80 procent af genbrugstøjet ender i butikker i Afrika

Rummet er varmt, luftfortættet og så fyldt, at medarbejderne bevæger sig rundt på små stier – hvis de ikke ligefrem kravler rundt i bunkerne med firkantede baller. Og det er ikke halmballer, men tætpakkede tøjballer, som optager pladsen her hos Musiimtex Enterprises Limited i Kampalas Nabugabo-område i Uganda.

LÆS ARTIKEL

Der er godt gang i butikken. En efter bliver de 50 kilo tunge baller båret ud til ventende lastbiler, biler og motorcykler.

Ude på gaden er der en lang række andre firmaer med samme forretningsområde som Musiimtex.

Ballerne er alle steder i gadebilledet her. Dette er simpelthen epicenteret i den ugandiske tøjbranche.

Til forskel fra den danske og stort set alle ikkeafrikanske landes tøjbrancher er det bare ikke nyt tøj, der bliver fordelt herfra til Ugandas titusindvis af små butikker.

I Uganda består cirka 90 procent af tøjmarkedet nemlig af genbrugstøj fra Vesten, derunder Danmark. Det vurderer både de engrosforhandlere, butiksejere og kunder, som Lørdagsliv har talt med.

Det bliver skibet hertil via store europæiske og mellemøstlige mellemmænd og fordelt ud i disse baller, der ikke er væsensforskellige fra de mere kendte halmballer. På ballerne oplyser grønne A4-sedler bag plastikken, hvor tøjet er fra: Tyskland, Storbritannien og Canada er mest gennemgående, men mange andre lande, derunder Danmark, er også repræsenteret.

Danskernes aflagte tøj bliver opkøbt af mellemmænd i primært Tyskland og Belgien og ender rundt om i den tredje verden. Blandt andet her i Uganda.

»Ballerne fra Storbritannien er dyrest; det er meget lidt brugt tøj, og det er smart. Tøjet fra USA er billigst. Det er slidt, i dårlig kvalitet, og så er det for stort. De er fede derovre«, konstaterer engrosfirmaets direktør, Sulaiman Tumusiime, tørt og tilføjer, at der også er meget vintertøj i de nordamerikanske baller, hvilket ikke er så salgbart her i troperne.

Direktøren oplyser også, at branchen er »ret indbringende«, og at der i Kampala er i hvert fald 200 engrosfirmaer med genbrugstøj. Brugt tøj er nyt tøj her i landet.

Faktum er i hvert fald, at man kan købe vestligt genbrugstøj i den mindste lille flække i Uganda – og billedet er det samme i mange andre afrikanske lande.

Bjerge af brugt tøj
Tøjets rejse til markederne i Afrika begynder hjemme hos vestlige forbrugere, der synes, de har for meget tøj i skabe og skuffer. Det er der også mange danskere, der synes, og så afleverer de noget af det i enten indsamlingscontainere eller genbrugsbutikker.

Donationerne kommer da også i en lind strøm, den eftermiddag Lørdagsliv kigger forbi Frelsens Hærs butik i Holmbladsgade i København. Der kommer faktisk så meget, at de frivillige i butikken langtfra kan følge med.

Karin Holm viser således det mindre bjerg af sorte plastsække og tasker, der hober sig op i et lille aflukke i baglokalet. Det er resultatet af blot 2-3 dage, og når den ugentlige afhentning fra sorteringscentralen i Nakskov kommer, er der typisk helt fyldt op.

Sådan er det også globalt set. Selv om den samlede mængde er faldet lidt på grund af den økonomiske krise – der har fået danskerne til enten at beholde deres tøj længere eller lade det cirkulere mellem sig – så blev det ifølge Lørdagslivs beregninger til intet mindre end godt 25.000 ton afleveret tøj i 2012.

Det svarer til, at hver dansker har fundet lidt mere end fire et halvt kilo tøj i gemmerne, som han eller hun ikke havde brug for mere. Eller til, at alle gav knap 7 cowboybukser eller 30 T-shirt væk hvert år.

Efter den rundhåndede donation er der stor forskel på, hvor gode de forskellige organisationer er til at gensælge det i deres genbrugsbutikker. Nogle, som Kirkens Korshær, gensælger helt op til 90 procent – primært fordi de ikke har containere og derfor har mulighed for at takke nej, når der kommer folk med ubrugeligt tøj – mens andre, som Dansk Røde Kors, sender hele 80 procent ud af landet.

Den største spiller på markedet er Frelsens Hær, der indsamlede 6.000 ton i 2012 – muligvis overgået af den private indsamler Trasborg, der ikke vil dele nogen tal med Politiken, men skriver 6.000-7.000 ton på hjemmesiden.

Branchen oplever også øget konkurrence. Mens gensalget i Danmark altid har givet størst fortjeneste, bliver det nemlig stadig mere indbringende at eksportere tøj, forklarer Erik Hove, der er teamleder for Røde Kors Genbrug.

»Det skyldes noget så simpelt som udbud og efterspørgsel. Samtidig med at mange afrikanere får flere penge mellem hænderne og derfor et større tøjbudget, sparer vi her i Vesten og køber mindre tøj. Tøjmarkedet har aldrig været så gunstigt, i den tid jeg har haft med det her at gøre«, forklarer han.

Den globale branche er af samme grund i hastig vækst. Andrew Brooks, der er lektor i udviklingsgeografi på King’s College og har forsket i genbrugsbranchen i adskillige år, har vurderet værdien af den globale omsætning til 3 mia. dollar eller 17 mia. kr. Og det er bare engrossalget.

Denne konkurrence er måske også årsagen til, at de store opkøbere i Tyskland og Belgien klapper helt i, da Lørdagsliv ringer. De vil ikke røbe forretningshemmeligheder af nogen art. Bedre end forbrændingen

At vores aflagte tøj ender med at blive købt af og ikke givet til afrikanerne modtager overvejende hævede øjenbryn, da Lørdagsliv taler med glade givere i Frelsens Hær-butikken. Men flere tøjdonorer sænker øjenbrynet igen, når de får forklaret, hvad der rent faktisk sker – at Frelsens Hær og de andre aktører sælger tøjet, så de kan bruge indtjeningen på deres velgørende aktiviteter. »Det er godt, det bliver brugt til noget og ikke bare smidt ud«, som Christine Myhre, der afleverer en enkelt plastikpose, siger.

LÆS OGSÅ Den store uvidenhed er ikke en overraskelse for genbrugsaktørerne selv, selv om de alle understreger, at de er helt åbne om, hvad de gør med tøjet. »Det er helt sikkert rigtigt, at den almindelige dansker tror, at det afleverede tøj nærmest dagen efter er på vej ned til en, der har brug for det. Det er ikke det, vi kommunikerer, men det er det, folk tror«, konstaterer Erik Hove fra Røde Kors. Et andet aspekt af den enorme genbrugseksport til Afrika og andre ulande er, at den ifølge utallige rapporter og bøger, bl.a. af Andrew Brooks, gør det nær sagt umuligt for afrikanske lande at stable tekstilindustrier på benene selv, ligesom først østeuropæiske og siden asiatiske lande har gjort det. 31 lande verden over, deraf 12 i Afrika, har taget den yderste konsekvens af dette og helt forbudt import af genbrugstøj.

Alle de danske genbrugsorganisationer er bevidste om problematikken. De allerfleste har dog af flere grunde valgt at eksportere tøjet alligevel.

»Vi er godt klar over, at der er minusser ved at sende tøjet til Afrika, men vi er kommet frem til, at der er flere plusser. Der er f.eks. rigtig mange, der tjener til dagen og vejen i det sindrige handelssystem. Men selvfølgelig har det også negative konsekvenser, at de bliver oversvømmet af Vestens genbrugstøj«, siger Henrik Kristensen, der er souschef i Blå Kors Genbrug.

Kirkens Korshær har omvendt principielt valgt ikke at sende deres overskydende tøj videre, fordi de mener, det skader den lokale tøjindustri, fortæller udviklingschef Jesper Rønn-Simonsen. I steder bliver det afhentet af Dansk Balkan Mission, der er kontraktligt forpligtet på, at tøjeksporten ingen skade må gøre på lokale markeder.

LÆS OGSÅ

Alternativet – at tøjet destrueres – kan ingen af cheferne stå inde for, hverken over for deres frivillige ansatte, donorerne eller miljøet.

»Vi har tøjet, og der er et marked for det. Hvis vi ikke sendte det derned, hvad skulle vi så gøre ved det? Vi synes, det er forkert at sende helt fint tøj til pudsekludsfabrikken og endnu mere forkert bare at smide det ud«, siger Erik Hove fra Røde Kors, der også har en helt konkret grund til gerne at ville sælge tøjet.

Overskuddet på genbrugstøj i Røde Kors i 2011 var 28,6 millioner kroner, som organsationen så kan bruge på at hjælpe nødlidende.

Og ingen af de ugandere, vi taler med, har noget problem med, at det tøj, de køber, er brugt. Tværtimod. 27-årige Daphine Nanyonga, som vi møder på et marked, hvortil vi har fulgt tre baller fra Musiimtex, afslører glædestrålende, at hun er klædt fra top til tå – og fra inderst til yderst – i genbrugstøj.

»Jeg køber ikke nyt tøj. Det er fra Kina og Indien og er både dårlig kvalitet og for dyrt«, erklærer den unge, modebevidste kvinde.

Det dyreste, hun har på denne dag, er hendes sko, som har kostet 20.000 schilling eller cirka 44 kroner. Det billigste er underbukserne, der har kostet knap 5 kroner. En uganders gennemsnitlige månedsløn er knap 700 kroner.

Daphine Nanyongas yndlingsmærker er Marks & Spencer for tøj og Dolce & Gabbana for sko, og hun bruger gerne lang tid på at lede i de bunker, sælgerne typisk lægger frem i deres boder.

»Jeg er vild med det«, konstaterer den unge ugander.