En ny måltidskasse har set dagens lys. Det er lækkert, nemt men emballagemængden er enorm.

En ny måltidskasse har set dagens lys. Det er lækkert, nemt men emballagemængden er enorm.

Forbrug

Kassetjek: Homemates ugekasse er et symptom på et samfund, der har for travlt

Aftensmaden bliver ikke nemmere, end når Homemate leverer. Men er det virkelig sådan et samfund, vi vil have?

Forbrug


Det føles næsten naturstridigt at sidde ned kl. 17.30. På det her tidspunkt er jeg og min mand nemlig for det meste i gang med aftensmaden, men i dag skal vi ikke gøre noget. Det eneste, vi skal, er at tænde ovnen og sætte fire aluminiumsbakker derind. Homemate klarer nemlig aftensmaden for os.

Siden Homemate åbnede i Torvehallerne i 2015, har konceptet bredt sig til 10 filialer i københavnsområdet. I modsætning til anden takeaway består maden af friske råvarer, der bare skal tilberedes i ovnen, og med en ugekasse på abonnement leverer Homemate med egne ord verdens (måske) nemmeste måltidskasse.

Og nemt er det. Første aften består af islandsk laks med syltede blommer. Det ligger på en bund af knoldselleri, grønkål, grønne linser og hvidvin. Laksen er fast og lækker i kødet, og med hvidvin og krydderurter er gourmetsmagen hjemme. Portionen er passende. Den er hverken for stor eller lille,, og stod Homemate for bespisningen i flere hjem ville det være godt for folkesundheden. Børneretten er kødboller på forkogte makaroni. Den er så mild og børnevenlig, at min datter på 11 hellere vil have voksenmaden. Dagen efter venter en vegetarisk ret: fuldkornspasta med østershatte, broccoli, krydderurter og en vegansk ostesauce, som smager af ost, men jeg vil hellere have den ægte vare end en eller anden ostesubstitut, jeg ikke aner hvad indeholder.

Høj kvalitet, for meget plast

På madfronten holder Homemate 100 procent. Kvaliteten er høj, og maden er velsmagende.

Men med de smarte og nemme løsninger kommer en kæmpe emballageoverflod. Godt nok kan både flamingokasser og bakker leveres tilbage i rengjort stand, men da vi på dag 2 laver børnepizzaen, virker det absurd at stå med 10 små plastikbøtter, fordi alle dele til to pizzaer (tomatsauce, ost, pølse etc.) er i hver sin separate bøtte. For selv om det kan genbruges, skal det stadig produceres.

Homemate er smart, lækkert og godt – men det er også et symptom på et samfund, der har for travlt, og et samfund, hvor vi er så ringe til at lave mad (for hverdagsmad kan sagtens laves enkel og nem), at der er behov for at få leveret en flamingokasse med aluminiumsbakker og plastikbøtter for at få hverdagslivet til at hænge sammen. For at tilfredsstille et af vores mest basale behov: at spise.

For med priser på 4-500 kroner pr. levering er det ikke bunden af samfundet, der køber mad hos Homemate. Det er de veluddannede og ressourcestærke, som burde kunne ernære deres familie ordentligt. Og det er på en måde sørgeligt. Ikke for Homemate. Men for os.

Jeg vil stadig gerne hente en omgang fredags takeaway hos Homemate, men som en ugentlig kasse bliver det for dovent - og for meget emballagespild.

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce