Britisk studie: Computerspil gør ikke børn voldelige

Forskere ved Oxford har ikke kunnet finde sammenhæng mellem vold i computerspil og ændret opførsel hos unge.

Forbrug

En ny videnskabelig undersøgelse har ikke kunnet konstatere nogen sammenhæng mellem børns brug af voldelige computerspil og øget voldelig adfærd.

Det skriver netmediet dagens.dk på baggrund af en videnskabelig artikel, som forskere ved universitetet i Oxford har offentliggjort i tidsskriftet Royal Society Open Science.

2008 britiske unge på 14 eller 15 år har sammen med deres forældre eller omsorgspersoner deltaget i undersøgelsen.

Børnene er blevet spurgt, hvilke computerspil de har spillet, og om de selv har bemærket nogen adfærdsændring.

På samme måde er forældrene blevet bedt om at svare på spørgsmål om deres børns opførsel.

Og det er altså ikke lykkedes at konstatere nogen entydig sammenhæng.

Professor Andrew Przybylski, der er forskningsleder ved Oxford Internet Institute, siger:

»Det er en populær opfattelse, at voldelige computerspil fremmer voldelig adfærd i den virkelige verden. Men det har været svært at påvise«.

»Selv om både forældre og lovgivere har udvist stor interesse for emnet, så har forskningen ikke vist, at der er grund til bekymring«, siger han til universitetets hjemmeside.

Han understreger dog, at man ikke kan afvise, at computerspil kan påvirke børns opførsel på andre områder.

»Vi kan se, hvordan nogle unge taler grimt til andre, håner dem, driller dem og måske bliver meget optaget af at vinde«.

»Det er alt sammen noget, som falder ind under kategorien asocial opførsel, og som kunne være interessant at dykke yderligere ned i«, siger Przybylski.

ritzau

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden