CHIKANE. Læg mærke til dette øjeblik, hvor en kasse bliver slået ud af hænderne på robotten Atlas. Det er ren mobning. Det vil robotterne nok huske, når de overtager verden og gør os til deres slaver.
Foto: Screenshot/Boston Dynamics

CHIKANE. Læg mærke til dette øjeblik, hvor en kasse bliver slået ud af hænderne på robotten Atlas. Det er ren mobning. Det vil robotterne nok huske, når de overtager verden og gør os til deres slaver.

Nettet

Ugen på nettet: Robot-mobning på nettet er dårlig karma

I denne uge lancerede Facebook også deres 'Reaktioner'-ikoner, hvilket trak en del reaktioner. Og så var der naturligvis #Gyllegate.

Nettet

#FacebookReactions indtog Twitter Krydspollinering af - eller krydsbestøvning mellem - sociale medier er ikke noget nyt, og broerne mellem Facebook og Twitter er tæt befærdede trafikruter. I denne uge skete det igen, da Facebook lancerede noget, der i sig selv er lidt af et web-fænomen: ’Reactions’.

Ud over den sædvanlige, opadvendte tommelfinger, der signalerer, at man synes godt om noget, findes der nu fem yderligere ikoner, man kan bruge til at udtrykke sine følelser om dette og hint. Der er et hjerte, en grinende smiley, en overrasket smiley, en grædende smiley og en rigtig vred smiley.

De nye reaktioner blev selvfølgelig både diskuteret kraftigt og kom hurtigt i anvendelse på Facebook. Men det var Twittersfærens reaktion på reaktionerne, der var mest interessant – og ofte også morsom.

Der var masser af kommercielle virksomheder, der skyndte sig at springe med på vognen. F.eks. den amerikanske lystfisker-butikskæde Bass, der mente, at Facebook havde glemt en enkelt reaktion. Et fiske-ikon, hvor der stod »I’d rather be fishing«.

Eller organisationen bag musicalen ’Les Miserables’, der erstattede alle ikonerne med billeder af skuespillere fra musical’en i gang med at udtrykke de samme følelser.

Men så var der de mere kreative og morsomme. Som Twitter-brugeren NickGs skråt-op-finger, lavet i Facebook-stilen, der blev fulgt af teksten »Min reaktion til #FacebookReactions«. Eller den særligt britiske version af de seks reaktioner, hvor den grædende smiley er blevet døbt »Out of Tea« og den vrede smiley »Jolly miffed«.

Men måske var det Twitter-brugeren @danielmwright, der løb med det bedste alternativ til #FacebookReactions. Han foreslog at Twitter skulle indføre noget lignende med tre nye ikoner: En død fugl, en fugleklat og et åbent, tomt æg. Hvad de betyder? Det må du selv om.

LINK:Se Twitters reaktion på Facebooks reaktioner.

Robot-mobbevideo gik viralt

Mennesker har altid været fascineret af robotter, lige siden de begyndte at dukke op i litteraturen og på film. I nyere tid har vi dog også været fascineret af virkelighedens robotter, især dem som firmaet Boston Dynamics lige nu udvikler for det amerikanske militær under navnet Atlas.

LÆS OGSÅ

Atlas-robotterne forsøger så vidt muligt at fungere ligesom mennesker. Men indtil videre har det allermest været morsomt at se videoer med robotterne, fordi de mildest talt i højere grad ligner Bambi på glatis end Terminator-dræberrobotter. De famler rundt, vakler og falder som var det ren slapstick-komedie. Hvis det var niveauet for robotter, var der vist ingen grund til at frygte, at menneskeheden en dag blev slave af robotterne ligesom på film.

Men om fyrre år, når robot-overherrerne styrer verden, og vi mennesker blot er slaver, er det nok værd at huske tilbage på den sidste uge i februar 2016. Det var nemlig der, en video med den nyeste udgave af Atlas fik mere end 7,5 millioner views på YouTube på halvanden dag. Og den video kan godt ligne et vendepunkt.

Atlas er nemlig slet ikke så klodset, som den har været. I videoen ser vi, hvordan den selv kan gå udenfor, navigere i snedækket, knoldet terræn – og selv om den er lige ved at snuble, retter den selv op og fortsætter sin ufortrødne færd fremad.

Selv om den er lige ved at snuble, retter den selv op og fortsætter sin ufortrødne færd fremad

Senere ser vi, hvordan Atlas løfter tunge kasser op på hylder helt uassisteret, og faktisk begynder at ligne de robotter, film og bøger har beskrevet i næsten 100 år.

Og så er der videoens sidste del, hvor en af forskerne bag Atlas-robotterne nærmest piner robotten. Hver gang den stakkels robot har løftet en kasse, bruger forskeren en hockey-stav til at slå den ud af hænderne på robotten, så den skal samle den op igen.

Han skubber også til robotten ganske provokerende med hockeystaven og andre remedier, og selv når den falder om på grund af et særligt hårdt skub, rejser den sig blot igen.

Stakkels Atlas skal finde sig i meget. Så husk, når robotterne gør oprør, at der findes videoer, hvor mennesker begår hensynsløst robotplageri og udøver robotmobning. Vi er selv ude om det.

LINK:Se robotten Atlas blive mobbet af mennesker

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

#Gyllegate blev til #FV16
I den forløbne uge blev Danmark »…de facto styret fra Twitter« som @TarpCPH udtrykte det på det sociale medie. Det lyder som lidt af en overdrivelse, men der kan være noget om det.

Danskerne foretrækker stadig Facebook frem for Twitter, når det gælder sociale medier og muligheden for at give sin mening til kende i et stort forum. Men der er en elite, der bruger Twitter, og den består mestendels af mediefolk, politikere, kendisser og andre med behov for at ytre sig.

Derfor er den interessant at læse om, også selv om man måske ikke selv er den helt store Twitter-bruger. Og især i denne uge, hvor statsministeren endda brugte Twitter til at sende hentydninger om regeringssammenbrud med et folketingsvalg som konsekvens.

Eva Kjer Hansen-sagen er næppe gået nogens næse forbi, men det er måske lidt mindre udbredt, at det hashtag, der henviser til sagen på Twitter er #Gyllegate – hvilket jo i sig selv er lidt sjovt.

Eva Kjer Hansen-sagen er næppe gået nogens næse forbi, men det er måske lidt mindre udbredt, at det hashtag, der henviser til sagen på Twitter er #Gyllegate - hvilket jo i sig selv er lidt sjovt

Statsministeren brugte dog ikke dette hashtag, da han tweetede, at »Har indkaldt lederne af de blå partier til møde i aften kl 21. Så må vi se om regeringen fortsat har flertal til at være regering...«. Det er formentlig første gang, en sådan udmelding er kommet på Twitter før nogle andre steder.

Selvom Lars Løkke Rasmussen ikke brugte #Gyllegate-hashtagget, blev det brugt ganske flittigt af andre kommentatorer med en del humor. Politikens egen @JacobSheikh brugte det f.eks., da han henviste til Ibi Makienok (tidligere Støving), der kom med denne Twitter-guldkommentar:

»Jeg tror Eva har noget på Lars. Jeg synes, jeg kan kende scenariet fra 6. klasse«.

Den sociale medie-ekspert Astrid Haug brugte også #Gyllegate, da hun fangede TV2s politiske redaktør, Anders Langballe og politisk kommentator Søs Marie Serup i et øjeblik fra TV2 News, hvor de begge sad begravet i deres smartphones. Som Astrid Haug skrev: »Så skal der tweetes!«

Selv statsministeren blev tvunget til at tage stilling til hashtagget, da den unge @MadsEBak gjorde Løkke opmærksom på, at han havde glemt at bruge #Gyllegate. Hertil tweetede statsministeren, at »Det er vist kun de sensationshungrende, der ikke fulgte med, da pakken blev foresået og senere aftalt«. Hvilket vel er en slags svar.

Torsdag skete der dog noget interessant. Efterhånden som udviklingen begyndte dreje hen i mod et tvungent folketingsvalg, begyndte #FV16 at overtage fra #Gyllegate, som om valget allerede var udskrevet. I skrivende stund er det dog kun et hashtag. Men hvem ved, hvad der er sket, når du læser dette.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Søs Marie Serup tweetede dog også, at hvis det ender med et valg, ville hashtagget nok blive #Gyllevalg2016. Og at det skulle blive sjovt at se, hvordan f.eks. New York Times håndterer den.

LINK:#Gyllegate

LINK:#FV16

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler test fra Digital eller Morten Bay, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden