0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.
Denne artikel er delt af Cecilie Bonderup. Som Politiken-abonnent kan du ubegrænset dele artikler med dine venner og familie.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Psykolog har skiftet holdning: Nu brøler han ad sit barn, når han er vred

I mange år har det været god latin, at børn tager skade af at blive skældt ud, og vreden har haft trange kår i familielivet. Men to nye bøger taler nu for, at forældre skal træde i karakter og gerne må »brøle« ad deres børn.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tidligere tiders ideal, om at børn skulle være lydige, er erstattet af et ideal om, at børn skal være nysgerrige og selvstændige, og det harmonerer dårligt med forældre, som råber og skælder ud, fortæller antropolog Eva Gulløv.

Forbrug
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Forbrug
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det kunne rase i hans indre. Værst, når de skulle ud ad døren og af sted til børnehaven, og sønnen Harald efter flere varsler havde fået at vide, at nu skulle de gå, hvis ikke de skulle komme for sent. Alligevel skulle Harald lige lege færdig. Og så var han 100 år om at tage jakken på. Først derefter kom turen til skoene. En ad gangen.

Imens kogte det i hans far – men kun indeni, for faren, psykolog Frej Prahl, vidste, at det ikke er godt at blive vred og skælde børn ud.

»Jeg var afmægtig. For jeg vidste, at jeg ikke måtte vise vrede. Det kom til at føles, som om han havde magt over mig. For jeg tillod ikke mig selv at vise, hvem der bestemte«.

Og vreden forsvandt ikke, selv om Frej Prahl bed den i sig. Tværtimod gik den ud over hans forhold til sønnen.

»De konflikter, jeg ikke tog, efterlod mig med en bitter syrlighed over for min søn. Jeg følte mig indespærret, og det lå imellem os timer efter, så jeg havde sværere ved at vise ham min kærlighed«.

Du er der næsten

Du behøver ikke et abonnement for at læse artiklen. Det eneste, du skal gøre, er at oprette en profil, og så kan du læse videre.

Opret profil

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter