto: Screenshot/Smithsonian)

LEGENDE. Ralph Baer, der bragte computerspil ind i hjemmene ved at opfinde den første spilkonsol, er død, 92 år. Her ses han i færd med at spille 'Ping-Pong' på sin prototype fra 1968. (Foto: Screenshot/Smithsonian)

Forbrugerelektronik

Spilkonsollens far er død

Ralph H. Baer opfandt den måde, vi spiller computerspil på. Han blev 92.

Forbrugerelektronik

En af de helt store i teknologihistorien er gået bort. Ralph H. Baer døde lørdag i sit hjem i New Hampshire. Baer er manden, der bragte computerspil ind i hjemmene og dermed også åbnede for ideen om, at man kunne have en computer i privaten og ikke bare på arbejdspladsen.

Opfandt spilkonsollen
Ralph Baers største, enestående bidrag til verden var Magnavox Odyssey. Odyssey’en var verdens første spilkonsol, som vi kender dem. Ligesom Xbox- eller PlayStation-konsollerne i dag bestod systemet af en boks, der kunne sættes til tv’et, med to controllere koblet til, som spillerne kunne bruge. Det var også Odyssey’en, der introducerede idéen om, at man kunne skifte spillene i den ud.

Baer udviklede Odyssey’en med en prototype, han kaldte for ’Den brune boks’, og som i dag står på Smithsonian-museet i Washington D.C. Det tog ham to år at bygge konsollen, fra han startede i 1966. I 1968 begyndte han at forsøge at overbevise større elektronikfirmaer om, at de skulle masseproducere hans spilkonsol.

Først i 1972 blev dette en realitet, da Magnavox i august sendte Odyssey’en på gaden. At det netop var i august er vigtigt, for blot få måneder senere skete der noget, som mange tror, var begyndelsen på computerspil-æraen. Det netop stiftede firma Atari sendte arkademaskinen ’Pong’ på gaden.

Atari stjal ’Pong’ fra Baer
’Pong’ er spillet, hvor to streger på hver side af en stiplet linje skyder en bold på tværs af skærmen mellem hinanden. Det blev et kæmpehit og startede hele arkadespil-bølgen, der siden gav os alt fra Donkey Kong og Pac-Man til 3D-shooter-spil.

Men ’Pong’-konceptet var i virkeligheden tyvstjålet fra et af spillene på Ralph Baers Odyssey-konsol, der hed ’Tennis’. Nolan Bushnell og Ted Dabney, der startede Atari og sendte ’Pong’ på gaden, havde allerede året før lanceret arkadespillet ’Computer Space’ gennem et andet firma. ’Computer Space’ var den første kommercielt tilgængelige arkademaskine, der blev solgt i cirka 1.500 eksemplarer i alt.

Bushnell og Dabney er altså utvivlsomt fædrene til arkademaskine-bølgen, men allerede året efter bragte Ralph Baer computerspillene ud af spilarkaderne og grillbarerne og hjem i stuen med Odyssey-konsollen – hvilket som nævnt resulterede i, at Bushnell og Dabney stjal ’Tennis’-idéen og lancerede den som ’Pong’.

Bragte computeren ind i hjemmet
Baer lagde sag an mod Atari og vandt. Det var dog blot den første af adskillige retssager, han skulle vinde, for Odyssey-maskinen blev kopieret i utallige mere eller mindre kurante versioner. Odyssey-maskinen var dog også et hit i sig selv. Der blev langet 330.000 eksemplarer af den over diskene, indtil den blev erstattet af Magnavox Odyssey 2 i 1978. Sidstnævnte blev solgt i to millioner eksemplarer.

Indtil Magnavox Odyssey blev lanceret, var computere (og computerspil) primært noget, man havde på arbejdspladser og universiteter. Med Odyssey’en kom ’computeren’ ind i hjemmet, også selv om man ikke selv kunne programmere den, og den var dedikeret til computerspil. Og dermed var grunden lagt til hjemmecomputer-revolutionen, der fulgte i 70’erne og 80’erne.

Ralph Baer modtog adskillige priser og medaljer for sit arbejde, herunder den amerikanske, nationale teknologi-medalje, som George W. Bush gav ham i 2006. Baer blev 92 år.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce