Foto: Mary Altaffer/AP
Nettet

Facebook aflytter næppe dine samtaler – det er meget værre

Det er formentlig en myte, at Facebook aflytter vores samtaler for bedre at kunne skræddersy reklamer til os. Virkeligheden er, at de allerede har fundet ud af alt om os ad andre veje.

Nettet

De fleste af os har efterhånden prøvet, at der pludselig dukker en reklame op på Facebook for noget, man lige har talt om med en eller anden om - verbalt. Som om, Facebook overhørte ens samtale. Det har fået mange mennesker til at tro, at Facebook lytter med på ens samtaler via mikrofonen i ens smartphone. Men virkeligheden er en anden – og værd at tænke over.

Fejlcitat gav grobund for en myte
Kelli Burns, der er professor i kommunikation ved University of South Florida, blev sidste år citeret i den britiske avis The Independent for at have sagt, at hun »ikke kan bevise det«, men at hun »tror, at Facebook aflytter vores samtaler« for bedre at kunne skræddersy reklamer til os. Problemet er, at Burns aldrig har udtalt dette. Til BBC sagde hun efterfølgende, at hun aldrig har påstået, at Facebook lyttede med på samtaler, og at »det hele var blæst ud af proportioner«. Ironisk nok gik historien viralt på netop Facebook og satte ild i konspirationsteorierne.

Facebook har hele tiden nægtet, at de lyttede med på noget som helst – med mindre du selv har givet app’en lov til at bruge mikrofonen. Det sidste kræves, hvis du vil bruge f.eks. Facebook Messenger til videoopkald, eller video-transmitterer dit liv ud til verden via Facebook Live. Men Facebook behøver slet ikke at aflytte os uden tilladelse. Dr. Cynthia Wang, der er lektor og forsker i mobilkommunikation ved California State University Los Angeles, siger til Politiken, at »Jeg tror, Facebook allerede har de informationer, de skal bruge, fra alle mulige andre kilder«.

Gætter, hvad du taler om
Facebooks kunstige intelligens-software er nu blevet så god, at den i princippet kan gætte, hvad du taler om. Fordi du selv giver Facebook lov til at samle informationer ind fra alle mulige kilder, kan Facebook opbygge en dataprofil på dig, ud fra hvilken softwaren kan simulere din adfærd. Ad den vej kan de gætte, hvad du går og tænker på og gerne vil se reklamer for.

Dr. Luke Stark, der forsker i menneskers emotionelle forhold til teknologi på Dartmouth-universitet i New Hampshire, mener at Facebook især fokuserer på at aflæse dine følelser. »Facebook bruger hver eneste, lille stykke data om din adfærd, de kan aflæse fra dine online-aktiviteter, indenfor lovens og brugerbetingelsernes rammer«, forklarer han til Politiken.

»De ’Reaktioner’, de lancerede sidste år, er et godt eksempel«. Ifølge Stark var det ikke bare et ønske fra brugerne, der fik Facebook til at lancere en mere nuanceret form for reaktion på en Facebook-post eller statusopdatering end et simpelt ’Like’. De nye små, smileys, man nu kan reagere med, er lige så meget til for at fortælle Facebook om din sindstilstand. »Facebook solgte idéen på, at det gav brugerne mulighed for et bredere udtryk. Men jeg tror, det handler om dataindsamling. De ville have flere detaljer om, hvor du befinder dig mentalt«.

Sammenligning af data, du selv har udleveret
Ofte glemmer vi dog blot, at vi ikke kun har talt om et emne med munden, men også har gjort det med fingrene på Messenger, e-mail eller i en tredjeparts-app, som Facebook har adgang til. Ofte handler det dog også om simpel korrelation. Facebook lytter muligvis ikke til dine samtaler, men hvis du har givet app’en adgang til dine kontakter på telefonen, kan den formentlig se, hvem du har talt i telefon med. Er din mor også på Facebook og har hun givet den samme tilladelse, ved Facebook, når du har talt med din mor. Hvis du og din mor har talt om bageforme og hun så googler bageforme efter jeres samtale, kan Facebook sjusse sig til, at I har talt om formene, og vise dig reklamer for disse.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Det samme kan ske med din smartphones lokationsdata, som du har givet Facebook adgang til. Har du været på café med en Facebook-ven, der også har slået lokationsdata til, kan Facebook regne ud, at I har været samme sted på samme tid. Hvis I har talt om cykler, og din ven googler eller skriver om cykler senere, kan du få cykel-reklamer på skærmen.

Facebook lytter altså sandsynligvis ikke til dine samtaler, hvilket ville være i strid med lovgivningen i mange lande. Men selv, hvis de gjorde, ville det være svært at få øje på. Som Cynthia Wang fortæller Politiken: »Det er meget svært at bevise den slags. Hvis vi skulle bevise, at Facebook lyttede til vores samtaler, ville det kræve egentlig forskning, og ikke bare alle de her anekdoter«.

Facebook lytter ikke – men det kommer de til

Virkeligheden er dog, at hvis Facebook ikke lytter konstant nu, så vil de formentlig komme til det i fremtiden. Markedet for virtuelle assistenter i alt fra smartphones til intelligente højttalere såsom Siri, Google Assistant, Amazons Alexa og Microsofts Cortana, er i kraftig vækst. Disse assistenter står klar til at hjælpe, når du udtaler kommandoer som »OK Google« eller »Hey Siri«. Men for at de kan være klar på den måde, er de jo nødt til at lytte hele tiden. Det siger man ja til, når man går i gang med at bruge dem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Teknologi, der lytter til alt, hvad vi foretager os, er altså langsomt og sikkert på vej ind i vores virkelighed. Den slags dataindsamling vil Facebook formentlig også gerne have lov til at foretage i den nærmeste fremtid. Men hvis du alligevel ikke helt tror på Facebooks forsikringer om at de ikke lytter med, er det meget nemt at forhindre dem i det. Du skal blot gå ind i din smartphones indstillinger og slå Facebooks tilladelse til at bruge din mikrofon fra. Det sker som regel under Facebook-app’ens egne indstillinger eller i de centrale indstillinger i telefonen.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce