SKATKAMMER. Søren Falk holder frokostpause i kælderen i sin nye villa i Valby, som han er ved at renovere. I vindueskarmen bag ham ses de hvide genbrugsporcelænskatte, som han samler på. Sofaen er et af hans dyreste køb til 4.000 kroner på Lauritz.com.
Foto: Ivan Riordan Boll

SKATKAMMER. Søren Falk holder frokostpause i kælderen i sin nye villa i Valby, som han er ved at renovere. I vindueskarmen bag ham ses de hvide genbrugsporcelænskatte, som han samler på. Sofaen er et af hans dyreste køb til 4.000 kroner på Lauritz.com.

Forbrug

Søren lever af genbrug: »Langt de fleste af mine ting er no name«

For genbrugssælger Søren Falk handler genbrug om klodens ressourcer og om at undgå frås.

Forbrug

Når man er marskandiser som mig, lever man i skrammel til hverdag. Der er mange, der i dag kalder sig vintageshops med flashy ting og lækre billeder på Instagram.

Jeg kører mest skrammel. Kunsten er ikke at tage alt for meget af det med hjem. Ellers ville det blive for meget.

Det eneste, jeg samler på, er kiksede porcelænskatte. Det er sådan noget 80’er-lort, men de er sgu meget sjove, og min datter kan godt lide dem. De er så dårligt lavet, at de ligner nogle zombier med helt åbne katteøjne. Der var ingen, der gad købe dem her i butikken, så jeg tog dem med hjem; og nu har jeg 10 af dem. De er bare grimme, men når man har lidt flere samlet, begynder det faktisk at se lidt fedt ud.

Det var lidt af et tilfælde, at jeg fik øjnene op for genbrug. Jeg købte et hus med min ekskone i et ret velhavende kvarter i Valby med sorte Audi stationcars til 500.000 kroner i carportene.

Det var helt sindssygt, hvad beboerne stillede til storskrald. Man kunne slå det op på Den Blå Avis og tjene 500 kroner på et øjeblik. Det var lige før finanskrisen, hvor folk simpelthen var så ulækkert forbrugeriske.

Dengang sagde jeg mit normale job op som biokemiker. Min datter var lille, og hver dag gik jeg ture med hende på den lokale genbrugsstation og fyldte barnevognen med ting fra et tag selv-rum. Til sidst greb genbruget så meget om sig, at jeg blev nødt til at gøre noget ved det.

Faktisk kunne jeg aldrig finde på overhovedet at købe et nyt spisebord. Det ville være helt skudt ved siden af, hvem jeg er

Om der er huller i mine bukser eller en ridse i bordet, er jeg ligeglad med. Det er lidt af en kliché, men jeg synes, det er hyggeligere, når ting er lidt slidte. At man rent faktisk kan leve og spilde lidt, uden at alle farer op efter viskestykker.

Min datter skal heller ikke skamme sig, hvis hun kommer til at smadre et glas. På den måde går jeg ikke særlig meget op i mine ting, men jeg gider altså ikke købe brugte underbukser eller sætte en brugt slange på min cykel. Det er for åndssvagt.

Jeg har også masser af venner, som kører i forurenende biler; men derfor er vi jo stadigvæk venner. Jeg har ikke et eller andet fanatisk manifest, og jeg gider bestemt ikke prædike.

Nogle af mine venner giver også svimlende summer for et eller andet plankebord lavet af en snedker til 30.000 kroner. Det er jo flot; men det ville jeg aldrig gøre. Faktisk kunne jeg aldrig finde på overhovedet at købe et nyt spisebord. Det ville være helt skudt ved siden af, hvem jeg er.

Selvfølgelig er jeg også materialist, og når jeg finder et scoop, bliver jeg glad, Men jeg synes, det er meget sjovere at hive noget op af storskrald og sælge for 200 kroner end at finde en designerlampe for 200 og sælge til 1.000. Faktisk er jeg ligeglad med, hvem designeren er, og langt de fleste af mine ting er no name.

Jeg går næsten altid i genbrugstøj, og hvis nogen tabte et æble på gaden, kunne jeg sagtens finde på at samle det op, vaske og spise det. Jeg prøver så vidt muligt at bruge det, der er, hvis det ikke fejler noget, og undgå at købe ting nye. For mig handler det også om jordklodens ressourcer.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg købte en lille espressokande på nettet, der var pakket ind i plastik, bobleplast og en papkasse. Med mange nye ting er det simpelthen ulækkert, hvordan de bliver pakket ind.

I gamle dage ville jeg faktisk have læst miljøbiologi, men ombestemte mig og blev biokemiker i stedet. Det var hjernedødt. Havde jeg været miljøbiolog, havde jeg kæmpet mod det samme, jeg gør i dag med noget eco-friendly som fællesnævneren. Det har altid været vigtigt for mig. Jeg ved ikke hvorfor, for det er ikke noget, jeg er opdraget til. Det er bare kommet.

Jeg bliver lidt trist, når jeg ser frås, og folk, der smider noget ud, der ikke fejler noget. Det handler bare om at have lidt omtanke.

Så sent som i går satte jeg nogle ting ud på vejen, jeg ikke ville have længere, og så var de væk næste dag. Det synes jeg er fedt. Forhåbentlig er det havnet hos nogle mennesker, som virkelig har haft brug for det. Det er ligesom min måde at gøre tingene på.

Vil du ikke gå glip af de nyeste artikler fra Forbrug og liv, så klik på ’Følg’-knappen i toppen af denne artikel. Så dukker de automatisk op i Din Strøm, når du er logget ind på Politiken.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce