TIMING. Det nye Pebble Time-ur er allerede en rekord-succes, inden det er kommet på gaden.
Foto: PR/Pebble

TIMING. Det nye Pebble Time-ur er allerede en rekord-succes, inden det er kommet på gaden.

Forbrugerelektronik

Nyt Pebble-smartur vil komme Apple Watch i forkøbet

En stor fanskare holder den lille smartur-producent fremme i feltet.

Forbrugerelektronik

Før der var Android Wear-ure, og før Apple havde annonceret deres Apple Watch, var Pebble allerede på banen. Dette forspring har gjort den lille procentdel af smarture meget mere populære, end nogen forventede. Nu er den seneste version af Pebble-uret blevet annonceret - og det har allerede slået alle rekorder.

Kan mere end konkurrenterne
Pebble Time er navnet på den nye model, der bringer en hel del nye funktioner til torvs. Strategien er uden tvivl at komme på banen, før Apple Watch melder sin ankomst med alle de reklametrommer, Apple kan mønstre. Nyhederne på Pebble Time-uret består i en ny farveskærm samt en mikrofon, så man kan diktere emails og sms’er direkte fra håndleddet.

Farveskærmen er dog blot en farveudgave af den oprindelige Pebble-skærm, hvilket betyder, at den stadig bruger meget lidt strøm, kan være tændt hele tiden og er nem at se på udendørs i dagslys. Det lave strømforbrug gør, at uret holder en uge på en opladning. Dertil kommer, at Pebble kan bruges med både Android-smartphones og iPhones. Ingen af de nuværende smartur-konkurrenter fra de store firmaer kan det samme.

Derudover er designet blevet forbedret. Uret er nu tyndere og har en metalkant rundt om skærmen. Remmen er nu en standard 22mm-rem, hvilket betyder, at man selv kan sætte en ny rem på, hvis man vil. Uret kommer i tre farver: sort, hvid og rød.

Har allerede slået rekorder
Pebble-urene begyndte deres eksistens på crowdfunding-websiten Kickstarter, hvor den første Pebble-model var den første rigtige store crowdfunding-succes. Folk forudbestilte massevis af ure, hvilket fik Pebble hurtigt på banen, og i dag kan urene også købes i almindelige butikker.

Men det er intet i forhold til, hvad Pebble Time-uret netop har formået. Folkene bag Pebble besluttede sig for at lægge Pebble Time ud til forudbestilling på Kickstarter igen, så de hurtigt kunne samle midler sammen til at sætte uret i produktion.

Pebble Time blev gjort tilgængelig for forudbestilling kl. 16 dansk tid i tirsdags, og på blot 17 minutter nåede Pebble-folkene deres indsamlingsmål på 500.000 dollar. Et kvarter senere havde de nået det dobbelte, mens Pebble Tine efter fire timer havde samlet 4,5 millioner dollar ind, og også efterfølgende er det væltet ind med penge.

Lilleput konkurrerer med de store drenge
Derudover findes der flere end 6.500 apps til Pebble-platformen, og for nylig blev det offentliggjort, at Pebble-urene også kunne understøtte de apps, der er lavet til Android Wear-smarturene. At Pebble har gjort så mange ting rigtigt i forhold til konkurrenterne, har gjort den lille opkomling utrolig populær.

For nylig kunne folkene bag Pebble således stolt meddele, at der var blevet solgt en million Pebble-smarture i urets halvandetårige levetid. Til sammenligning anslår flere analytikere, at Android Wear-urene fra LG, Samsung og Motorola kun har solgt ca. 720.000 eksemplarer – til sammen. De har haft kortere tid at gøre det på, men har til gengæld haft langt større marketingsbudgetter end Pebble.

Apple forventer at sælge seks millioner Apple Watch-eksemplarer i år. Hvis Pebble-folkene kan sælge en million eksemplarer af Pebble Time på samme tid, vil det være en imponerende præstation - taget i betragtning, at Apple har tech-verdenens største marketingsbudget. Du kan forudbestille Pebble Time HER . De første kunder får deres ur til maj.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden