Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Fake? Siden Burberrykøbenhavn.com ser ud som den ægte vare. Men varerne er sendt fra Kina og lever ikke op til mærkevarens normale kvalitet. (skærmdump)

Forbrugersikkerhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Internetsvindlere kan nu narre selv garvede netshoppere

Svindelsider med falske mærkevarer er blevet meget troværdige at se på.

Forbrugersikkerhed
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Kopivarer er ikke kun forbeholdt mørke sidegader på feriedestinationer. De er i stor stil også rykket ind i den virtuelle verden.

På nettet kan man lynhurtigt finde netbutikker, der lokker med store rabatter på kendte og dyre mærker som Mulberry og Burberry, men som forbruger skal man passe på.

Svindlerne bag de ellers flotte netsider bliver nemlig mere og mere kreative i deres forsøg på at lokke penge fra kunderne, som i bedste fald får en kopivare tilsendt og i værste fald ender helt uden vare og med misbrugte bankoplysninger.

»Selv rutinerede netshoppere bliver efterhånden fuppet, for svindlerne er blevet dygtigere«, fortæller Henrik Theil, kommunikationschef i Foreningen for Dansk Internet Handel, FDIH, der er en interesseorganisation for virksomheder, der forretningsmæssigt bruger internettet.

»Der er en fantastisk kreativitet hos dem, der forsøger at lokke penge ud af kunderne, men det er dybt kriminelt og dybt problematisk«, siger han.

Samme oplevelse har man hos e-mærket, der er en dansk mærkningsordning for sikker nethandel.

»Siden vi så de første sider dukke op for et par år siden, er de blevet bedre både teknisk og visuelt. Siderne er blevet flottere, der er ikke så mange stavefejl, og du kan ikke se på hverken billeder eller design, at der er tale om en fupbutik. Ved første blik ligner de troværdige netbutikker«, siger direktør Lars Schmidt Larsen.

Mere netshopping betyder flere kopier
Der findes ikke et samlet skøn over, hvor mange kopivarer der florerer på det digitale marked, men så længe vi køber flere og flere varer på nettet, vil de falske varianter opleve samme vækst.

»Der vil alt andet lige komme flere kopivarer, fordi e-handlen vokser eksplosivt. En stadig større del af detailhandlen foregår på nettet, og hvis der er mange penge i omløb, vil der også være mange, der forsøger at få del i de penge. Også dem, der ikke har en ordentlig forretningsmoral, så vi vil se flere kriminelle i fremtiden«, vurderer Henrik Theil.

Problemet rammer i første omgang den enkelte kunde, men på længere sigt kan kopivarerne også skade de ærlige netbutikker, fordi det går ud over omdømmet for e-handel generelt, når kopivarer florerer på markedet, frygter han.

Dansk er ikke en sikkerhed
Selv om mange fupbutikker bliver styret langt fra Danmarks grænser, er det ikke en sikkerhed i sig selv, at butikken er fundet på en dansk internetadresse og er forsynet med en dansk tekst.

»Flere og flere af de her fupbutikker retter sig mod danskere ved at bruge domæner, der ender på dk. Tidligere var det kun com-domæner, der blev brugt«, siger Lars Schmidt Larsen.

Svindlerne forsøger også ofte at bruge andre firmaers logoer for at skabe troværdighed. Det kan være logoer fra betalingstjenesten PayPal eller det verdensomspændende transportfirma DHL, der skal illustrere, at man som kunde trygt kan lægge sine penge i netbutikken.

Det danske e-mærke er også blevet misbrugt, fortæller Lars Schmidt Larsen.

Henrik Theil har set eksempler på, at danske netbutikker har fået kopieret både design og indhold.

»Det værste eksempel, jeg har set, var en dansk netbutik, der havde fået kopieret hele deres hjemmeside fra a til z. Der var kun ændret en lille smule i navnet, så som kunde troede man, at man gik ind på den danske netbutik, men i virkeligheden sad man på en udenlandsk«, siger han.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Klageret gælder stadig
Derfor kan det være svært at gennemskue, hvor varerne egentlig kommer fra, når først man er havnet i en internetbutik med kopivarer.

I Danmark er det ikke ulovligt at købe kopivarer til eget brug, men det er ulovligt at indføre varerne til Danmark, hvis de er købt via e-handel i et land uden for EU. Så har Skat ret til at tilbageholde og destruere varen, og du har ikke krav på erstatning.

Hvis man på den ene eller anden måde ender med en kopivare, gælder de almindelige forbrugerbeskyttende rettigheder, og i op til to år fra købstidspunktet har man derfor mulighed for at reklamere.

»Hvis en vare er købt som ægte, vil det være en mangel, at den er uægte, og det betyder, at du har mulighed for ophævelse af købet«, forklarer jurist i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Uffe Foged Jespersen.

Problemet opstår, hvis man uvidende har handlet med en udenlandsk erhvervsdrivende, for så er det ikke sikkert, man får så meget ud af at sende en afgørelse fra Forbrugerklagenævnet til sælger.

»Spørgsmålet er, hvad man får ud af at klage, og hvordan man kommer efter en erhvervsdrivende i for eksempel Kina. Det kan der være vanskeligheder forbundet med«, siger Uffe Foged Jespersen.

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden