Når der ikke skal handles om eftermiddagen er der bedre tid til, at børnene Zoe og Noa kan hjælpe med madlavningen.
Foto: JOACHIM ADRIAN

Når der ikke skal handles om eftermiddagen er der bedre tid til, at børnene Zoe og Noa kan hjælpe med madlavningen.

Forbrug

Familien Ringgaard undgår kl. 16-skrækscenariet ved køledisken

Familie med far, mor og tre børn køber dagligvarer ind for en uge ad gangen, helst i et digitalt supermarked. Og det betaler sig i både tid og penge, mener de.

Forbrug

Klokken er 15.30, da Politiken en onsdag eftermiddag ringer på døren hos 32-årige Misha og 28-årige Aske Krohn Ringgaard, der bor med deres tre børn Zoe, Noa og Sommer på Vesterbro i København.

Mens mange af byens børnefamilier slår et smut forbi et supermarked på vej hjem fra børnehaven, bruger familien Ringgaard eftermiddagen på at tegne, læse bøger og lægge puslespil. De har valgt at købe dagligvarer ind på nettet én gang om ugen, og det har frigjort tid til familien, fortæller Misha Krohn Ringgaard, der til daglig går hjemme med familiens yngste.

Alle minutter er værdifulde

»Alle minutter er jo værdifulde i en børnefamilie, og man kan spare vanvittig meget tid, hvis man handler én gang om ugen, og når varerne så ikke skal hentes i et supermarked«, siger hun.

Derfor har familien valgt at klare dagligvareindkøb over netsupermarkedet nemlig.com, så de slipper for ’ulvetimen’, som ofte udspiller sig med skrigende børn, når de små er med ude at handle, fortæller Aske Krohn Ringgaard, der er butikschef i Lagkagehuset.

»Der er ingen tvivl om, at skrækscenariet er at stå klokken 16 i et supermarked med 3 trætte børn uden at vide, hvad man skal spise til aften. Vi har valgt at prioritere kvalitetstid over kølediske, og det giver bare mere energi og overskud til at tage de mange andre små ulvetimer, der hver dag opstår«, siger han.

I stedet sidder familien hjemme i stuen og beslutter sig for, hvad der skal være i køleskabet. Ifølge Misha Krohn Ringgaard er det ikke voldsomt tidskrævende. Net-supermarkedet husker de varer, du købte sidst, så man ikke behøver tage stilling til alt hver uge, men kan fokusere på det nye.

Foto: JOACHIM ADRIAN

»Mig«, lyder det fra den 3-årige, da samtalen drejes hen på, om børnene deltager i madlavningen.

»Ja, specielt Noa Rose kan godt lide at hjælpe til. Så står hun og hakker lidt agurkesalat og æblesalat, når hun er med køkkenet«, fortæller Misha Ringgaard Krohn.

Hun mener, at det hurtigt kan blive for hektisk at lade børnene være med til madlavningen, hvis hverdagen dikterer, at de voksne først skal hente børnene i deres daginstitution for dernæst at handle, så kaste sig over madlavning, så spise og derpå putte.

Færre impulskøb

Ifølge Politikens pristjek af 3 af de største netsupermarkeder i Danmark er det stadig dyrere at købe dagligvarer over nettet end i en discountkæde som Netto.

Men familien Krohn Ringgaard har alligevel oplevet, at det betaler sig at handle over nettet.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

På deres virtuelle indkøbsseddel står i alt 40 dagligvarer, der skal række ugen ud. Det betaler de lige under 1.000 kroner for, hvilket de mener er billigere end det beløb, de tidligere brugte på at handle flere gange om ugen i et fysisk supermarked, fortæller Misha Ringgaard Krohn.

»Vi har sparet penge på at undgå de impulskøb, der tidligere var en del af vores indkøbsture. Man bliver ikke på samme måde fristet, når man handler på en skærm, og på den måde ender vi ikke med at købe varer, vi egentlig ikke har brug for«, siger hun og forklarer, at de ved at fylde indkøbskurven en enkelt gang om ugen er tvunget til at bruge de varer, der nu engang ligger i køleskabet.

»Vi smider meget lidt mad ud. Det er mange af de samme grøntsager, vi bruger i de retter, vi laver, og hvis vi for eksempel har ris tilovers fra dagen før, putter vi dem i frikadellerne dagen efter«, siger Misha Krohn Ringgaard og tilføjer, at de dog ikke ser sig helt fri for det velkendte rådne iceberg-hoved fra tid til anden.

Handler stadigvæk offline

På hylderne i familiens køleskab står mandelmælk fra Naturlig, æblemos fra Urtekram og øko-mærkede grøntsager. Familien handler overvejende økologisk, og det økologiske udvalg har derfor stor betydning for deres valg af dagligvarebutikker, fortæller Misha Krohn Ringgaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Foto: ADRIAN JOACHIM

»Vi har valgt at købe økologisk, hvilket jo i sig selv er dyrere. Men derfor er vi stadigvæk interesseret i at finde de billigste økologiske mærker«, siger hun og forklarer, at det ikke nødvendigvis er den billigste mulighed, der kan klikkes ned i den virtuelle indkøbskurv. Og derfor er familien endnu ikke helt blind for de fysiske supermarkeder i gadebilledet, siger Aske Krohn Ringgaard.

»I hverdagen er det bare sådan, at mangler man nogle ting, bliver man nødt til at ty til et almindeligt supermarked. Det gælder også, hvis der er økologiske kampagner i de forskellige supermarkeder, så går vi ned og handler der. Men jeg gad da godt, at vi kunne nøjes med at handle over nettet en gang om ugen«, siger han og tilføjer:

»Det er meget værd både at have 3 børn og overskud«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden