Annonce
Annonce
Nettet

Minister fjerner overvågning af danskere på nettet

Justitsminister Karen Hækkerup skrotter logningen af borgernes internettrafik for ikke at få et flertal imod regeringen.

Justitsminister Karen Hækkerup (S) ophæver de kraftigt udskældte regler om at registrere danskernes internetadfærd.

Det sker efter pres fra et folketingsflertal.

Justitsministeriet oplyser i en pressemeddelelse, at den såkaldte sessionslogning - registrering af danskernes internettrafik - vil blive annulleret allerede i næste uge. Det er nemlig tvivlsomt, om internetlogningen er egnet til brug i efterforskninger og retsforfølgning, oplyser Justitsministeriet.

Til gengæld vil logningen af danskernes teletrafik bestå.

»Det er tvivlsomt, om reglerne om sessionslogning kan anses for egnede til at opnå deres formål. På den baggrund har jeg besluttet, at reglerne om sessionslogning skal ophæves«, udtaler Karen Hækkerup i pressemeddelelsen.

Ikke på grund af EU-dom
Justitsministeriet oplyser, at fjernelsen af internetovervågningen i den danske logningsbekendtgørelse ikke har noget at gøre med afgørelsen fra EU-domstolen 8. april, der annullerede det bagvedliggende EU-direktiv.

EU-dommen sagde, at logningsdirektivet er ude af proportioner med borgernes grundlæggende ret til et privatliv, fastsat i Chartret om grundlæggende rettigheder.

»Justitsministeriet finder samlet set, at der ikke er grundlag for at antage, at de gældende danske logningsregler skulle være i strid med Charteret. Det hænger navnlig sammen med, at dansk ret i modsætning til logningsdirektivet opstiller nogle klare og præcise regler for myndighedernes mulighed for at få adgang til de loggede oplysninger og for den periode, hvor oplysningerne skal opbevares«, lyder det i pressemeddelelsen.

Flertal mod regeringen var på vej
Samme argument brugte justitsministeren over for Politiken, da hun for to uger siden sagde, at de danske logningsregler ikke så ud til at blive påvirket af EU-dommen.

At hun nu alligevel vil skrotte internetsessionslogningen handler, ifølge Politikens oplysninger, om, at et politisk flertal uden om regeringen har krævet en fjernelse af internetovervågningen.

Det er også opfattelsen hos Venstre, der i et par år har kæmpet for at få fjernet sessionslogningen.

»Jeg er glad for, at justitsministeren har indset, at flertallet bag den unødvendige sessionslogning er smuldret. Vi har meddelt, at vi ikke ønsker, at sessionslogningen vedholdes, fordi der ikke er sammenhæng mellem indgrebets omfang, og hvor effektivt det er som efterforskningsmiddel. Det ser væsentligere mere kønt ud, at ministeren suspenderer reglerne selv, end at et politisk flertal kræver det. Men det er fint, hvis alle nu er enige om, at den del skal skrottes«, siger retsordfører Karsten Lauritzen (V).

LÆS OGSÅ:Professor: Dom i EU bør suspendere dansk overvågningslov

I 2013 blev der hos danske teleselskaber foretaget 3.500 milliarder logninger af danskernes digitale adfærd. Det svarer til mere end en logning af hver dansker, hvert minut, døgnet rundt, året rundt. Mere end 90 procent af logningerne er internetsessionslogninger.

Kritik af Justitsministeriets »snævre tolkning«
Mens internetlogningen altså skrottes, så vil Justitsministeriet bevare telelogningen. Og det er altså på trods af, at EU-domstolen annullerede de fælleseuropæiske regler.

Flere organisationer opfatter Justitsministeriets tolkning af dommen som for snæver.

»Selvom ministeren nu ophæver registreringen af internetdata, videreføres logningen af teledata på baggrund af en snæver fortolkning af EU-domstolens afgørelse, hvor det underliggende logningsdirektiv fra EU blev erklæret ugyldigt. EU-domstolens afgørelse indeholder dog en grad af usikkerhed i forhold til, hvorvidt selve indsamlingen af personfølsomme oplysninger om alle mennesker uden forudgående mistanke eller lignende er foreneligt med EU's Charter. Derfor forventer jeg, at vi vil se en retssag, hvor domstolene får det sidste ord i forhold til, om de nuværende regler om telelogning er forenelige med Charteret«, udtaler chefjurist Jacob Mchangama fra den liberale tænketank CEPOS.

Del link