0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
HASAN JAMALI (arkiv)/AP
Foto: HASAN JAMALI (arkiv)/AP

Oprør. Det arabiske forår kom i december 2010 til Bahrain, hvor Perlepladsen i hovedstaden Manama blev centrum for kampene mellem demonstranter og det bahrainske styre.

Nettet
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Frihedskæmper: »Tor er det perfekte værktøj«

For Ali Abdulemam fra Bahrain betød Tor forskellen mellem liv og død.

Nettet
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

I Bahrain kan det forkerte pip på et socialt medie føre til lange fængselsstraffe og tortur.

Det fortæller 35-årige Ali Abdulemam. Han er blogger og menneskerettighedsaktivist og har på egen krop mærket straffen for at gå imod det statslige overhoved i Bahrain, Kong Hamad Bin Isa al-Khalifa.

LÆS OGSÅ

Af samme grund er computerprogrammet Tor blevet en uundværlig del af værktøjskassen for aktivister i Bahrain og det øvrige Mellemøsten, som kæmper for at sikre sig selv og deres medmennesker de menneskerettigheder, de ifølge FN's konventioner har ret til.

I dag lever Ali Abdulemam under politisk asyl i England.

»Regimet mener, at de ejer landet og menneskene i det. De forsøger at kontrollere alt, hvad der sker i Bahrain. Når du begynder at snakke højt om basale menneskerettigheder, sætter du dit eget og din families liv på spil«, siger han.

Det bahrainske forår
På en telefonforbindelse fra England fortæller Ali Abdulemam sin historie om, hvordan han i 1998 startede hjemmesiden Bahrain Online. I årevis fungerede siden som en platform, hvor bahrainerne kunne debattere og mødes.

»Folk begyndte at diskutere, hvad de ønskede af fremtiden, og hvordan de ville genopbygge deres land og bevæge sig fremad. De troede på sig selv«, siger han.

Vi bliver jagtet for det, vi skriver på Twitter

Men da tanker om menneskerettigheder fandt vej til diskussionerne, og det arabiske forår bredte sig mod Bahrain i 2011, begyndte regimet at gå målrettet efter de kritiske røster.

»Onlineaktivisterne leder bevægelsen, og det ved regimet godt. Så man er nødt til at beskytte sig selv«, siger Ali Abdulemam og forklarer, at Tor-programmet i den forbindelse kan betyde forskellen mellem liv og død.

Ved at skjule det digitale fingeraftryk, ip-adressen, gør Tor-programmet brugeren i stand til at færdes på internettet uden af afsløre sig selv.

»Tor er det perfekte værktøj til den her slags arbejde. Jeg brugte det, og det beskyttede mig i al den tid, jeg var i fare. Den eneste måde at kæmpe for frihed og menneskerettigheder i vores del af verden er at finde en sikker måde at kommunikere på«, siger han.

Da det arabiske forår og revolutionstankerne nåede til Bahrain i 2011, slog det bahrainske regime hårdt ned på særligt lederne af bevægelsen. Da Ali Abdulemam indså, at turen snart ville komme til ham, gik han under jorden, og andre overtog hans arbejde med Bahrain Online.

I to år levede han skjult i sit eget land, mens hans hus gentagne gange blev ransaget af myndighederne.

I maj i år lykkedes det ham at flygte til England med sin familie, hvor han fik politisk asyl. Her lever han nu med sin kone og deres tre børn. Detaljerne om flugten holder han for sig selv.

Prisen for frihed

Ali Abdulemams arbejde med at fremme menneskerettigheder i Bahrain kostede ham først sit mangeårige job som it-ingeniør hos et flyselskab, siden sin frihed, da han blev fængslet i et halvt år, og nu muligheden for at leve i sit hjemland.

I øjeblikket venter en 15 års fængselsdom i Bahrain, idømt in absentia, for at konspirere imod kongen.

Annonce

»Jeg er taknemmelig for at have fået asyl her i England, og min familie er her med mig. Nu lever vi vores liv her, og jeg prøver at finde et arbejde. Imens fortsætter jeg min kamp for frihed for mit folk i Bahrain«, siger Ali Abdulemam og sætter afslutningsvis vestens debat om overvågning i et mellemøstligt perspektiv:

LÆS OGSÅ

»Jeg vil gerne lige understrege forskellen mellem vores lande og den vestlige verden, som jeg ser den. Når jeres regeringer spionerer mod jer, vil de vide, hvad I laver, studere jer og holde jeres lande sikre«, siger han.

»Når vores regeringer spionerer mod os, er det for at finde en måde at angribe os på. Var det ikke for Tor, havde de stoppet mig lang tid før, de gjorde«, siger Ali Abdulemam.

»Hvis man skriver noget kritisk om dem, vil de jagte dig og fjerne dig. Det er vores virkelighed: Vi bliver jagtet for det, vi skriver på Twitter«.

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?