Foto: Lars Krabbe

Forbrug

'Coop Hverdag' i stedet for Fakta? Coop tester nye navne på butikkerne

Coop Hverdag og Coop Mad har set dagens lys i et pilotprojekt, der tester nye kædenavne for Coop.

Forbrug

Coop, der står bag en række af de mest kendte supermarkedskæder i Danmark, har taget hul på at teste nye navne og nyt indhold til nogle af deres største kæder.

I Trekroner ved Roskilde er områdets Fakta blevet til Coop Hverdag, og SuperBrugsen er blevet til Coop Mad. Også Kvickly kan få et nyt navn i fremtiden, oplyser Coop.

»I SuperBrugsen har vi etableret vores brødkoncept, som vi kalder BrødCooperativet, hvor der i højere grad end tidligere er mulighed for at sidde at spise og få en sandwich«, siger Coops koncerndirektør Jens Visholm.

»Så har vi skruet op for vores måltidsløsninger, så man i højere grad kan komme og købe sit færdige frokost- eller aftensmåltid i butikken«.

Også i den nyfødte Coop Hverdag er der skruet op for de nemme madløsninger, fortæller koncerndirektøren.

»I Fakta-butikken er der også skruet op for convenience-måltider. Der er flere hurtige sandwiches og flere måltidsløsninger«, siger Jens Visholm.

»Og så er der endnu flere Coop-varer i butikken, end der har været tidligere«.

»Vi har i forvejen rigtig mange af vores egne produkter. Hvis vi erstatter et mærkevare med en egen-produceret vare, så bruger vi ikke så mange penge på markedsføring, og så kan vi sælge det billigere til kunderne«.

Skan varerne, mens du går rundt, og betal med mobilen

Begge butikker kommer også til at muliggøre betaling med mobiltelefon.

Ordningen bliver, at kunderne selv kan skanne varerne med telefonen, når de går rundt i butikken. De kan samtidig også betale med telefonen, når de vil ud.

Der vil også blive kasser, hvor kunderne selv kan skanne deres varer.

Jens Visholm forsikrer dog om, at test-butikkerne i Trekroner er netop det - en test.

»Vi prøver hele tiden at teste nye ting af i nogle forskellige butikker, for at se hvordan kunderne reagerer. Det er også det, der sker i Trekroner«, siger han og uddyber om fremtiden for Fakta, SuperBrugsen og Kvickly:

»Der er ikke taget nogen beslutninger«.

Coop står udover de tre kæder bag kæderne Irma samt Dagli'Brugsen og Lokal'Brugsen.

ritzau

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden