Kærlighedsjægere fuppes på datingportaler

Datere klager til myndighederne over at blive bondefanget til abonnementer.

Nettet

Folk, der leder efter kærligheden blandt andet på datingsider, føler sig ofte fuppet og klager derpå til Forbruger Europa, der holder øje med forbrugervilkår på tværs af grænserne i EU.

De utilfredse datere klager blandt andet over, at de lokkes ind i prøveabonnementer på datingportalerne, som de ikke kan komme ud af men tvinges til sidenhen at betale fuld pris.

Kan ikke læse beskeder

Eller de klager over, at de ikke kan læse beskeder fra andre brugere, når de har oprettet et prøveabonnement. Når de så betaler for at kunne se beskederne, viser beskederne sig at være oprettet af en robot, og derfor vil brugerne opsige abonnementet igen.

LÆS ARTIKEL

Hvad de ikke ved er, at de ved at tage datingprofilen aktivt i brug ved at læse beskederne, har fraskrevet sig deres fortrydelsesret. Nu er de så bundet til abonnementet.

Andre forbrugere henvender sig til Forbruger Europa, fordi deres abonnement på datingsitet automatisk er blevet fornyet, på trods af at de har opsagt det til tiden. Nu kræver datingsitet penge for abonnementet, og forbrugerne er i vildrede om, hvad de skal gøre.

»Det er vigtigt, at du læser datingsitets aftalevilkår grundigt igennem, inden du opretter et abonnement. Undersøg blandt andet, hvor lang tid du binder dig, og hvordan du opsiger abonnementet igen. Hvis du ikke kan finde tydelig information om fx bindingsperioden, prisen og opsigelsesfristen, så vær varsom med at tilmelde dig sitet«, siger leder af Forbruger Europa, Signe Schmidt.

Hun tilføjer, at det også er en god idé at undersøge, om du for eksempel fraskriver dig din fortrydelsesret, hvis du åbner beskeder fra andre brugere på datingsitet.

»Som udgangspunkt har du 14 dages fortrydelsesret, når du opretter en profil på et datingsite. Fortrydelsesretten bortfalder kun, hvis du har givet dit udtrykkelige samtykke til det«, siger Signe Schmidt.

Et andet scenarie, som Forbruger Europa får klager over er, når brugerne opdager, at der uden deres samtykke er blevet trukket penge på deres konto.

Signe Schmidts bedste råd er at kontakte datingportalen med det samme og gøre opmærksom på, at man ikke har indgået en aftale med dem. Man skal sende klagen skriftligt og gemme en kopi af mailen eller brevet som dokumentation.

Hvis datingportalen ikke er til at snakke med, kan Forbruger Europa træde til, hvis portalen er hjemmehørende i et EU-land eller i Norge eller Island.

Men er der tale om et dansk datingsite, og hvis abonnementet har kostet mere end 800 kroner, kan man klage til Forbrugerklagenævnet.

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden