Den sad som en knugende fornemmelse i maven, de første fem dage efter at jeg var konstateret positiv med covid-19 i juni måned. Skyldfølelsen. Skammen.
Min diagnose kom en fredag formiddag, kun fire dage før min yngste skulle til sin afsluttende studentereksamen. Tænk, hvis han var smittet, og hele eksamen og de efterfølgende uger med vogntur og fester var afblæst. Dertil kom resten af familien, kolleger og mere end 30 personer i mit kor, som jeg havde været sammen med om tirsdagen.
Selv var jeg efter alt at dømme blevet smittet under bilkørsel, mens jeg var på arbejde. Men uroen lod sig ikke stoppe af, at den fordømte sygdom ikke skyldtes voldsomt uansvarlig opførsel.
I min isolation på soveværelset havde jeg masser af tid til at tænke igennem: Fik jeg siddet for tæt på Marianne, mens vi drak en øl efter den ellers ultrasikrede øver i koret? Havde jeg rørt ved noget under frokosten på arbejdet, som andre bagefter skulle røre?
Jeg havde mest lyst til at krybe i flyverskjul, men det duede jo ikke. Jeg havde advaret alle inden for de første timer af, at testsvaret kom, og sagde også ja til, at mine kolleger måtte få at vide, at det var mig, der var den smittede. De bekymrede spørgsmål væltede ind – sammen med ønsker om god bedring.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
