Skilte i Fætter BR’s butikker fortalte op mod jul kunderne, at de roligt kunne handle i legetøjskæden, selv om den var gået i betalingsstandsning.
Budskabet var, at man som forbruger ikke havde dårligere vilkår, mens kæden af BR og Toys’r’us, som firmaet Top-Toy står bag, var under rekonstruktion. Fredag blev det så oplyst, at selskabet bag legetøjskæderne var begæret konkurs.
I dag ved vi, at kunderne langt fra er sikret de samme rettigheder, som hvis de havde købt deres varer og især gavekort i en anden butikskæde.
Det er moralsk kritisabelt, når en konkurstruet forretning siger: Køb endelig gavekort hos os
Vagn Jelsøe, vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk
Især de kunder, som har købt gavekort og foræret til de yngste i familien eller vennekredsen, er blevet snydt, for gavekortene er ikke det plastik værd, som de er trykt på. Spørgsmålet er nu, hvor meget kæden har vidst, da den solgte kortene til forbrugerne, mener vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk, Vagn Jelsøe.
»Hvis du har en viden om, at der er en overvejende sandsynlighed for at gå konkurs, så er det kriminelt at sælge de gavekort til folk. Men hvor grænsen går rent juridisk er svært at sige. Man må jo godt tage chancer, når man driver forretning«, siger Vagn Jelsøe.
Han er dog ikke i tvivl om, at forbrugerne har fået for lidt at vide om den risiko, de har løbet ved at købe gavekort - en handling, der dybest set svarer til at give butikken et lån. Når konkursen rammer, må ejere af gavekort stille sig op i køen af kreditorer, som den konkursramte virksomhed skylder penge.
»Man siger ikke, at pengene kan gå tabt«
»Det er moralsk kritisabelt, når en konkurstruet forretning siger: Køb endelig gavekort hos os. Uden at fortælle, at der er en risiko forbundet med det, når en konkurs truer i horisonten. Man siger ikke, at pengene kan gå tabt«, siger Vagn Jelsøe.
Forbrugerrådet Tænk var ude og advare folk mod at købe gavekort i BR og Toys’r’us, da kæden 30. november i år blev begæret under rekonstruktion.
Burde det være forbudt at sælge gavekort, når man som forretning er i betalingsstandsning eller under rekonstruktion?
»Det synes jeg bestemt, man kunne overveje«, svarer Vagn Jelsøe, som fortæller om et lignende forbud op til finanskrisen i bankverdenen, hvor banker op imod deres konkurser havde travlt med at sælge egne aktier til deres kunder.
»Vi så en række tilfælde, hvor der vare en hidsig markedsføring af bankaktier hos banken selv for penge, som banken lånte til deres kunder. Det førte til, at politikerne forbød banker at låne kunderne penge til køb af aktier i banken. Der er en den parallel til den her situation, at butikken også her låner penge af kunderne«, siger Vagn Jelsøe, som dog understreger, at vi med gavekort er ude i nogle meget mindre beløb.
Det er ikke kun, når det gælder gavekort, at kunderne i BR og Toys’r’us er ringere stillet efter konkursen. Også hvis en vare går i stykker, kan det være svært at klage og få varen ombyttet, repareret eller pengene tilbage.